Tyske storebrødre og danske stemmebokse
Tysklands udviklingshæmmede er først nu på vej mod de rettigheder, som danske udviklingshæmmede har. Til gengæld bakser de i Danmark med svære folketingsvalg og skånejob. Nu skal de to landes erfaringer flyde frit over grænsen
Danmark har ordet ‘inklusion’ for længst gået sin sejrsgang og er blevet indarbejdet i skolevæsen, bofællesskaber, handleplaner og ny lovgivning.
I Tyskland smager de stadig på det nye ord, der er på vej ind som det nye slagord i landets behandling af udviklingshæmmede – en behandling, hvor tyske handicappede endnu først er på vej hen mod de borgerrettigheder, der blev indført for handicappede i Danmark for ti år siden.
Appetitvækker til AIEJI-kongres Konferencen ’Pædagogik uden grænser’ var ét af en række af sydjyske arrangementer frem mod den internationale AIEJI-kongres i København i starten af maj. Med arrangementerne ønskede Socialpædagogerne Sydjylland at sætte fokus på socialpædagogikkens udvikling efter kommunalreformen i 2007 samt ikke mindst at skærpe opmærksomheden på udviklingshæmmedes vilkår frem mod kommunalvalget i år. |
Der var altså nok at tale om, da udviklingshæmmede, personale og politikere fra begge sider af den dansk-tyske grænse mødtes i Flensburg til konferencen ‘Pædagogik uden grænser’ i slutningen af april.
Konferencen var arrangeret af Socialpædagogernes Kreds Sydjylland og det tyske Lebenshilfe, og var en del af kredsens lokale aktiviteter op til AIEJI-kongressen.
-I Tyskland er inklusion ikke så kendt endnu. Det hører ikke til dagligdagen, ligesom det gør i Danmark, men i stedet er begrebet inklusion byttet ud med misforståede tiltag fra pædagogerne.Erich Seifert, stedfortrædende formand for bystyret i Flensborg |
Men den skulle også gerne blive startskuddet til en kontinuerlig dialog mellem de sydjyder og de nordtyskere, der godt nok har en verden til forskel på deres sociale system, men kun en grænsebom at passere for at udveksle erfaringer.
Ligesom tyskerne kan lære af det arbejde, danskerne har gjort hen imod en ligestilling af udviklingshæmmede med andre borgere – hvad enten det gælder institutioner, der er blevet til selvstændige boliger eller retten til at komme i arbejde – kan danskerne blive kloge af tyskernes erfaringer med at kvalitetsmåle indsatsen. Dét krav er vokset i Danmark efter kommunalreformen, men her er det danskerne, der er bagud, fremgik det på konferencen
Inklusion eller ej
-Vi kan bestemt lære af hinanden ved, at Sønderjylland og Sydtyskland får et tættere samarbejde, og det vil komme både handicappede og ikke-handicappede til gode. I Danmark har vi været gennem en proces siden pensionsreformen i 1990’erne, der gav mange udviklingshæmmede deres egne penge. I dag bor mange i boligforeninger, vi gør meget for at få dem ud i arbejde, og flagskibet i øjeblikket er vores gymnasieklasser med handicappede og vores Asperger-projekter. Vi ser handicappede som en ressource, som vi skal bruge i vores samfund, sagde socialudvalgsformand i Aabenraa Kommune, Sven Tarp.
Dén tanke kunne Erich Seifert, der er stedfortrædende formand for bystyret i Flensborg, tilslutte sig:
-I Tyskland er inklusion ikke så kendt endnu. Det hører ikke til dagligdagen, ligesom det gør i Danmark, men i stedet er begrebet inklusion byttet ud med misforståede tiltag fra pædagogerne sagde han og understregede, at alle børn bør have lige rettigheder.
Men sådan har det ikke været. Det er den 45-årige Axel Brauns et eksempel på. Han er autist og er i dag en kendt forfatter i Tyskland. Men at hans liv skulle gå så godt, skyldes en god portion held, en storebror, der passede på ham i skolen, og en mor, der gik op imod det tyske skolesystem.
-Hvis min mor ikke hårdnakket havde overtalt lærerne, havde jeg ikke fået lov til at gå i gymnasiet, og så havde jeg måske ikke, 29 år senere, kunnet udgive min første bog. I Tyskland har man en talemåde: ‘Hvad Unge Hans ikke lærer, lærer Gamle Hans heller ikke’. Men den passer ikke, for jeg har lært det meste i løbet af de sidste 12 år af mit liv, fortæller han.
Fra specialtilbud til normal
Axel Brauns var den ene af oplægsholderne på konferencen, mens den anden var Gitte Christensen, udviklingshæmmet og daglig leder af kontoret for Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF. Hun medgav, at Danmark er langt foran Tyskland, når det kommer til rettigheder for udviklingshæmmede, men hun understregede, at der også i den danske model er plads til finpudsning.
Retten til 37 timers skånejob om ugen fungerer ikke i praksis, for flere kommuner forsøger at snyde og kun tilbyde cirka halvdelen af de tilskudsberettigede timer. Mange udviklingshæmmede får ikke lov til at sove sammen med deres kæreste mere end én eller to gange i weekenden. Der er bofællesskaber, især omkring Århus, der betinger sig sterilisering af beboerne. Og fordi de går i separate skoler får udviklingshæmmede ikke den vigtige indføring i for eksempel samfundsfag, der skal til, for at kunne begå sig i samfundet.
-Hvis min mor ikke hårdnakket havde overtalt lærerne, havde jeg ikke fået lov til at gå i gymnasiet, og så havde jeg måske ikke, 29 år senere, kunnet udgive min første bog. I Tyskland har man en talemåde: ‘Hvad Unge Hans ikke lærer, lærer Gamle Hans heller ikke’. Men den passer ikke, for jeg har lært det meste i løbet af de sidste 12 år af mit liv. |
-Mine søskende havde ikke samme problem, for de havde haft samfundsfag i skolen. Jeg har i skolen lært at slå på tromme, at male billeder og at have det rart. At tage ansvar var ikke vigtigt i min skole, siger Gitte Christensen.
Hun drømmer om at få et såkaldt netværkscenter i hver kommune, hvor den udviklingshæmmede kan henvende sig og få hjælp, i stedet for at skulle vente på den ugentlige hjemmedag.
-Hjemmedagen så vi i ULF gerne afskaffet. Hvor mange andre mennesker gemmer opvasken til en bestemt dag og tager så fri fra arbejde for at tage den? Det holder ikke. Vi vil gerne lære, hvordan man gør tingene rigtigt, siger Gitte Christensen.
-Jeg er for eksempel langsom til at lægge tøj sammen, så det gjorde min kontaktperson for mig i årevis. Indtil hun en dag sagde ‘Du kan da ikke tage kørekort. Du kan ikke engang lægge dit vasketøj sammen’. Næste gang hun kom, havde jeg lagt tøjet sammen i forvejen. Bagefter tog jeg mit kørekort, siger Gitte Christensen.
Smag for mere grænsesamarbejde
Der er altså nok af ting at tage fat på. Både i Tyskland og i Danmark. Fremover vil Lebenshilfe og Socialpædagogernes Landsforbund holde tæt kontakt og arbejde på at stable endnu flere møder på benene, så erfaringerne kan flyde hen over grænsen.
Det var der flere mødedeltagere, der så frem til:
-Konferencen var spændende, og især var det interessant at høre Gitte Christensens oplæg om udviklingshæmmedes vilkår i Danmark. Oplæggene lærte mig, at vi, der omgiver os med udviklingshæmmede til daglig, har en opgave i at kommunikere bedre med politikere, så de forstår dén verden og får forståelse for at udvikle området, sagde Ralf Strubel, medarbejder hos AWO i Schlesvig-Holsten.
Og også nord for grænsen var der opbakning:
-Jeg tror, vi kan lære meget af hinanden i Tyskland og Danmark. Vi†har forskellige gode ting at byde på,†for eksempel†hvordan de forskellige bofællesskaber er indrettet, siger Pernille Meisner, pædagog og hjemmevejleder på Bofællesskaberne Rugkobbel og Engvej, Aabenraa