Ønskede: Ordnede vilkår
Familieplejere længes efter rettigheder, som gælder i alle andre ansættelsesforhold
Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen har just overstået deres budgetforhandlinger. Jeg håber, at den positive ånd ikke helt har forladt KL, da vi familieplejere mangler dem på modsatte side af forhandlingsbordet. Vi ønsker at få en overenskomst med KL. Den er virkelig nødvendig, vores ansættelsesvilkår er kaotiske og ulogisk opbygget. For at vores faggruppe, som tager sig af de svageste i samfundet, ikke skal knække nakken, må der snart ske noget.
Engang vi var sammen med en anden plejefamilie, spurgte vores søn en pige: |
Jeg er familieplejer, og det er jeg stolt over. Jeg sagde min faste sikre stilling som sygeplejerske op for otte et halvt år siden for at tage imod et barn, som var det, man kalder ‘udsat’. Havde jeg vidst, hvad jeg gik ind til, så havde jeg nok overvejet det en ekstra gang.
Ikke på grund af barnet!
Overhovedet ikke, men alt det andet, der er forbundet med at være familieplejer; nemlig frygt for, hvordan min alderdom bliver, når jeg ingen pensionsordning har med min arbejdsgiver, frygt for at få en arbejdsskade, når min kommunes arbejdsskadeforsikring ikke dækker min eventuelle skade på grund af manglende status som dens ansatte.
Og ikke mindst den evige kamp med kommunen om rettigheder, som i almindelige ansættelsesforhold bliver taget for givet, herunder respekt for det arbejde, du udfører, ret til ferie og deraf udbetaling af egne optjente feriepenge.
I Danmark er godt 6.000 børn anbragt i familiepleje af forskellige årsager. Fælles for alle er, at de har brug for at komme til en familie, som kan rumme dem og deres vanskeligheder, og også deres biologiske familie, som er en vigtig del af deres identitet.
Vi har en dejlig biologisk familie og et godt samarbejde om børnene. Jeg er heldig.
Vi familieplejere skal være klar til at ligge hele vores liv om, når vi vælger at tage imod et barn. Ikke kun vores eget, men hele familiens, omgangskredsens og andre i din hverdag.
Det koster nogle venskaber og familie. Det kan være svært at forstå, hvorfor barnet fylder så meget. Ens egne børn skal affinde sig med at skulle dele det allerhelligste med totalt fremmede, nemlig deres forældre. Det kan give nogle knubs. Som gevinst får de lært nogle ting, som man på ingen måde kan læse sig til.
Det er ikke altid let for egne biologiske børn at være en del af et offentligt sted, med gang af sagsbehandlere, familieplejekonsulenter og andre i tilknytning til det erhverv, plejeforældrene har valgt at gøre til deres levevej.
Engang vi var sammen med en anden plejefamilie, spurgte vores søn en pige:
–Er du plejebarn?
–Nej – jeg er bare født, var svaret.
Det beskriver godt, hvordan egne børn ser på det hele. De bor i en familie med plejebørn og ikke i en plejefamilie. En lille bagatel for os, men af stor betydning for dem.
Samtlige plejebørn er anbragt, fordi der på et tidligere tidspunkt i deres liv har været nogle problemer for familien. Ens for børnene er, at det har givet nogle sår på sjælen, som kan være svære at håndtere for dem. Fælles for mange er, at de har brug for en meget struktureret og ensartet hverdag, hvor alt fra forandring i sokkeskuffen til hvilken gaffel, man får til aftensmaden, kan vælte det hele.
Vi skal være på forkant hele tiden – vi bruger meget tid på at forberede børnene på, hvad der sker om en time. De tåler ikke en pludselig indskydelse som en tur til Svanninge Bakker for at købe en is. En hurtig tur i Bilka koster sagtens en uges søvn og massive frustrationer for barnet.
Spontane besøg hist og pist er væk, ligesom vi gerne vil varsles i forvejen, hvis der kommer besøg.
Jeg var – ligesom nok de fleste andre, der starter op som familieplejere – utrolig naiv og mente, at forskellen på succes og fiasko var kærlig omsorg og sund mad. Man når langt på den konto, men desværre ikke hele vejen.
Det bliver ikke nemmere af, at man er en del af et puslespil, hvor den brik, du repræsenterer, ikke har nogen betydning. Ofte bliver vores viden og iagttagelser omkring barnet overhovedet ikke vægtet i sagsbehandlingen.
Jeg er heldig med min sagsbehandler. Hun har forsøgt at sætte sig ind i diagnosens betydning.
Det har kostet os mange bekymringer, inden vi fik hende. Vi håber, hun holder til det, men statistikken for ’sagsbehandlerskift’ er ikke til den positive side.
Den vigtige overenskomst
For at forstå, hvorfor det er så vigtigt for os familieplejere at få en overenskomst med KL, så lidt om vores nuværende forhold:
Lønnen bliver afregnet i vederlag af 100 kroner pr. døgn. Antal vederlag/døgn er fastsat efter en vurdering af opgavens indhold, hvad barnet har af specielle behov, forældresamarbejde med mere.
KL har udarbejdet retningslinjer for beregningen. Hver enkelt kommune laver så sin egen tolkning, der fortæller, hvad de mener er relevant. Hvis barnet med familieplejerens indsats bliver bedre, så sættes familien ned i løn. Altså omvendt resultatløn.
Mange kommuner har vedtaget, at vi familieplejere højst kan få i løn, hvad der svarer til en 30 timers pædagogløn. Hertil kommer en kost- og logi-del, som kommunerne i rig grad benytter til at putte andre omkostninger ind under, såsom udstyr, pc, legetøj, cykel, fritidsaktiviteter, gaver til forældre og familie med mere.
Det nyeste i vores kontrakt er, at al kørsel til og fra skole, som ligger under 10 kilometer væk, er indeholdt dette beløb. En tvungen udgift, mange plejefamilier er påført, da vore børn ikke kan færdes i trafikken, uanset hvor meget vi øver med dem.
Det betyder, at vi må bruge af vores løn til at dække udgifter, der reelt er kommunens ansvar.
Hvorfor er det sådan? Jo, der er ingen faste regler.
Det er en evig uværdig forhandling, som familieplejen som oftest taber af angst for, hvad konsekvensen er, hvis vi holder på vores ret: Nemlig en opsigelse.
Kort skal nævnes, at hvis man opnår det, kommunen kalder max løn, bliver vi plejere tvunget til på ingen anden måde at måtte have kontakt med arbejdsmarkedet i øvrigt.
Det betyder i praksis, at vi ikke har mulighed for at vedligeholde kontakten og erfaringen med vores tidligere arbejdsliv og fag. Vi vil derfor være dårligere stillet den dag, vi eventuelt skal ud på arbejdsmarkedet igen, hvis barnet af den ene eller anden årsag skal flytte fra plejefamilien.
For eksempel på grund af alder eller hjemgivelse.
Når det handler om ferie og fritid, er det en mulighed, mange familieplejere ikke har. Børnene har ofte så stort tilknyt ningsbehov til os familieplejere, at de ikke kan tåle adskillelsen, eller også findes der ikke et egnet aflastningstilbud. Vi tager derfor vores ‘arbejde’ med på ferie.
At vi har behov for ferie uden plejebørn kan lyde kynisk, men det er et spørgsmål om at kunne være noget for egne børn, at have voksentid – et ganske almindeligt familiebehov.
Plejebarnet er, uanset hvordan vi vender og drejer det, vores arbejde. Belønningen er, at vores feriepenge ryger i kommunens feriefond – en sommerhusfond, som vi vel at mærke, ikke har mulighed for
at komme i nærheden af. Kun ansatte har den mulighed. Det regnes vi familieplejere ikke for at være, da vi er ansat på kontrakt. Ligesom en gammeldags månedslejer. Vi har 30 dages opsigelse uanset hvor mange år, vi har haft barnet. Dette uden undtagelse.
Der er rigtig mange gode grunde til, at vi familieplejere burde have ordnede ansættelsesvilkår. For eksempel 6.000 udsatte børn. Hvis vi giver op, hvem tager så over, og med hvilken konsekvens for børnene?
Jeg håber, jeg har givet et indblik i, hvad vi slås med. Ikke kun børnenes vanskeligheder, men håbløse arbejdsvilkår. Mit højeste ønske er og bliver en overenskomst, hvilket vel ikke er urimeligt – eller er det?
Indlægget har i juli været bragt som kronik i Fyens Stiftstidende.