Det nåedesløse Amerika
I USA sidder 2.500 børn og unge i fængsel på livstid – også selvom de ikke har dræbt, mishandlet eller misbrugt nogen. Og i USA betyder ‘livstid’ helt bogstaveligt fængsel til døden. Vi har besøgt nogle af dem, der er røget bag tremmer som mindreårige, og som aldrig slipper ud igen
Da Kenneth Young i sommeren 2000 snakkede i telefon med sin tante, var han lige blevet 15 og havde siddet nogle få uger i fængsel.
-Kenneth, din stemme er jo ved at gå i overgang – du er ved at blive en mand, havde tanten forbløffet sagt.
Nu otte år senere sidder Kenneth Young stadig bag tremmer. Han er 23 og en slank mand på næsten 1.90 med skægvækst og en voksen mands stemme.
Men han taler meget langsomt og sagte, ja, hviskende – delvist som en bivirkning af den antidepressive medicin, han tager hver dag.
-I fængslet bliver folk voldtaget, overfaldet, og en gang har jeg set, hvordan en blev stukket ihjel. Det kan ske når som helst.Kenneth Young |
-Mand, hvor var jeg lille, da jeg kom her. Et barn. Jeg vejede 37 kilo mindre end i dag og var måske 1,60 høj. Jeg var dødsens bange.
Kenneth Young har ikke slået nogen ihjel. Han har ikke overfaldet eller mishandlet nogen. Han har ikke misbrugt et barn, og ikke planlagt noget attentat.
Alligevel blev han som 16-årig idømt fire gange livstid, og han bliver ikke løsladt – han kommer til at dø i fængslet. Om 10, 30 eller 50 år. I et land, hvor hæmningsløsheden og det umådeholdende nærmest er blevet ophævet til lov.
En times kørsel derfra i bil, midt i Florida, sidder Tim Kane foran en nøgen fængselsmur og fortæller, hvornår han har grædt sidste gang.
-For et par dage siden, da jeg læste i nogle gamle breve og kiggede i et fotoalbum.
Et af billederne i albummet viser ham selv som tykkindet 13-årig og er taget få måneder før den dag, som var startet med, at han om morgenen havde sat sig op på sin cykel, og som om aftenen var endt med, at han blev sat i fængsel – formodentlig for at sidde der resten af sit liv.
Det var i 1992. Med sine 31 år har Tim Kane, der aldrig har begået vold mod et andet menneske, tilbragt flere år af sit liv i fængsel end i frihed.
-Nu har jeg siddet her i 17 år, konstaterer Kane.
25 procent af verdens fanger
I USA er alt større end andre steder: Bilerne, chokoladestængerne, popkornsbægrene i biografen, direktørlønningerne, myndighederne, angsten for myndighederne og den ubarmhjertighed, som loven og domstolene udviser for at håndhæve myndighedernes magt. Straffelovgivningen har noget uhyrligt over sig.
Intet andet land spærrer så stor en procentdel af sin befolkninge inde og i så lang tid som USA. Selv om amerikanerne kun udgør 5 procent af verdens samlede befolkning, så udgør fangerne i USA’s fængsler en fjerdedel – 25 procent – af alle fanger i hele verden.
-Jeg har læst om en, der sad 71 år i spjældet. 71 år – det er jo helt uvirkeligt.Timothy Kane |
Ifølge en undersøgelse, dagbladet New York Times har gennemført, vokser gruppen af livstidsfanger usædvanlig hurtigt, og den tæller nu et godt stykke over 130.000 mennesker. Ud af dem er omkring 10.000 fængslet for en lovovertrædelse, de har begået som børn eller unge.
Og hvad værre er: Ifølge en rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har næsten 2.500 af disse mindreårige fået en livstidsdom – som i Kennet Young tilfælde – med tilføjelsen ‘without parole’: uden mulighed for løsladelse før tid. Dermed er det ikke efterladt nogen tvivl om, at de ikke – end ikke efter årtiers indespærring og god opførsel – på noget tidspunkt kan se frem til at blive løsladt.
Da FN i slutningen af 2006 vedtog en resolution vendt imod denne form for straf til mindreårige, stemte 176 lande for og ét imod – USA.
Mange af historierne om disse børn og unge begynder på samfundets absolutte bund. Der, hvor børn bliver overladt til sig selv, udsat for vold og seksuelt misbrugt. Hvor fattigdom og vold er en del af hverdagen.
E
t par sko og 50 dollars – og livstid
Som for eksempel dér, hvor Kenneth Young kommer fra. Han er søn af en crack-afhængig mor, og vokset op i Tampa, Florida, hvor moren efterlod ham alene dagen lang, mens hun levede i sin narkorus. Nogle dage gik han i skole, andre stjal han mad i supermarkedet til sig selv og sin mor.
En dag blev han passet op af en narkohandler fra nabolaget. Kenneths mor skyldte ham 3.000 dollars, og Kenneth måtte arbejde gælden af ved at lave et par ‘job’ for ham.
På den måde begik den mindreårige butikstyv og den allerede straffede narkohandler røverier mod fire moteller og et kontor: Mens den ældre med pistolen holdt ofrene i skak, tømte den unge kassen. Der blev ikke affyret et eneste skud, ingen kom til skade.
-Jeg hadede mig selv – syntes jeg var ulækker. Når han kom hjem, gik jeg. Jeg kunne slet ikke holde ud at være i nærheden af ham.Courtney Schulhoff |
For sin indsats fik Kenneth af narkohandleren 50 dollars og et par mærkevare-sko.
Af retten fik han fire gange livstid. Uden mulighed for løsladelse før tid.
‘Adult time for adult crime’: Når man overtræder loven og begår en voksens forbrydelser, skal man også straffes som en voksen, som den dengang 16-årige Kenneth blev belært om under retssagen.
Ifølge lovgivningen var han på det tidspunkt stadig for ung til at købe alkohol og cigaretter, til at køre bil og til at stemme.
Nu sidder han på en plasticstol i besøgsrummet i fængslet i Clermont, Florida. Hans ryg er krum, og underarmene er ligesom livløst viklet ind i hinanden. Han smiler træt:
-I fængslet sker alt det, jeg ellers kun havde set i tv, siger Kenneth Young.
Han taler med en mærkeligt uengageret og kold stemme, der slet ikke passer til det, han snakker om:
-I fængslet bliver folk voldtaget, overfaldet, og en gang har jeg set, hvordan en blev stukket ihjel. Det kan ske når som helst.
Har du ingen venner herinde?
-Kun bekendte. Man kan ikke for alvor stole på nogen.
Har du selv oplevet at være blevet misbrugt? Han holder en lang pause. En meget lang pause.
-No, sir.
Har du på noget tidspunkt overvejet at begå selvmord?
Kenneth Young ryster bare på hovedet. Siger ikke et ord.
Hold dig helt ude
Advokat Bryan Stevenson fra den retspolitiske organisation Equal Justice Initiative kan fortælle om unge indsatte, der ofte gør skade på sig selv eller forsøger at begå selvmord.
-Børnene og de unge er de første ofre i fængslerne, konstaterer Stevenson.
Han kan fortæller om et tilfælde, hvor en ung indsat, der havde tatoveret ‘Brown Sugar’ og navnene på andre indsatte på kroppen. Tatoveringerne skulle vise, at han tilhørte disse mænd, der jævnligt voldtog ham – mens de samtidig beskyttede ham mod andre voldtægtsmænd.
-Du skal helst holde dig helt uden for det der, siger Kenneth Young.
Han vil ikke lade sig suge med i den trøstesløse og meningsløse hverdag, der alt for ofte fører til voldelige konfrontationer.
Han læser meget og går til gudstjeneste, han tager alle de kurser, han kan få, med det formål at få taget en studentereksamen. I hans klasse er der adskillige ‘bedstefædre’ – mænd, der har tilbragt livet i fængsel.
Han har taget sig af og plejet en ældre medfange, efter denne har haft et hjertetilfælde – tilmed skiftet ble på ham – og han arbejder som frivillig i vaskeriet.
En gang om måneden taler han med en psykolog, men det sker, at han tager en ekstra pille mod depression, når de huller, han indimellem ryger ned i, bliver for dybe.
Men alt det er ikke nok til at holde de smertefulde spørgsmål, der bliver ved med at runge i hans hoved, på afstand.
De spørgsmål, som er det første, der plager ham om morgenen, når han vågner, og det sidste, der nager ham, før han skal sove – og i øvrigt mange gange i løbet af dagen: Hvorfor? Hvorfor mig? Og hvorfor får jeg ikke en chance til?
Det eneste håb
I foråret 2008 foreslog nogle studerende hos juraprofessor Paolo Annino på Florida State University i Tallahassee en lovændring, der skulle sikre, at unge dømte som Kenneth Young trods alt ville få en mulighed for at komme ud af fængslet.
Lovforslaget var forsigtigt – der skulle ikke være det mindste, tilhængerne af den hårde linie kunne sætte en finger på – og opstillede derfor en lang række betingelser og krav til dem, der skulle kunne gøre brug af bestemmelserne.
Kenneth Young opfylder dem alle.
Forslaget blev skudt ned.
-Men vi bliver ved med at fremsætte forslaget hvert år fremover, udtaler Paolo Annino.
Det er det eneste håb, Kenneth Young kan klynge sig til.
Og samme spinkle håb må andre livstidsdømte børn og unge holde fast i. Som for eksempel 28-årige Sara Kruzan i Californien, der som 16-årig dræbte den alfons, som hun havde trukket for i tre år, og som havde misbrugt hende, siden hun var 11.
‘Livstid uden mulighed for løsladelse før tid’ var også dommen til Dietrick Mitchell i Colerado, der i dag er 34. Da han var 16 kørte den unge sorte mand i beruset tilstand en ung hvid mand ihjel. Det blev i statsanklagerens fremlæggelse til en mord i et bandeopgør, men Dietrick kendte ikke ofret i forvejen.
Jeg hadede mig selv
Det spinkle håb er også det eneste, det tæller for Courtney Schulhoff. Hun er 21 år gammel, kun 154 centimeter høj, har porcelænshvid hud, fregner og et håndtryk, der siger: ‘Jeg eksisterer ikke’.
Hun kommer ud af en mormon-familie med strenge regler: Ingen kaffe, ingen alkohol, ingen sex før ægteskabet – men hendes forældre brød selv alle reglerne.
Teenageren Courtney reagerede med depression og oprør: Hun røg og drak og fortalte sine forældre, at hun dyrkede sex med sin kæreste.
-Min mor sendte mig på opdragelsesanstalt, fortæller Courtney.
Hendes dybt troende stedbror bryder med hende, fordi hun har ‘mistet sin mødom’. Moren forlader familien efter at have haft en affære, og Courtney bliver boende sammen med sin far. Og da han først var kommet sig over skilsmissen, “gjorde han ting, som en far normalt ikke gør med sin datter”, fortæller Courtney. Det skete to gange.
-Jeg hadede mig selv – syntes jeg var ulækker. Når han kom hjem, gik jeg. Jeg kunne slet ikke holde ud at være i nærheden af ham.
Faren drak, tog kvinder med hjem, der var ballade hele tiden, og hun huggede hans penge. På et tidspunkt tænkte, at det ville være bedre, hvis han var død.
Under retssagen, som ender med at hun bliver idømt livstid, er ikke et eneste medlem af hendes familie tilstede.
Vi kommer til at dø her
Da det skete var hun 16 år og vejede 43 kilo. Det var en aften i februar 2004. Mens hendes ven banker løs på hendes sovende far med baseballbattet, venter hun foran huset sammen med hunden. Det er svært at forstå, hvordan det unge par troede, at de dermed skaffede problemet ud af verdenen.
I retten sagde hun, at det var hende, der havde slået sin sovende far ihjel med et baseballbat. Men det var en falsk tilståelse, der skulle beskytte hendes 20-årige ven mod dødsstraf.
Hun har tårer i øjnene.
-Jeg hader den Courtney Schulhoff, jeg var dengang, siger hun.
-For et par dage siden skrev jeg et digt om, hvor meget jeg savner min far.
Hun tøver, snøfter og synker en gang.
-Det gør så ondt at tænke på. Det er en forfærdelig blanding af op- og nedture, af vrede, frygt og selvhad. Jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal overleve. Det her er ikke noget liv. Ikke for nogen.
Hun trykker sit hoved mod brystkassen på sin veninde, Alicia Lattimore, 25, der også sidder inde på livstid.
-Vi kommer til at dø her, konstaterer Alicia koldt og bittert.
Huset var beboet
Tim Kane på 31 er et andet offer for nådesløsheden – men vel nærmest en helt, fordi han efter 17 år i fængsel endnu ikke er blevet nedbrudt.
Han møder op til interviewet i nystrøget uniform og nybarberet, han er slank og fit. Han blik er imødekommende, hans høflighed er næsten chokerende: “Yes, sir.” “No, sir.”
Han har ikke en eneste tatovering. Denne mand, der har en IQ på 137 har et af de eftertragtede job i fængslets trykkeri til 55 cent – eller knapt 3 kroner – i timen. Han dyrker meget sport, han er blevet religiøs og taler hele tiden om sin tro.
Havde Tim Kane dengang – i en alder af 14 – ikke truffet en forkert beslutning, ville han i dag ikke være en mønsterfange, men en mønsterborger i det hvide, anstændige Amerika.
Det er en søndag i begyndelsen af 1992, og Tim Kane er på besøg hos en ven. De er fem i alt, og de ser fjernsyn, spiller PacMan og kører rundt på deres cykler – indtil de to ældste i gruppen, på 17 og 19, foreslår at de bryder ind i et hus et par gader derfra. Der er først på aftenen den søndag, og Tim Kane måtte beslutte sig: Nægtede han at være med, måtte han køre de 23 km hjem alene i det begyndende mørke. Og så ville han – den yngste i slænget – hellere vise, at han ikke var en tøsedreng. Så de kørte af sted mod huset på deres cykler.
Mens de to ældste listede rundt for at se, om huset var tomt, ventede de tre yngste bag en busk, hvor de intetanende fodrede nogle ænder. I sidste øjeblik smuttede de to andre, så det var kun Tim Kane, der gik med de to ældste ind i huset.
Men huset var ikke ubeboet. Mens den 17- og den 19-årige bestialsk massakrerede en gammel kvinde og hendes søn, gemte Tim Kane sig under et bord, lammet af det, han så. Da han rejste sig og sneg sig hen mod døren, retter en af morderne sit våben mod ham:
-Det er for sent at flygte.
Kan ikke sove i mørke og stilhed
Det samme siger loven i Florida og mange andre amerikanske stater: Den, der har del i en grov forbrydelse som mord, kan idømmes livstidsstraf – også selvom der er tale om en mindreårig medløber – ligesom den, der affyrer skuddet eller har lagt planen.
Hundredvis af mennesker skal tilbringe resten af deres liv i fængsel, fordi de har holdt vagt, været med til et indbrud, der førte til mord eller fordi de har lånt en bil ud og dermed har gjort det muligt for morderen at myrde.
I 2017, når Tim Kane er 39 og har siddet 25 år i fængsel, kan han for første gang søge om løsladelse, og det kan han så gøre hvert femte år fra da af. Meget lidt taler for, at han bliver løsladt før sin død – måske når han er en gammel mand.
-Jeg har læst om en, der sad 71 år i spjældet. 71 år – det er jo helt uvirkeligt, siger Kane.
Men det er virkelighed og lige så virkeligt som den t-shirt, han hver nat tager over ansigtet, fordi lyset aldrig bliver slukket.
Lige så virkeligt som lyden af de 92 mænd i sovesalen, der snorker, onanerer, skændes eller skriger på grund af et mareridt.
-Nu ville jeg slet ikke kunne sove, hvis der var stille og mørkt, fortæller Kane.
Den strategi, han anvender for at udholde sin virkelighed, består af lige dele disciplin og given efter for sin skæbne.
-Min tro giver mig håbet om, at alt bliver bedre – i dette liv eller måske i det næste. Tidligere bad jeg til Gud: Lad mig slippe ud herfra. Nu beder jeg for, at jeg hver dag kan yde mit bedste.
Ikke en advarsel
I de 17 år, der er gået siden han som buttet 14-årig blev spærret inde, har han ikke fået en eneste advarsel.
Det er lige så utænkeligt, som hvis en fodboldspiller i løbet af en 17 år lang professionel karriere ikke skulle have fået et eneste gult kort.
For i fængslet lurer faren hver eneste dag: absurde regler, uskrevne love, sadistiske fangevogtere, aggressive medfanger, ens egen fortvivlelse.
-Hvis du først spiller lidt med, så bliver du hurtig trukket med ned, siger Kane.
Der er fanger, der ligesom ham selv kom i fængsel som meget unge, men som har haft mindre modstandskraft, og som i årevis har siddet 23 timer i døgnet i eneceller på størrelse med en parkeringsbås i et særligt sikret fængsel. De ser ikke dagslyset, er ikke sammen med andre fanger, og deres mad bliver skubbet ind gennem en lem i døren.
Og hvis de flipper ud, tværer deres ekskrementer ud på væggene eller nægter at gå ud til baderummet med håndjern på, sender vagter tåregas gennem klappen, indtil de er forsvarsløse.
Den gule streg
Hvor smal dydens sti er, havde mønsterfangen Kane oplevet nogle få uger inden interviewet. Vagter kom ind i fængselstrykkeriet, lagde ham i håndjern, han havde brudt reglerne.
Otte dage sad han i isolation, før han kom for et discipinærnævn. Hans forsyndelse: Han havde ringet til sin ven Ron Miller. Miller er selvstændig erhvervsdrivende, omkring de 60, og igennem en årrække har han regelmæssigt besøgt Kane i fængslet, hvor de har talt meget om deres tro.
Fængselsledelsen ved godt, at Miller bestyrer en hjemmeside, www.friendsoftimkane.com, men han står helt korrekt opført på listen over de folk, Kane må ringe til. Men hvad der ikke står, er at Tim Kanes opkald ofte bliver viderestillet til Ron Millers mobiltelefon. Og det er ikke tilladt.
-Jeg var meget nervøs under retsmødet. De troede, at jeg prøvede at spille dum, men jeg vidste intet om det forbud. Jeg har aldrig selv haft en mobiltelefon i hånden. De lod sagen falde, men jeg er ikke blevet erklæret uskyldig.
Tim Kanes vej fra interviewrummet til sovesalen er omkring 200 meter lang og fire meter bred. I begge sider er der malet gule striber på betongulvet. I midten går fængselspersonalet, mens fangerne skal gå ude i siden – på den anden side af den gule streg.
Mens Kane løber tilbage, træder hans fod ikke en eneste gang på den gule streg.
V vil straffe kriminelle børn
Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Mens tusindvis af børn og unge i USA ryger i fængsel på livstid, har statsministeren pustet nyt liv i debatten herhjemme om den kriminelle lavalder, som Venstre sammen med Dansk Folkeparti vil have sat ned. – Det er en dårlig ide, mener både De Konservative og Socialpædagogerne
Nu er debatten om den kriminelle lavalder igen blusset op. Den direkte anledning er, at Lars Løkke Rasmussen (V) i sin allerførste tale som statsminister fastslog, at den kriminelle lavalder skal sænkes. Og det er helt nye toner fra Venstre. Tidligere har det været Dansk Folkepartis mærkesag at forlange, at børn ned til 12 år skal kunne stilles for en dommer og dermed blive gjort ansvarlig for deres handlinger.
Tilbage i regeringen er der nu kun De Konservative, som fortsat er modstandere af at sænke den kriminelle lavalder.
Det samme er Socialpædagogerne Formand Kirsten Nissen, der slet ikke kan se formålet med at nedsætte den kriminelle lavalder:
-For det første har børn af indlysende årsager ikke noget at gøre i et fængsel. Der strider mod FNs Børnekonvention, og det gavner ikke socialiseringen af børnene. Det er tværtimod en effektiv mesterlære i kriminalitet. Og for det andet har vi med Serviceloven i hånden allerede alle muligheder for at dæmme op for problemerne med kriminelle børn.
Kirsten Nissen undrer sig over statsministerens udmelding:
-Statsministerens forslag lugter langt væk af, at han forsøger at please regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Men det er et forslag, der hverken forhindrer bandekriminalitet eller afhjælper de etniske problemer i vores samfund.
Lavalder påvirker ikke kriminalitet
Den kriminelle lavalder betyder, at børn under 15 år ikke kan idømmes straf for en forbrydelse, uanset hvor grov
den måtte være. Kriminelle unge under 15 år bliver i stedet anbragt i et socialt tilbud.
I 2007 nedsatte regeringen en kommission, som skal gennemgå den hidtidige indsats mod ungdomskriminalitet og desuden komme med forslag til, hvordan indsatsen kan styrkes. Det forventes at kommissionen offentliggør sin betænkning inden sommerferien. Om den kommer til at indeholde et forslag om at nedsætte den kriminelle lavalder, vides endnu ikke.
Kommissionens formand, politidirektør Johan Reimann, sagde den 14. april til Berlingske Tidende, at den kriminelle lavalder ikke påvirker de unges kriminalitet. Udmeldingen kommer efter, at statsministeren i sin tale understregede, at regeringen “fordomsfrit vil diskutere et alternativ til den eksisterende kriminelle lavalder”, angiveligt fordi der “spekuleres i at lade børn begå kriminalitet”.
Men den kriminelle lavalder påvirker ikke de unges kriminalitet, påpeger Johan Reimann:
-Intet tyder på, at de unges kriminalitet ændrer sig, når de passerer den kriminelle lavalder. Vi ved med sikkerhed, at der ikke er noget pludseligt spring i kriminaliteten, når de unge nærmer sig 15 år. Men der kan også være andre grunde til at se på den kriminelle lavalder, som eksempelvis folks retsfølelse, siger Reimann
|