Familieplejerne: Bliver jeg også skizofren?

• Email
• Print

Gitte vidste med det samme, at nu var det nu. Nu kom den svære samtale. Midt under middagsmaden. Hendes plejedatter, Lena, så på hende.

– Hvordan bliver man egentlig psykisk syg? Er det noget, man kan arve fra sine forældre?

Gitte fangede sin mands blik. I hans øjne så hun det samme, som hun selv tænkte. Der var ingen vej udenom. Den 13-årige pige skulle have at vide, at ja, når begge hendes forældre er skizofrene, er der også en større risiko for, at hun selv bliver skizofren.

– Det er sådan, at når man har én forælder, der er skizofren, så er der større risiko for, at man selv bliver skizofren, end når man har raske forældre, svarede Gitte.

Efter en kort pause fortsatte hun:

– Kender du nogen, der har en skizofren forælder?

– Ja, det har vi, svarede Lena med henvisning til hende selv og hendes halvbror, Thomas, der også er i pleje hos Gitte – og også sad med ved bordet.

– Og det er sådan, fortsatte Gitte, at når man har to forældre, der er skizofrene, så er risikoen endnu større. Kender du nogen, der har to forældre med diagnosen skizofren?

– Jeg har kun én, udbrød Thomas hurtigt.

– Og jeg har to, svarede Lena.

Så var der stille lidt.

Plejefaderen lagde hånden på Lenas arm.

– Hvad tænker du, spurgte han.

– Det er aldrig noget, jeg har tænkt over før, svarede Lena.  

Ærlighed er vigtigt
Som familieplejer er den svære børnesamtale en uundgåelig del af arbejdet – og den kommer ikke nødvendigvis på særlige, afmålte tider, men kan gå i gang når som helst.

Under familiepleje-netværkets konference i Fåborg interviewede Socialpædagogen en række familieplejere om deres konkrete erfaringer. Af hensyn til tavshedspligten har vi anonymiseret alle beretninger, så børnene ikke kan genkendes.

Gitte, der altså ikke hedder Gitte, fortæller, at hun var forberedt på den svære samtale, selv om hun ikke vidste, at den skulle foregå under netop dét måltid.

– Min mand og jeg havde talt om, at vi på et tidspunkt ville fortælle vores plejedatter om risikoen for arvelighed. For det første ville vi alligevel aldrig kunne holde det skjult, for hun ville selv kunne google sig frem til det. For det andet er ærlighed en meget vigtig værdi for os, siger hun.

Fortæl det langsomt
Det var meget bevidst, at Gitte spurgte plejedatteren om hun kendte nogen, der havde skizofrene forældre.

– Du kan sige, at det var en langsom måde at fortælle hende det på. Ligesom når politiet kommer for at underrette en mor om hendes søns død. De slynger det ikke i hovedet på hende, men spørger først: Er det dig, der er Grethe Hansen? Har du en søn, der hedder Carl Hansen? Der er sket en ulykke…

Under samtalen gjorde Gitte sig også umage med at gøre det klart, at det bestemt ikke var sikkert, at pigen ville blive psykisk syg.

– Jo mere man gør for at få en tryg barndom, jo mindre er risikoen for at blive syg. Uanset hvornår du bliver bekymret for noget, så skal du tale med os om det, sagde hun.

Siden har Gitte flere gange talt med Lena om skizofreni, og Lena har også grædt over det.

– Og så har jeg selvfølgelig også gjort meget ud af at fortælle Lena, at vi altid vil være der for hende. Uanset hvad, der sker. Jeg har en anden, voksen, plejesøn, der har udviklet skizofreni, og hun kan se, at vi stadig har kontakt med ham.

Forbered den svære samtale
En anden erfaren familieplejer, Hanne, fortæller, at hun gør meget ud af at forberede de svære samtaler – inden de opstår.

Da to af hendes plejebørn var små, døde deres far – og i skifteretten fik Hanne at vide, at han kun var far til den ene.

– Dengang var Michael alt for lille til at forstå,

så det ville ikke nytte noget at fortælle ham, at han havde en anden far. Jeg ville vente med at tale med ham om det, indtil han blev større og selv begyndte at spørge – problemet var bare, at han jo aldrig af sig selv ville spørge om, han havde en anden far. Derfor nøjedes jeg med at klistre billederne fra begravelsen ind i Camillas fotobog, og det begyndte han på et tidspunkt at undre sig over, og så kunne vi tage samtalen, fortæller Hanne.

Hun lægger vægt på, at det altid er plejebørnene, der skal tage hul på de svære spørgsmål, for så kommer samtalen først, når de er klar til det.

– Især når du taler med mindre børn, er det vigtigt, at du lader dem spørge. Hvis du bare fortæller og fortæller og fortæller, uden at de kommer til orde, har de svært ved at holde fokus og tage det ind, siger Hanne.

Hvorfor kan mor ikke passe mig?
Et gennemgående tema for svære samtaler med plejebørn er forholdet til de biologiske forældre: Hvorfor kan jeg ikke bo hos mor?

– Det kan være meget svært at svare på, for man skal jo ikke genere de biologiske forældre og sige noget dårligt om dem, siger familieplejeren Mette.

– Jeg fortæller min 6-årige plejedatter, Veronika, at jeg er sikker på, at hendes mor elsker hende, men at hun ikke magter at passe på hende. Og at jeg passer på hende.

Veronika har samvær med sin far, og en dag hørte Mette hende spørge ham, hvorfor hun ikke kunne bo hos ham.

– Det er fordi, vi skændtes så meget, sagde han, hvorpå Veronika blev helt tavs.

– Hun plejer nok at kunne spørge ind, så jeg tænkte, at der er et eller andet her, jeg skal følge op på, fortæller Mette.

Bagefter sagde hun, at hun havde hørt Veronika spørge faderen, hvorfor hun ikke kunne bo hos ham.

– Det var fordi min storesøster og jeg skændtes så meget, forklarede Veronika.

– På den måde er børn jo enormt hurtige til at påtage sig skylden, så jeg skyndte mig at forklare, at det var helt forkert – Veronika og hendes storesøster har aldrig boet sammen hos deres forældre. I stedet gentog jeg, at hun bor hos os, fordi hendes far og mor ikke kan passe på hende, og at vi passer på hende, siger Mette.

Når plejedatteren bliver ældre, håber hun, at faderen vil være med til en samtale, hvor både han, Mette, Veronika og måske også en sagsbehandler deltager, og hvor faderen så selv kan sætte nogle flere ord på forklaringen om, hvorfor han ikke kan passe sit barn.

Drømmen om mor
Flere familieplejere fortæller også, at det kan være svært, når barnet drømmer om, at plejemor er den rigtige mor.

– Hvorfor har du ikke født mig? Det er jo dig, jeg elsker, siger Veronika for eksempel tit.

– Og det er jo en svær samtale, fordi det betyder så meget for hende. Så må jeg jo svare, at jeg har ikke født hende, fordi det har hendes mor jo. Også viser jeg hende, at jeg er der for hende. At jeg elsker og støtter hende, fortæller Mette.

Karina har 3-årige Clara i aflastning, og hun er begyndt at kalde Karina for mor – og Karinas børn for søskende.

– Jeg fornemmer, at hun har en stor drøm om at være en del af en kernefamilie, og at det er derfor, hun gør det, siger Karina – der samtidig ikke vil ind i en falsk moderrolle.

Derfor reagerede hun helt spontant, da Clara en dag sagde:

– Min mormor siger, at du ikke er min mor.

– Nej, det er også rigtigt. Jeg er ikke din mor, men når du er her, kan vi godt lege, at jeg er er din mor – hvis du gerne vil have det, svarede Karina.

At barnet kan komme i en loyalitetskonflikt mellem mor og plejemor har Gitte oplevet:

– Hvad nu hvis jeg elsker min mor mere end dig, spurgte hendes plejedatter en dag.

– Så elsker du din mor mere end mig. Og det vil aldrig lave om på, at for mig er du min lille pige, svarede Gitte.

Alle de familieplejere, som Socialpædagogen interviewede, er enige om, at ærlighed er alfa og omega.

– Jeg har hørt om plejebørn, der pludselig fandt ud af, at de var anbragt – de troede, at de boede hos deres mor og far. Det går ikke, siger Hanne.

– Det er vigtigt at være åben og ærlig og fortælle hvem, der har født barnet. Hvis man ikke er ærlig, er man jo heller ikke troværdig – og så mister barnet tilliden.