Familiepleje: Tænk ikke på den blå delfin
Sæt fokus på det, du vil have – i stedet for det, du ikke vil have. Sådan lød et af budskaberne i foredraget om KRAP – Kognitiv, ressourcefokuseret, Anerkendende Pædagogik – der blev holdt på familieplejernes konference i Fåborg
De spredte fnis i salen afslører, at i hvert fald en del af de lyttende familieplejere lige nøjagtig har gjort det modsatte af det, foredragsholderen Charlotte Sehested, bad dem om at gøre.
–Tænk ikke på en blå delfin, sagde jeg – og hvad gør I? I tænker ikke på kaffe, I tænker ikke på frokost, I tænker ikke på pauser, I tænker på blå delfiner, pointerer Charlotte Sehested.
Vi er til den årlige konference i Socialpædagogernes familiepleje-netværk, der i år havde titlen ‘Med barnet i centrum’.
Her gennemgår Charlotte Sehested hovedtrækkene i KRAP, Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik, der er beskrevet i bogen af samme navn (forfattet af psykologerne Lene Metner og Peter Storgård). Til daglig er Charlotte Sehested leder på den selvejende institution Lovnsbjergvang uden for Skive, der blandt andet arbejder med KRAP.
Tanker, følelser og handlinger
Et af de mange elementer i KRAP handler om, hvordan vores tanker får betydning for vores følelser og handlinger.
Charlotte Sehested blæser en model op på Power-Point:
Fire tandhjul er forbundet med hinanden. Den første er en situation, der sætter gang i en tanke, der så sætter gang i en følelse, der til sidst sætter gang i en handling.
–Vi skal have fat i tankerne, for i sidste ende er det dem, vi handler på, siger Charlotte Sehested.
Som et konkret eksempel fortæller hun, hvordan hun på vej til konferencen kom kørende i sin bil, og pludselig så en politibil i bakspejlet.
Det var en situation, der satte gang i en tanke: Ups, kører jeg for stærkt, der satte gang i en følelse af let angst, der satte gang i en handling: Charlotte Sehested lettede foden fra speederen og sagtnede farten.
–Men hvis jeg i stedet havde tænkt: Nå, der er en politibil, det var da dejligt, man hører ellers, at der aldrig er politi på gaden, ja, så havde det ikke vakt den samme følelse, og ikke ført til den samme hand ling. Så var jeg nok bare kørt stille og roligt videre i samme hastighed, fortæller Charlotte Sehested.
Tanker bygger på grundtanker
Tit kan den samme situation sætte gang i vidt forskellige tanker – der så igen fører til forskellige følelser og handlinger.
En foredragsholder kan for eksempel enten have en indre dialog, der forstærker spændingen ved at stå på talerstolen, eller en, der nedbringer den.
Når nogle af tilhørerne skriver, kan det for eksempel både fortolkes med negative og positive tanker: Enten: De laver nok indkøbslister eller huskelister, eller: De vil gerne huske det, jeg siger.
I bogen ‘KRAP’ uddyber Lene Metner og Peter Storgård, hvordan tankerne i den konkrete situation ofte afhænger af personens grundtanker, altså de tanker, der giver os vore helt grundlæggende opfattelser af os selv og verden.
Med grundtanken ‘Jeg er god nok’, vil foredragsholderen være mere tilbøjelig til at fortolke situationen positivt end med grundtanken ‘Jeg er ikke god nok’.
Kunne du tænke anderledes?
Bogen giver endvidere en række praktiske metoder til at arbejde pædagogisk med grundtanker og tanker, så man for eksempel undersøger, hvad man tænkte i en bestemt situation – og overvejer, om man kunne have haft nogle andre tanker om den samme situation.
Under foredraget lægger Charlotte Storgaard også vægt på, at budskaber om, hvad man ikke skal gøre, uundgåeligt sætter gang i tanker om netop det forbudte. Når man ikke må tænke på en blå delfin, tænker man uværgerligt på en blå delfin.
–Derfor gælder det om at sætte fokus på det, du gerne vil have, frem for det, du ikke vil have, siger hun.
Helt konkret er det bedre at sige til en teenager: ‘Pas godt på dig selv’ end ‘Lad nu være med at drikke dig fuld’.
–Ved at skabe mentale modeller af det, vi ikke ønsker, kommer vi faktisk til at tilskynde til det, siger Charlotte Sehested.
Derfor anbefaler hun, at voksne gør sig umage med at fortælle børn, hvad de skal gøre frem for at sige, hvad de ikke skal gøre.
–Hvis vi kun siger ‘ikke,’ skal barnet selv kunne finde den rigtige vej. Derfor er det bedre at sige: ‘Gå stille på gangen’ end: ‘Løb ikke på gangen’, fastslår Charlotte Sehested.
Og hvis du for alt i verden vil undgå at tilskynde nogen til at tænke på blå delfiner, er det meget bedre at sige:
‘Tænk på en gul giraf’.