Forleden kom juraprofessor Vagn Greve med et udsagn om at sex mellem søskende (nært beslægtede) skulle gøres straffrit.
Professoren, som vel, i øvrigt, er lægmand på området i forhold til evt. uheldige genetiske konsekvenser, udtalte, at det blot er et moralsk spørgsmål, samt at det er en skrøne, at indavl skulle føre til nogen særlig forøgelse af uheldige konsekvenser – herunder øgning af antal vanskabte børn i en given population.
En noget uvederhæftig udtalelse idet megen livserfaring, samt forskning, viser det modsatte.
Jeg savner, i denne debat, udsagn fra fagfolk som har området som deres forskningsfelt, fx folk fra Kennedy Instituttet mfl. hvor man jo forsker i genetiske sygdomme, prognoser og konsekvenser.
Fra historien ved vi, at mange oprindelige folkeslag, som levede på yderkanten af eksistensmuligheder, fx eskimoerne, var meget opmærksomme på vigtigheden af at få blandet blod med fremmede når mulighed gav sig.
Mange har læst om eskimoernes “lampe lege” som jo, dybest set, gik ud på at give den fremmede på en boplads lejlighed til at dyrke sex med værterne.
Lignende kendes fra andre folkeslag.
(Der findes i netop det grønlandske samfund belæg (evidens, mig bekendt) for den påstand at en del genetiske sygdomme i Grønland, også d.d., har sin oprindelse i indavl.)
I de moderne vestlige samfund, hvor meget “skravl” – set fra et oprindelige naturfolks univers, har mulighed for at få et rimeligt liv – er der, stadig, et stort behov for at fastholde en rimelig sund genetisk arvefølge.
Vi ved endnu ikke om vi foran os har stadig delvist ukendte problemer gensund-heds-mæssigt.
Dette pga. fx: forurening og de nye forplantningsteknikker vi har taget i brug i forhold til kvinder og mænd som ikke, ad naturlig vej, kan få børn…
Den, efterhånden, alt for udbredte mikroinsemination er et tvivlsomt gode.
Vi risikerer – på sigt – at alt for mange ikke vil kunne få børn på naturlig vis.
Vores samlede genpulje forringes alvorligt.
Arvehygiejne bør tages mere alvorligt end samfundet gør i dag!
Da jeg arbejdede som u-landsfrivillig mekaniker, i Uganda/ Syd Sudan, talte jeg en aften, over en hotel bar “Night-cap”, med en vestlig læge, udsendt af Læger uden Grænser, som arbejdede i en nærliggende camp for krigs- og konfliktskadede mv.
Han fortalte, at mange af dem han d.d. havde opereret på havde en god chance for at overleve.
Dette fordi de var stærke, havde stærke gener, dette pga. – “kun den stærke overlever her” – som folk i området, i så mange år, havde været udsat for.
I en almindelig population i Vesteuropa ville flere, udsat for samme skader og sygdomme som de patienter han d.d. havde doktoreret på, ikke overleve behandlingen.
Dette fordi vi ikke er så robuste som disse lokale stammefolk.
Tankevækkende – selv udtalt over en Night-cap – forekom det mig!
Genetikerne må på banen med belysning af disse aspekter – jeg føler mig aldeles ikke tryg ved, at Vagn Greves påstande står alene.