Nyt danmarkskort
27 socialpædagoger beriger nu 20 kommuner med deres faglighed, viden og sociale engagement. det er da værd at glæde sig over
Da de sidste stemmer var talt op efter kommunal- og regionsvalget den 17. november, tegnede der sig et nyt kommunalt landkort. Nye borgmestre, nye byrådsmedlemmer, nye konstellationer og samarbejdsaftaler.
I næsten 40 kommuner skiftede borgmesterkæden hals. Og det er første gang, at så mange kommuner har skiftet borgmester. Skiftet bliver af mange forskere og kommentatorer tillagt en utilfredshed med kommunalreformen. Det kan også være en del af forklaringen på, at valgets helt store taber – målt i antal borgmesterkæder – er Venstre. Og at vinderen – efter samme parameter – er Socialdemokraterne, der med SF’s store fremgang kunne sætte sig på borgmesterposten i en række kommuner. Man kan have et stille håb om, at det er en generalprøve på det folketingsvalg, vi skal have inde for de kommende to år.
Men uanset partifarverne på det nye danmarkskort, så synes jeg, kommunalvalgets udfald giver grund til optimisme, når det handler om behandlingen af det særlige sociale område. Der er sket et skifte i byrådslokalerne. Og det skifte skal vi bruge til at fastholde vores dagsorden og vores temaer.
Vi fik sat et solidt aftryk på valgkampen, og har også formået at præge debatten efter valget. Og det skal vi blive ved med. Vi skal fortsat benytte os af de velfungerende, demokratiske kanaler, vi råder over, når vi skal fremføre vores dagsorden. Vi skal benytte os af at være godt placeret i mange af kommunernes MED-udvalg. Vi skal bruge de gode kontakter, vi har direkte til kommunalpolitikerne. Og endelig er der da også god grund til at glæde sig over, at den røde blok nu har flertal i KL. Det må alt andet lige også betyde, at den sociale dagsorden prioriteres højere fremover.
Vi ser i hvert fald frem til et godt og tæt samarbejde med landets 98 kommunalbestyrelser. Og så er vi i særdeleshed glade for, at så mange socialpædagoger er blevet valgt ind: 27 socialpædagoger beriger nu 20 kommuner med deres faglighed, viden og sociale engagement. Det er da værd at glæde sig over.
Så jeg synes, vi sammen skal sørge for, at det nye danmarkskort giver nye muligheder, nye åbne diskussioner med en bedre prioritering og højere til loftet på det sociale område.