icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ny håndbog

Hvad loven siger om arbejdet med kriminelle udviklingshæmmede

Ny håndbog samler for første gang straffelovens og servicelovens regler for sigtede og domfældte udviklingshæmmede

  • Af Maria Rørbæk
  • 26-2009 /

Må man gribe ind, hvis den domfældte forlader sin bolig? Må man låse dørene for den domfældte? Må man foretage besøgs- og brevkontrol?

Sådan lyder nogle af de spørgs mål, der kan opstå i  arbejdet med udviklingshæmmede, der er sigtet eller dømt for kriminalitet.

Svarene gives i bogen ‘Sigtede og domfældte udviklingshæmmede under kommunalt tilsyn – en håndbog om lovregler og pædagogiske udfordringer’. Håndbogen er udgivet af Netværket vedrørende Domfældte Udviklingshæmmede, NDU, og er hovedsageligt forfattet af juristerne Susanne Bonde og Merete Keis Schrøder.

Håndbogen samler for første gang straffelovens og servicelovens lovregler på området. I bogens første del gennemgås loven under overskrifter som  ‘Det kriminalpræventive tilsyn’, ‘Typer af foranstaltningsdomme’ og ‘Udviklingshæmmede lovovertrædere under 18 år’.

Anden del fokuserer på konkrete, socialpædagogiske udfordringer. Her ledsages juraen ofte af et konkret eksempel.

Afsnittet ‘Må man administrere den domfældtes økonomi?’ står således ved siden af afsnittet ‘Lasse er kommet i økonomisk uføre’, der beskriver, hvordan Lasse via internettet har bestilt flere abonnementer på mobiltelefoner, som han nu betaler dyrt af på.

Håndbogen slår fast, at personalet som udgangspunkt  ikke administrerer økonomien for en domfældt udviklingshæmmet. Hvis den udviklingshæmmede har behov for hjælp til at administrere sine midler, er der mulighed for det i den lovgivning, der gælder for alle: Værgemålsloven, pensionslovgivningen om administration af økonomi med videre. Endvidere kan kommunen træffe administrative beslutninger for at sikre, at faste og nødvendige udgifter kan blive betalt.

Håndbogen er udleveret til sociale myndigheder og boformer. Den er gratis og kan bestilles via www.ndu.dk

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Teori og metode