Fiktion over virkelighedens grimme fjæs
Scener fra anbragte børn og unges liv blev studieprojekt på Peter Sabroe Seminariet, hvor Socialpædagogerne Østjylland fulgte op med paneldebat. Hvordan kommer vi videre, lød det igen og igen
Fiktion er det. Men smurt ud over virkelighedens grimme fjæs, der ikke lader sig sminke væk. Svært at fatte helt, selv om det smækkes lige i ens sanser. Vanskeligt fuldt ud at forstå, hvordan vi mennesker kan behandle vores børn og unge – som forældre og som samfund.
‘Mit liv er ødelagt. Mine tanker går i hak. Men jeg får det aldrig sagt.’ Sådan digter en af de 47 danske og udenlandske første semester-studerende, der står på scenen på Peter Sabroe Seminariet i Århus. Sammen spiller de teaterforestillingen ‘7 stjerner til Baglandet’ for 100 mennesker, som Socialpædagogerne Østjylland har inviteret til forestilling og debat om, hvordan der holdes fokus på anbragte børn og unge. De 100 kender det ødelagte liv. De er tidligere anbragte, familieplejere, familieplejekonsulenter, socialpædagoger og forstandere.
Holdet på scenen giver sig totalt hen i rummet mellem fakta og fiktion. I hen ved 20 tableauer udfoldes håbet og håbløsheden, kampen og magtesløsheden. Holdet går durk i flæsket på vold, druk, stofmisbrug, prostitution, selvmord. Og det skildrer ensomheden, sorgen, forladtheden. Kærlighed, leg og glæde er der også, men pladsen er uhyre trang.
- Jeg er grebet. De har turdet gå ind i omsorgssvigtede børns verden, og jeg ved, det har kostet dem blod, sved og tårer.Bente Nielsen, leder, Baglandet |
Spillerne hvisker og skriger, tæsker løs på hinanden og giver knusere. Far og mor, politiet, sagsbehandleren, socialpædagogen, psykologen, den beskyttende engel og de rasende papirdjævle. De er der alle sammen – omkring de omsorgssvigtede børn og unge.
De 47 studerende skifter pladser ved instrumenterne, synger kor, danser, stomper og agerer i dusinvis af kostumer på en baggrund af film og billeder. ‘At the end of the smile there’s a life’ synger de. Senere takker de deres hjælpere og får lange klapsalver tilbage fra en forsamling, der har rejst sig i taknemmelighed.
‘Jeg er grebet’
Nogle af historierne bag tableauerne har de studerende hentet fra egne rækker, andre fra Baglandet i Århus, der er mødested og rådgivning for nuværende og tidligere anbragte børn, unge og voksne. Her er Bente Nielsen leder, og hun kontaktede seminariet i det spæde forår med henblik på et samarbejde om tidligere anbragte børns dag 2. april. Ud af det kom ‘7 stjerner til Baglandet’, som hun nu har oplevet for anden gang:
-Jeg er grebet. De har turdet gå ind i omsorgssvigtede børns verden, og jeg ved, det har kostet dem blod, sved og tårer, siger Bente Nielsen, der også hører til initiativtagerne til Tabuka – tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen.
Hun indleder paneldebatten efter forestillingen:
-Børnesamtalen kræver nytænkning. Den er for begrænsende, for formalistisk og ikke forståelig. Den skal hjælpe børn og forældre med at formulere og erkende, med at forsone sig med livssituationen. Og så skal vi have en barnets støtteperson, en fast voksen i erkendelse af, at svingdørsbørnene får det allerdårligste voksenliv. Derfor er efterværn også vigtigt. Der skal være efterværn allerede fra 15 og til 25 år med ubrudt, relationspræget støtte til bolig, uddannelse, revalidering, behandling, arbejde, økonomi og sociale relationer.
Bente Nielsen synes også, børn skal sikres mod tåbelig pædagogik. Hun citerer en antropolog, der fulgte arbejdet på en døgninstitution i et års tid. En dag var der underbemanding, så børnene og de unge spillede fodbold hele dagen med de voksne og havde en fantastisk dag. Men pædagogerne sagde, at der var udført for lidt pædagogisk arbejde.
Altid stærke rødder
En anbringelse kræver: At barnet eller den unge er velundersøgt, et godt match og samarbejde mellem bosted og familie, et velforberedt anbringelsessted, kvalificerede medarbejdere, samarbejde fagpersoner imellem, forudsigelighed og tryghed, fokus på forældrene, godt skoletilbud, fokus på særlige kompetencer – for eksempel et håndværk, fritidsaktiviteter, netværksgrupper og efterværn.
Det fortæller Bente Nielsen så tit, hun kan komme af sted med det. Og så har hun en række gode råd til folk, der er omkring anbragte børn
og unge: Det er vigtigere at være end at gøre. Vær åben og opmærksom i nuet. Brug intuition og se med hjertet. Brug autoritet. Der er altid stærke rødder, selv om de er usynlige. Uventede begivenheder kan åbne sanser og ændre liv. Også et barn har indre visdom. Ydre viden er ikke vigtigere end indre visdom. Din indre stemme kan redde liv. Døden er et livsvilkår, du skal turde tale om.
Meget stærk og meget rar
-Det er super med teater og debat i dag. Men det var nøjagtig de samme ord, jeg hørte, da jeg var forstander for 15 år siden. Det er rigtigt det med intuitionen. Men der er også brug for viden. Specielle børn kræver specielle voksne. Hvordan kommer vi videre, spørger Jørgen Hansen, uddannelseschef på Peter Sabroe og Gedved Seminarier.
-Den lange, lange tid, hvor det er galt før anbringelsen, gør jo, at børn og unge bliver anbragt så sent, at de ikke kan bruge det godt og fremadrettet. Politikerne skal føre en ordentlig socialpolitik – over hele landet. Politikere skal være nogle, der tør. For det er ikke alle mennesker, der kan vide, hvad der er bedst. Som fagpersoner må vi styrke området og blive ved med at fortælle, at der er brug for det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt, siger Verne Pedersen, formand for Socialpædagogerne Østjylland.
Og citerer med glæde Bente Nielsens Pippi Langstrømpe-ord: ‘Når man er meget stærk, skal man også være meget rar.’
-Vi har stort fokus på området, svarer Ango Winther (S), der er formand for Socialudvalget i Århus Kommune.
-Antallet af anbringelser er fordoblet hos os i 2008. Hvis fokus ikke var kommet, hvordan var det så gået med de børn? Jo, vi har været i vælten, men der er vilje til at komme bedre fremad, siger han og suppleres af Claus Thomasbjerg (SF), der er medlem af samme udvalg:
-Ja, men vi skal have opbakning i kroner og øre til at støtte viljen.
Det kan blive bedre
Igen og igen bliver det nævnt af flere tilhørere og flere i panelet: Jamen, hvordan kommer vi videre, så der ikke blot er flere, men også bedre anbringelser?
Forslag kommer der også: Tage underretningspligten alvorligt uden berøringsangst. ‘Analysere’ hele familien. Vurdere, om barnet kan tåle forældrene – og i givet fald hvor meget. Ikke skelne mellem forebyggelse og anbringelse, men sætte ind i tide. Efteruddannelse i forhold til børnesamtalen. Kurser i at kunne håndtere at være ‘forældre’ til børn, der allerede har forældre.
Et andet forslag er en børneombudsmand, for som Bente Nielsen udtrykker det: – Det er systematisk, at der hvor børn og unge har det værst på anbringelsesstederne, der er de uvidende om deres rettigheder for eksempel i forhold til at klage.
Og Jørgen Hansen foreslår at tænke teori og praksis meget mere sammen på en visionær temadag mellem Socialpædagogerne Østjylland og Peter Sabroe Seminariet. Den er Verne Pedersen med på og henvender sig til forsamlingens tidligere anbragte: – I er eksperterne. Vi tør godt lytte og lære og bruge det fremover.