Kommunale tilbud: Dilemmaer på menuen
Arbejdet i de kommunale fritidstilbud er præget af dilemmaer af den klassiske slags – selvbestemmelse sat over for sundhedspolitik eller forældreskab for eksempel. På det faglige netværks landsmøde blev der erfaringsudvekslet og ’netværket’
Det er lykkedes, når de unge begynder at lave netværk ’uden om’ os. Sådan lød en konstatering, da Fagligt Netværk for Kommunale Fritidstilbud mødtes i et efterårsklædt Middelfart i slutningen af oktober. Bemærkningen faldt, da netværksansvarlig Jette Heden sted havde efterlyst ideer til det fremtidige arbejde, og det havde fået en til at foreslå et tema til et kommende møde: Hvordan får vi fat i de unge? Hvordan får vi motiveret de unge brugere til at deltage i vores aktiviteter?
Her var det så, at en – med den ovenfor nævnte bemærkning – pegede på, at det kan ses som en succes, hvis de ikke deltager. En anden supplerede:
–En del af de unge ser ikke sig selv i vores regi. De opfatter ikke sig selv som lige så udviklingshæmmede, som vi gør, sagde han.
Og så kom endnu et dilemma på bordet:
–Er det så os, der laver de forkerte tilbud – eller er vi for dårlige til at markedsføre dem, lød det fra anden side
Forud for denne ordveksling havde en efterlyst ideer til at få flere medlemmer i netværket, og en anden havde luftet utilfredshed med sin kredsformand og kredskontoret: Der er brug for mere hjælp til at finde alle arbejdspladser på et felt i forbundet, hvor arbejdspladserne er mange, små og ofte ’uorganiserede’, lød det.
Som start på selve landsmødet havde Jette Hedensted aflagt en beretning for det forløbne års aktiviteter, og forsamlingen kvitterede med genvalg til hende.
Dilemmaer på menuen
For at komme helt tæt på hverdagen, blev der derefter talt til seks ned gennem rækkerne: Forsamlingen blev delt ind i grupper for at netværke, som det hedder på nudansk: I mindre grupper på tværs af arbejdspladser kunne deltagerne i de efterfølgende timer udveksle erfaringer og ideer, lure hinanden tricks af, inspirere og lufte tvivl. Socialpædagogens udsendte lyttede med, og snakken ved bordene både duftede af mangfoldighed i forhold til udfordringer og løsninger og emmede af fælles dilemmaer i det daglige arbejde. Her gengiver vi et lille uddrag af ordvekslingen:
Hvordan håndterer man for eksempel sundhedsdiskussionen, når brugerindflydelse og selvbestemmelse støder sammen med kost- og sundhedspolitikken?
–Man bliver også nødt til at tage individuelle hensyn: Er den, der skal have mad, en der har lavet fysisk arbejde hele dagen, eller er det den lille trinde mongol, der ikke har lavet noget?
Aspektet med brugerindflydelse kommer også ind, når det handler om menukortet på et af tilbuddene:
–Vi er en cafe, så vi laver cafe-mad. Så kan medarbejderne, der er brugere, foreslå en ret, og den kan så komme med, men de bestemmer altså ikke hele menuen.
Og så pegede en også på problemet med brugere som medarbejdere, hvis det hele går op i produktion til andre, og der ikke er fokus nok på udvikling:
–Jeg kender en, der har arbejdet på cafe i fem år. Hun har lavet mad til 60 mennesker. Men når hun kommer hjem, kan hun kun lave færdigretter – så falder hun tilbage i det gamle mønster.
En kom fra en cafe i det sydvestjyske: Ingen ansatte brugere, et lille tekøkken og et par ovne er alt, hvad der er, men det rækker til at bespise 28 mennesker hver torsdag og lidt færre om mandagen. En søndag om måneden er der også åbent med assistance fra socialpædagoger ude fra bostederne: Det er en god mulighed for at mødes med kollegerne, for det kan godt være lidt fagligt ensomt at arbejde ude i brugernes boliger, lød erfaringen.
Uddannelse og forældreskab
Derefter faldt snakken på en række andre emner – blandt andet: uddannelsesmuligheder og seksualvejledning og forældreskab.
I forhold til uddannelse udtrykte flere lidt usikkerhed om de præcise regler og rettigheder.
–Vi mangler et overblik over uddannelsesmulighederne, og vi har et behov for samarbejde med skolerne (de forhenværende ASV’er), lød en melding.
Og der er blandt de unge udviklingshæmmede stigende krav og forventninger:
–Vi skal vide mere! Vi har en ung, der simpelthen ikke vil have pension, men insisterer på en uddannelse – det er altså hårdt økonomisk.
Selvbestemmelsen var også det grundlæggende i debatten om seksualvejledning og forældreskab: For hvordan håndterer man ønsket om forældreskab?
I forhold til det sidste udtrykte flere begejstring for de baby-dukker, der kan hjælpe parret med at simulere forældrerollen:
–Vi er glade for dukkerne, og vi har bestemt ikke brug for at overtale vores brugere – der er venteliste, fortalte en.
–Men nogle kommer hurtigt tilbage med den – efter tre dage måske – og siger: Sluk den, tilføjet hun.
Mange udviklingshæmmede i tilbuddene oplever også, at deres venner får deres børn fjernet, og det gør stort indtryk.
–Hos os er vi begyndt at være lidt rå: Du kan godt prøve, men det nytter ikke. Barnet bliver fjernet, siger vi til dem.
Gladere ud end ind
Der var langt flere dilemmaer og udfordringer på bordet, end det kan skitseres her, men efter netværks-delen – den første af to – var der yderligere motion til hjernen, der denne gang fik følgeskab af lattermusklerne, da Freddy Meyer på sin helt, helt egen måde forklarede, hvordan man kan gå gladere hjem fra arbejde, end man ankom.
Den socialpædagog-uddannede forhenværende kanonfører og nuværende chefkonsulent fik via historien om sig selv sat tanker i gang om, hvad der dybest set skal til for at flytte en hel organisation eller institution hen mod den positive tilgang om at gå gladere ud af døren, end man kom ind: en beslutning.
Hans eget, grundlæggende bud – indlært i barndommen af en aldrig skældende eller smældende far – var: Hver gang, man skælder ud, medvirker man til at afvikle mulighederne for udvikling.
Og det deraf afledte spørgsmål, han stillede forsamlingen, lød derfor:
Hvad sker det med en arbejdsplads, hvis alle hver dag går ind af døren med den intention at gøre andre glade?
Et godt spørgsmål at tage med hjem – og for eksempel med ind i forbundets aktuelle arbejdsglæde-projekt...