Fagmuligheder
Som socialpædagog er jeg uddannet og præget til at fokusere på muligheder frem for begrænsninger; til at se på arbejdsopgaver som udfordringer frem for problemstillinger.
Som socialpædagog er jeg uddannet og præget til at fokusere på muligheder frem for begrænsninger; til at se på arbejdsopgaver som udfordringer frem for problemstillinger.
Mit fag og mit fagområde er en stor del af min identitet.
Den viden og erfaring, jeg indtil videre har opnået, har indflydelse på mit menneskesyn, mine værdier og holdninger i jobbet og privat.
Faglighed er ikke givet. Den defineres af kontinuerlig læring (teori og praksis), dannelse og menneskesyn. Den er et ideal, der tilstræbes under skiftende paradigmer og diskurser I samfundet.
Min identitet omhandler også selvrespekt, hvilket kræver selverkendelse og oplevelsen af kontinuerligt at udvikle sig og blive udfordret i jobbet og privat.
Respekt og anerkendelse fra kolleger, samarbejdspartnere og samfundet generelt er essentiel for fortsat at kunne agere som socialpædagog med de vilkår og opgaver, der kendetegner det sociale område i dag.
Hvad kræver det at opnå respekt, at have respekt?
-som socialpædagog?
-som menneske?
Hvor får jeg det fra?
Respekten som fagperson og faggruppe kræver en optimering i profileringen af det socialpædagogiske fag og de særlige kompetencer vi besidder i løsningen af de sociale samfundsmæssige opgaver.
Dette kunne opnås ved en tydeligere og mere konkretiseret definering af den enkelte socialpædagogs kompetencer, ansvar og jobfunktion. Dette kunne optimeres af synlighed og opbakning fra vores fagorganisation, Socialpædagogerne.
For at blive alment anerkendt som nødvendige professionelle aktører – og ikke en flok amatører uden saglig og faglig argumentation – skal vi som faggruppe via progressiv ageren og forandringskompetence bevise vores berettigelse også i det tværfaglige praksisfelt.
Dette betyder, at vi må gøre op med det traditionsbundne begreb ‘faggrænser’, der kendetegnes ved de skillelinjer, der sætter grænser for den faglige viden og ekspertise.
I stedet kunne vi indføre begrebet ‘fagmuligheder’, der kendetegnes ved de tværfaglige berøringsflader, der åbner op for ny faglig viden, udvikling af kompetencer og nye fagområder. Ved at bringe de uudnyttede muligheder i spil, kunne socialpædagoger i samarbejde med andre faggrupper udvikle nye indsatsløsninger for borgerne, der rækker ud over de sædvanlige rutiner. Hvor den komplementære viden kunne udløse synergieffekt og på sigt opnå et mere optimalt fagligt niveau og derved mere kvalitet i opgaveløsningen for borgeren.
Inden for flere serviceområder kunne fagspecifikke ressourcer anvendes på tværs af kendte fagområder – både i forhold til ad hoc opgaver og ved at tilføre vidensressourcer fra et fagområde til et andet. Ved fagintegration samarbejder de forskellige relevante faggrupper og opnår fælles faglig ekspertise.
Frem for at fastholde traditionsbundne faggrænser, der signalerer begrænsninger, kunne vi skabe fagmuligheder som et positivt alternativ. Det kunne signalere udvikling, fremadrettethed og forandringsvillighed. På sigt kunne det sikre overlevelse og/eller udvidelse af vores faggruppe og den enkelte socialpædagogs anerkendelse og respekt.
Lise MacMeeking er TR på Bo- og Aktivitetsstedet Lindebjerg i Assens Kommune
|