Varme hænder i det kolde Uummannaq
Hundeslædeture, hjemlig hygge og holdånd. Det er Uummannaq Børnehjems opskrift på en pædagogisk succes med omsorgssvigtede unge i Grønland. En succes, der har givet en prestigefyldt dansk pris
Rygsækkene er fyldt til bristepunktet. Vandrestøvlerne er smurte og snørede. De er klædt i komfortabel outdoor-beklædning, og deres sorte solbriller sidder rigtigt i håret. En flok unge fra det grønlandske børnehjem i Uummannaq, nord for Polarcirklen, skal sammen med deres pædagog René Kristensen ud på deres livs vandretur. I løbet af 14 dage skal de vandre 215 kilometer i et uvejsomt terræn, forcere (iskolde) elve og stejle fjeldsider, inden de når tilbage til, hvad der er blevet deres fælles hjem. Vandreturen kommer til at foregå i det menneskeforladte Nuussuaq, en halvø tæt ved Uummannaq, hvor ganske få mennesker tidligere har vandret.
Sådan begyndte en overlevelsestur i sommeren 2008 for en flok børnehjemsunge i alderen 15 til 17 år, kort gengivet af socialpædagog René Kristensen for at forklare, hvad det er for aktiviteter, de laver med børnene.
– De synes, det var fedt. De fik en oplevelse af, at de har præsteret noget særligt, noget som andre ikke har gjort. Den succes kan de bruge på andre områder, hvor de er knap så stærke – for eksempel i skolen, forklarer René Kristensen
Han er en ud af 25 ansatte, som passer på de 33 børn og unge i alderen 3 til 31 år, der i øjeblikket bor på et af verdens nordligste børnehjem.
Fælles for børnene er, at de er så ressourcekrævende, at plejefamilierne ikke kan håndtere dem. Mange af dem har været omsorgssvigtet i en sådan grad – både fysisk og psykisk – at kun en anbringelse på en døgninstitution kan ændre deres liv til det bedre. Udover de ‘normale’ børn er der handicappede på døgninstitutionen. De er så omsorgssvigtede, at de er blevet handicappede af det – for eksempel hjerneskadede.
I en tid, hvor der er stor fokus på omsorgssvigt af grønlandske børn, er Uummannaq Børnehjem nærmest ‘verdenskendt’ i Grønland for at være et godt sted for de allersvageste børn. Også uden for landets grænser har børnehjemmet gjort sig positivt bemærket. Børnehjemmets leder Ann Andreassen modtog for nyligt Menighedernes Daginstitutioners pris på 25.000 kroner for sin utrættelige indsats for denne ressourcesvage gruppe.
Nye tider for Grønlands udsatte børn I mange år har de tunge problemer for Grønlands udsatte børn ikke været noget, der blev talt meget om. Det skal der laves om på nu, siger landets nye socialminister, maliina abelsen, for det omsorgssvigt, som alt for mange børn har været udsat for, truer selvstyrets eksistens. Vi bringer et interview med hende og rapporterer fra børnehjemmet i uummannaq, hvor rene kristensen og de andre pædagoger arbejder med nogle af de børn, der er blevet svigtet. |
Vandreture udvikler deres personlighed
Vandreturen er en del af den pædagogiske behandling, børnene modtager. Generelt bruger børnehjemmet naturen en del – både til fangst og fiskeri, og det som Nordgrønland er kendt for: Hundeslædekørsel.
–Naturen er et af de bedste pædagogiske redskaber, og i Nordgrønland har vi masser af den. Den venter kun på at blive brugt, siger René Kristensen, som selv har tabt sit hjerte til Nordgrønland og dets vidtstrakte natur.
Han tilføjer, at musik, kunst og foto også spiller en stor rolle. Mange af børnene er eksempelvis rigtig dygtige til at spille på et instrument
–Det er ikke altid, at børnene har lyst, når vi begynder med en aktivitet, men vi spørger dem ikke altid. Det er en del af behandlingen, og de skal deltage, hvis vi mener, at det er godt for deres udvikling. Men som regel oplever de, at kunne bruge det til et eller andet, og så ændrer deres humør sig til det positive. Og nogle gange bliver de så vilde med det, at de ikke kan få nok af det.
Og lige præcis succeserne fra naturen og musiklokalet kan de overføre til folkeskolen. Børnene går i den lokale skole i Uummannaq, og mange af dem har svært ved at følge med.
–Men på sigt vil de indhente det forsømte, og mange af dem videreuddanner sig, siger en glad socialpædagog og pointerer, at det vigtigste er, at deres personlighed kan følge med – kan den ikke det, er det ligegyldigt med en folkeskoleeksamen.
Mange af børnene på børnehjemmet er modenhedsmæssig så langt bagud, at når de er 15 til 16 år, er de kun 12 til 13 år rent udviklingsmæssigt. Derfor er de ofte 16 til 18 år, når de forlader folkeskolen.
Hjemlig hygge frem for institutionspræg
Ifølge socialpædagogen er miljøterapi det bærende pædagogiske grundlag over for børnene. For Uummannaq Børnehjems vedkommende har det betydet, at de har valgt at indrette det som et hjem, og det har givet gode resultater:
–Vi forsøger at fjerne alle de elementer, der ligner en institution, og det er en udfordring, når der er lidt over 30 børn på børnehjemmet. Og det er helt ned i detaljen, at vi tænker over det – eksempelvis i valg af farver til gardiner.
Målet med miljøterapi er at skabe kontinuitet og overskuelighed i børnenes hverdag. Fremgangsmåden ligner til forveksling behandling af autister, og der er også mange ligheder til den gruppe. Mange af børnene er enormt grænseløse, når de ankommer– dog ikke i helt så ekstrem grad som autisterne.
–Valget af miljøterapi skyldes også, at vi ikke kan forvente, at der kommer en psykolog med jævnlige mellemrum, da vores by er placeret så langt fra alfarvej (langt fra Nuuk, red.). Derfor har vi valgt en terapiform, der lægger vægt på faste strukturer og overskuelighed, fortæller René Kristensen.
Trods valg af miljøterapi bestræber børnehjemmet sig på, at hvert enkelt barn bliver individuelt behandlet, idet der er stor forskel på, hvor langt de er nået i deres udvikling. De forsøger også i videst muligt omfang at placere børnene i afdelinger, hvor de niveaumæssigt hører sammen.
Mere familie – mindre institution
Uummannaq Børnehjem er populært – både hos myndighederne og børnene, der enten bor eller har boet der. Børnehjemmets normering er på 23, men de tager som regel flere ind, så den ‘normale’ normering er mellem 30 til 35 børn. Og børne hjemmets øvre aldersgrænse er 18 år, men der er et par stykker, der har overskredet den grænse – en af dem er 31 år og handicappet.
–I Grønland er det eneste efterværn, når de fylder 18 år, at de kan fortsætte med at blive boende på børnehjemmet, hvis de vel at mærke selv ønsker det. Vi ved, at hvis de ikke kan bo hos os, vil der ikke være andre, som vil tage sig af dem, konstaterer René Kristensen kort.
Selv når de på et tidspunkt forlader børnehjemmet, kommer børnene tilbage, enten på ferie, hvis de kommer udefra, eller de kigger ind og får en kop kaffe, hvis de bor i byen. Og nogle gange er de her et par dage, hvis de får problemer på ny.
–Vi har rigtig meget tjek på, hvordan det går dem, når de forlader os. Vi ser nærmest os selv som en familie snarere end som en institution. Derfor er vi rigtig glade, når vi hører fra dem, siger René Kristensen. Han fortæller også, at mange af de børn, der har boet på børnehjemmet i mange år, har fået en bedre relation til deres forældre – andre har genetableret kontakten.
Lønnet turist i arbejdstiden
Børnehjemmets succes skyldes ikke én, men mange faktorer, vurderer René Kristensen, der ikke kunne forestille sig at arbejde andre steder end på Uummannaq Børnehjem.
–En af faktorerne er, at der er en særlig ånd over stedet, som er svær at forklare. Men det er noget med, at vi har samarbejdet i ufatteligt mange år, og alle dem, der arbejder her, betragter arbejdet som en livsstil og ikke som et 8-16-job, forklarer den danskfødte socialpædagog, der selv har været tilknyttet børnehjemmet siden 2000.
Mange af hans kolleger har været ansat på institutionen i over 20 år, eksempelvis forstanderen Ann Andreasen, der om et par år kan fejre 25 års jubilæum.
Af samme årsag bliver der stillet store krav til nye ansatte. Man skal virkelig mene det, og når man bliver ansat, er det planen, at man skal arbejde hen imod at kunne tilbyde børnene noget specielt. For René Kristensens vedkommende er hans særlige virke aktiviteter i den store natur, som også var en del af årsagen til, at han tog derop. Og det har han ikke fortrudt en eneste gang. For som han, med et glimt i øjet, formulerer det:
–Når jeg kører hundeslæde med ungerne, får jeg penge for noget, som turister betaler tusindvis af kroner for. Det er et stort privilegium.