En barnemorder har også ret til et værdigt liv

• Email
• Print

En senegalesisk kvinde var blevet dømt for mord på sit nyfødte barn og havde afsonet to års fængsel. Efter løsladelsen forsøgte hun at vende tilbage til sine forældre. Men faren ville ikke vide af hende og nægtede at lukke hende ind i sit hjem. Hendes mand havde forladt hende, så heller ikke der kunne hun søge støtte. Situationen virkede håbløs. En udstødt kvinde har ikke mange chancer i et fattigt og patriarkalsk afrikansk samfund.

Men så skete der noget, der ændrede kvindens skæbne. To socialarbejdere fra ngo’en Tostan gik ind i konflikten og forsøgte at mægle. I første omgang uden held. Efter otte timers forhandling nægtede faren fortsat at lukke sin datter ind. Hun sad i socialarbejdernes bil og ventede. Så hviskede moren til den ene socialarbejder, at de skulle køre datteren ud til hendes bedsteforældre i en anden landsby. Også der blev kvinden i første omgang afvist, men så accepterede bedsteforældrene at lade barnebarnet flytter ind, og dermed var det første skridt taget i retning af at bygge en ny tilværelse op.

Godt to år senere var den løsladte flyttet kvinde hjem til sine forældres landsby, og ved hjælp af et mikrokreditlån, Tostan havde skaffet hende, havde hun åbnet sin egen lille virksomhed med tøjfarvning. Desuden var hun blevet gift igen.

M enneskerettigheder og tømrerarbejde
-Det er en af de bedste historier fra vores projekt, siger Aïssatou Kebe, en af de to socialarbejdere, der mæglede mellem den løsladte kvinde og hendes familie. Hun er ansat som koordinator for det såkaldte senegalesiske fængselsprojekt i Tostan.

-Vores arbejde begynder i fængslet, hvor de indsatte får undervisning i menneskerettigheder og lærer basale færdigheder som at læse og skrive og regne samt nogle håndværksmæssige kundskaber, for eksempel at sy eller lave tømrerarbejde. Ideen er, at de indsatte lærer at se sig selv som  mennesker med samme rettigheder og værd som andre og forstår, at de skal respektere andres rettigheder. Ofte er de jo havnet i fængslet, fordi de ikke har haft forståelse for egne og andres rettigheder. Så det forsøger vi at give dem. Samtidig lærer vi dem konkrete ting, som giver grundlag for, at de kan skaffe sig indtægter på lovlig vis, forklarer Aïssatou Kebe.

E rfaringer fra landsbyprojekt
Arbejdet med de indsatte kan dog ikke stå alene. Et lige så vigtigt arbejde består i at bearbejde holdningerne i de lokalsamfund og familier, som fangerne skal integreres i, når de forlader fængslet, og her bruger Tostan erfaringerne fra sit Community Empowerment Program (CEP), som organisationen har gennemført i over 3000 landsbyer i en række afrikanske lande. Programmet integrerer et ufravigeligt fokus på menneskerettigheder og demokrati med lokale traditioner for mundtlig formidling, landsbymøder i rundkredsform og konfliktløsning i landsbyråd. Ved at skabe dialog i lokalsamfundene om emner som demokrati, menneskerettigheder, hygiejne og sundhed er det lykkedes at ændre på normer og traditioner, som forhindrer en positiv udvikling. Blandt andet har tusindvis af senegalesiske landsbysamfund besluttet at stoppe traditionen med omskæring af piger og at bekæmpe børneægteskaber.

Tostans succes med landsbyprogrammet fik for snart ti år siden direktøren for et af Senegals største fængsler til at kontakte organisationen og spørge, om den kunne overføre programmet til fængslet med det formål at resocialisere fangerne og reintegrere dem i deres familier og lokalsamfund.

-Det var en oplagt ide, han havde fået, så vi gik i gang med det samme, og efter en testperiode på 3-4 år blev projektet udvidet til at omfatte de fleste af Senegals fængsler, siger Aïssatou Kebe. 

M ægling kommer først
I første omgang var det dog vanskeligere end ventet at overføre metoderne fra landsbyprojekterne til fængslerne, fortæller hun:

-I fængslerne er forholdene meget usle, så vi begyndte med undervisning i hygiejne og sundhed og introducerede dem til menneskerettigheder for at give dem en forståelse for, at alle – også mennesker, der har brudt loven – har ret til et værdigt liv.

-Men de første forløb fungerede ikke, for ofte sad fangerne og stirrede ud i luften. Underviserne spurgte nogle af dem hvorfor, og en svarede ‘jeg har været her i to år, og jeg har ikke fået besøg af min familie en eneste gang – jeg kan ikke tænke på andet’, en anden sagde ‘jeg har ikke set min datter i mange måneder’. På den måde fandt vi ud af, at noget af det mest basale var at mægle mellem fangerne og deres familier – både mens de sidder fængslet og bagefter.

D ømt for at dræbe sit barn
Aïssatou Kebe fortæller, at flertallet af de kvindelige indsatte er dømt for at have dræbt deres nyfødte barn. Ofte er det unge kvinder, der er immigreret fra land til by og arbejder som tjenestepiger og er blevet ofre for voldtægt. Andre er kvinder, hvis mænd har været bortrejst i årevis, og som frygter udstødelse, hvis det kommer frem, at de har fået et barn med en anden. De mandlige indsatte er ofte dømt for voldtægt, overfald eller narkosalg.

-Både mænd og kvinder skammer sig over deres handlinger, og familien støder dem fra sig, fordi de er bange for lokalsamfundets fordømmelse. Vi forsøger at give de indsatte og deres familier en forståelse for, at også tidligere kriminelle har ret til arbejde, bolig og et liv i sikkerhed. Desuden giver vi dem nogle metoder til konfliktløsning. På den måde kan vi langsomt ændre på situationen, uddyber hun.

Hun understreger, at det er nødvendigt, at Tostan følger de indsatte lang tid efter løsladelsen.

-Kvinden, som endte med at få sit eget farveri, havde brug for støtte i flere år. Vi ringede til hende hver 14. dag og inviterede hende hjem til os ved højtider og mærkedage for at afbøde den værste ensomhed.

-Vi sørger også for, at tidligere indsatte formidler deres erfaringer videre til nye fanger. Det er vigtigt, at de indsatte kan se konkrete resultater af vores arbejde. De kvindelige fanger hører om kvinder, der bliver taget tilbage af deres familie og bliver gift igen. De mandlige indsatte ser, at tidligere fanger kan skabe sig en karriere, selv om de ikke har en lang uddannelse. For nylig var der en reportage fra et wrestling-stævne i tv, hvor en af deltagerne sendte en hilsen til de indsatte i det fængsel, hvor han selv havde afsonet. Det var i fængslet, at hans talent for wrestling blev opdaget, siger Aïssatou Kebe.

G iver fangerne håb
Sports- og kulturaktiviteter samt uddannelse i form af arabisk- og franskkurser indgår som et tilbud i de fleste fængsler, og Tostan samarbejder med de fastansatte socialarbejdere i fængslerne om at koordinere tilbuddene. Blandt Tostans vigtigste samarbejdspartnere er Khadidadiatou Soumaré Ba, der i 20 år har fungeret som socialarbejder i Senegals to største fængsler. Hun fungerer nu som superviser for Tostans medarbejdere, som hun er fuld af beundring for:

-De har sjældent en formel uddannelse i socialt arbejde, men via deres arbejde i landsbyerne har de lært det vigtigste: at tale med mennesker på en ligeværdig måde. Desuden giver de fangerne håb ved at insistere på, at deres dårlige fortid ikke betyder, at de ingen fremtid har. De holder fast, også selv om fangerne i første omgang afviser dem.

Hun nævner, at Tostan-medarbejderne ofte fejrer højtider som nytår sammen med de indsatte og altid går til dem med tillid, uden at tilkalde en bevæbnet vagt.

-Når en voldsdømt mand oplever, at en kvindelig socialarbejder taler med ham uden frygt, får han noget af sin menneskelige værdighed tilbage. Så er processen begyndt, og det afgørende er, at der skal være nogen, der følger den til dørs og sætter en tilsvarende proces i gang i det samfund, manden skal ud og leve videre i, siger Khadidadiatou Soumaré Ba.