Nigeria

Udviklingshæmmet i landet uden muligheder

I Nigeria er børn med udviklingshandicap overladt til private initiativer. På Children’s Developmental Centre i Lagos får børnene en ny chance i livet

• Email
• Print

Children’s Developmental Centre – også bare kaldet CDC – tog imod de første børn med udviklingshandicap i 1994, og siden er antallet af børn og unge vokset fra 14 til 170 i dag.

Hvis det ikke havde været for centret, ville fremtiden have set dyster ud for børnene. Trods store olierigdomme lever langt størstedelen af nigerianerne under fattigdomsgrænsen, og der er ikke et socialt sikkerhedsnet til at tage sig af børn med specielle behov.

CDC er en NGO, der er ledet af dr. Yinka Akindayomi, der selv har en søn på 22 år med autisme.

-Når jeg ser på Nigeria, ser jeg rigtig mange børn med udviklingshandicap fanget uden muligheder, siger Yinka Akindayomi, leder af CDC

Ud over børn med autisme kommer der også børn og unge med en lang række andre udviklingshandicap som Downs syndrom, spastisk lammede børn og børn med høre- og tale dysfunktioner

M ange tilbud
På CDC bliver børnene og de unge stimuleret via en lang række forskellige fag og øvelser.

De kan øve sig med deres hænder ved at lege med perler, de træner deres motorik via sang og dans, og de får mulighed for at lære at cykle samt en række andre muligheder.

Derudover lærer børnene og de unge, hvordan de skal varetage deres egen hygiejne som at vaske sig og børste tænder. 

De lærer også, hvordan man skal tage af bordet efter mad og meget mere. De mange tilbud kræver lærere med vidt forskellige kompetencer, og for leder Yinka Akindayomi er det vigtigt, at lærerne bruger deres egne interesser til at stimulere børnene og de unge.

-En af de ting jeg kigger på ved ansættelser har været, hvilke hobbyer de forskellige personer har haft og se, hvordan CDC kan bruge disse i arbejdet med børnene, siger hun.

Maureen Chuba-Mackie er en af de specialpædagoger, der har været på centret længst tid, og hun vil ikke bytte med noget andet.

-Det er med passion og kærlighed, at man vælger at arbejde et sted som CDC. Vi kan give noget tilbage til samfundet og give noget til andre mennesker. Nogle har lyst til at arbejde for en bank eller i en olievirksomhed, men for mig er det vigtigere at kunne give noget til andre mennesker. Jeg har en fantastisk fornemmelse i kroppen ved at arbejde her, siger Maureen Chuba-Mackie og fortsætter.

-Hver gang jeg går hjem fra arbejde, savner jeg dem. Og har jeg fri en dag, tænker jeg meget på børnene her. Det er nødvendigt, at man selv lader sig dedikere til jobbet, da det er et helt særligt job, siger hun.

Stor betydning for forældrene
For forældrene til børn med udviklingshandicap har det været en stor hjælp, at deres børn kan komme på CDC. Desværre kan centret langt fra tage sig af alle de børn, der har behov for hjælp.

I et land som Nigeria med mange fattige er mulighederne begrænsede for børn med udviklingshandicap, og mange får derfor lov til at sidde for sig selv gennem et helt liv.

Kelinde Adetayo er en af de mødre, der har været heldig at have sit barn på CDC.

-Før vi kom her tog jeg mit barn med til forskellige læger, men de kunne ikke rigtig gøre  noget. Her får barnet også mulighed for at lære en masse ting, fordi pædagogerne kender deres kompetencer. Mit barn har lært meget – CDC har lært mit barn meget, siger Kelinde Adetayo og fortsætter.

-Han udvikler sig hele tiden. Han kan nu sidde på mit skød, hvor han før lå ned hele tiden. Han kunne heller ikke finde ud af at spise selv, men i dag kan han de fleste ting selv.

P aralympiske lege
Siden 2003 har der været børn og unge med fra CDC til Paralympiske Lege, og det er blevet til flere medaljer til de unge atleter.

Leder af CDC Yinka Akindayomis søn er en af de atleter, der har klaret sig bedst ved legene. Ved legene i Dublin i 2003 sendte CDC fire atleter af sted, og de kom hjem med henholdsvis en guld, en sølv og en bronzemedalje.

-For min søn Adkin, der har autisme, var den største udfordring at finde ud af, hvad det vil sige at konkurrere. I de første runder stod han bare og vinkede ud til publikummet, da startskuddet lød, i stedet for at løbe som de andre.

Siden har Adkin fået styr på, hvad det vil sige at konkurrere, og ved legene i Beijing kom han som den eneste kvalificerede deltager fra CDC hjem med både en bronze- og en guldmedalje.

D et danske arrangement
Siden 1995 har Janne Møllenbach været involveret i CDC og centret er blevet noget nær et hjertebarn for hende.

-Da jeg kom til Nigeria, besluttede jeg mig hurtigt for, at jeg skulle bruge min tid konstruktivt, og jeg kom i den forbindelse i  kontakt med Yinka.

Gennem årene har Janne hjulpet med at anskaffe gangstole, rullestole og andre hjælpemidler via fondspenge fra Danmark. Ligeledes har hun holdt foredrag i Nigeria og Danmark, hvilket har medvirket til at skaffe penge til centrets drift.

I det daglige arbejde i CDC har hun gjort aktivt brug af sin uddannelse som afspændingspædagog, biomediciner og psykoterapeut – både over for børnene, men også til at uddanne specialpædagogerne på centret og i samtaler med de ofte trængte forældre, der har brug for støtte, råd og vejledning.

Kendskabet til udviklingshandicap i Nigeria er ikke stort, så for Janne Møllenbach og de andre tilknyttet arbejdet med disse børn, bliver der brugt mange kræfter på at rejse rundt og fortælle folk i Nigeria, at selvom man er født med et udviklingshandicap, så er man et menneske som alle andre.  På disse ture fortælles også om CDC’s arbejde og om alle børns ret til at lære og udvikle sig.

Øverst på Yinka Akindayomi og Janne Møllenbachs ønskeseddel står ønsket om at åbne et center for voksne med udviklingshandicap, hvor de kan bo og blive gamle.

Grunden til stedet for de voksne er allerede købt, og byggeriet er også i gang, men der mangler penge til at færdiggøre byggeriet. Centret har også allerede fået titlen Tripple L, der står for Lagos Living and Learning.

-Hvis vi ikke får bygget dette center, vil alt det arbejde vi har lagt i dette sted for børnene og de unge bare gå til spilde. Vi har et ansvar overfor de personer, som har været her, siger Yinka Akindayomi.

Internationalt og socialpædagogisk Det er højsæson for at brænde flybrændstof af. Mens de fleste tager til sol og strand, bringer vi på de følgende sider fire artikler om socialpædagogik, som den praktiseres i Nigeria, Senegal, Argentina og Irland – inspireret af AIEJI-kongressen. Kan du se forskellen? Kan du genkende noget? Kan du se dig selv som socialpædagog i den internationale sammenhæng?

-Det er med passion og kærlighed, at man vælger at arbejde et sted som CDC. Vi kan give noget tilbage til samfundet og give noget til andre mennesker.  Nogle har lyst til at arbejde for en bank eller i en olievirksomhed, men for mig er det vigtigere at kunne give noget til andre mennesker. Maureen Chuba-Mackie

Har du erfaringer med internationalt arbejde – hvis ja, hvilke? hvis nej – hvorfor? Hvad kan man som dansk socialpædagog lære af at arbejde med udviklingshæmmede børn i Nigeria? Hvordan vurderer du dit og andre danske socialpædagogers ansvar for at arbejde internationalt? Er det stort? Hvad nytter det?