Socialpædagogisk praksis i demensomsorg
Jeg har med stor interesse læst artiklen ’Socialpædagogik på slottet’ i Socialpædagogen 21/09, og vil gerne supplere den fine beretning med nogle af de erfaringer, vi har gjort os i et stort projekt, hvor Servicestyrelsen finansierede, at 2.000 medarbejdere i ældreplejen i 40 af landets kommuner kom på kursus i Socialpædagogisk Praksis i Demensomsorg (SPiDO).
Baggrunden for projektet var en dokumentation af, at en socialpædagogisk tilgang kan bidrage til at reducere magtanvendelse i demensomsorgen. Alt det kan man læse mere om på www.servicestyrelsen.dk/spido.
SPiDO var organiseret omkring tre kursusdage, som alle deltagere blev tilbudt. Når man har tre dage til at formidle, hvad det vil sige at have en socialpædagogisk tilgang, og når det skal være sådan, at deltagerne i praksis skal kunne mærke og registrere en forskel efter de blot tre dages undervisning – ja, så skal man være skarp på essensen i den socialpædagogiske tilgang.
Essensen i tilgangen er ’mening’. Socialpædagogik handler om at indgå i samspil, der op leves som meningsfulde. Så enkelt kan det siges. Her er tre små historier, der illustrerer det.
Observatøren, samleren og råberen
Britta var svært tilnærmelig, isolerede sig, og medarbejderne oplevede, at hun virkede forsømt, men når de nærmede sig hende, veg hun. Hun søgte ikke fællesskabet. Når hun var i fællesarealerne, var hun tilskuer til de andre beboeres aktiviteter og samvær, og hver gang personalet forsøgte at inddrage hende modsatte hun sig. Men hun ville gerne se på fra afstand. Så Britta ville gerne være med – og så alligevel ikke. Hvordan skulle det forstås? Da personalet fordybede sig i Brittas baggrund og livshistorie, viste det sig, at Britta havde været servitrice på kroen i en nærliggende by. Det kunne forklare hendes opstilling ved døren: Pladsen ved siden af døren var hendes; lidt uden for festen, med et overblik og måske en god fornemmelse af at medvirke til, at de andre kan føle sig godt tilpas. Da medarbejderne først så hende i den rolle, blev det meget nemmere at etablere kontakt.
Ellen elskede at gå lange ture og samlede på alt muligt: Ispinde, blade, sten, små stykker sølvpapir, ja alt hvad man sådan kan finde, når man er ude at gå. Hun tog det med hjem og pyntede sin lejlighed med det. Også dengang hun fandt en død fugl. Og en hundelort. Det var ulækkert, syntes personalet, men Ellen fandt stor glæde ved det, og blev ulykkelig, når de fjernede de fine sager fra hendes stue. Ligegyldigt vejr og vind – Ellen ville ud at gå. Om vinteren fik hun ikke altid tøj nok på, og medarbejderne var bekymrede for hendes trivsel. Noget måtte gøres. Ved at søge efter meningen i Ellens adfærd fandt medarbejderne på at give hende en ’pyntepose’ med masser af små genstande: Figurer, smukke kort, halskæder, der kunne findes, sorteres, udstilles og flyttes rundt.
Ole råbte. Han var simpelthen en råber. ’Har jeg tøj på?’ råbte han ud i fællesstuen. Og da han ikke vidste, hvor han var, råbte han også: ’Hvor er jeg’. I begyndelsen svarede de ham, og så kom de også selv til at råbe. Sådan gør man jo: Når nogen ikke forstår, hvad man siger, må man tale højere. Det gav en vældig larm og uro. Så Ole blev ikke så tit hentet ud til fællesstuen mere. Og når han råbte, opgav de at give ham svar. Indtil nogen fik den ide, at han råbte, når han ikke kunne orientere sig, og at det sikkert var bedre at lave noget, som han kunne rumme. Det viste sig, at de faktisk godt kunne finde på sådanne aktiviteter.
Det klassiske problem
I demensomsorg må man være opmærksom på to forhold: Omsorg og selvbestemmelse. Det driver ind imellem medarbejdere til vanvid. For selvbestemmelsen fører til, at borgeren går ud og ikke kan finde hjem.
Og omsorgen fører til, at man låser døren. Det er for at undgå omsorgssvigt, siger man så.
Eller man siger: Han har jo sin selvbestemmelsesret, så det kan vi ikke gøre noget ved.
I pædagogikken er det en klassisk problemstilling. Al pædagogik er opdragelse til selvstændighed, men netop den fremmedbestemmelse, der ligger i opdragelsen, kan forhindre selvstændigheden. Problemet kan ikke løses ved at vælge side. Afstår man fra fremmedbestemmelse, er der ikke længere tale om pædagogik. Og dyrker man fremmedbestemmelsen, forsvinder pædagogikken også.
Pædagogik kan kun udøves gennem samspil, hvor parterne hver har deres egenart og skal finde ud af at etablere et samspil, der giver mening for begge. Pædagogen bærer den største del af ansvaret for det: Hun skal stå åben for den andens udspil og tilbagespil, prøve at forstå dem, og bruge social fantasi til at konstruere situationer, der kan være meningsfulde for de involverede.
Nej til forenkling
Der er så mange forenklede tankegange i omløb, hvor man kan forarges over omsorgssvigt og udbryde, at det da også burde være tilladt med mere tvang. Eller hvor man forarges over magtanvendelsen og udbryder, at det også er for galt, at man ikke viser mere respekt. Forenklingen er taknemmelig – man vinder gehør. Men forenklingen medfører som oftest, at man udskifter det ene onde med det andet.
Socialpædagogikken modsætter sig forenklingen, og siger, at det handler om både og: Omsorg og selvbestemmelse.
At give rammer og at give plads. Det kræver dygtighed hos udøveren. For giver man for meget omsorg, knægtes selvbestemmelsen, og giver man for lidt, så bliver den blind. Giver man for meget selvbestemmelse, så svigter man, og giver man for lidt, bliver man en tyran. At kunne give den rette mængde af begge i den konkrete situation – det er socialpædagogik. Socialpædagogikken involverer en som fagperson og forudsætter, at man har social fantasi. Det vil sige: Man skal være i stand til at skabe rammer, hvor den anden kan træffe valg, der er fornuftige i situationen. I stedet for at fokusere på, hvordan man forhindrer Ellen i at opsamle, medbringe og udpakke og udstille hundelorten, kan man skabe rammer og muligheder, hvor hendes optagethed af at samle, sortere og udstille giver god mening.
Når man arbejder med mennesker, hvis dømmekraft er svækket, er det vigtigt, at pædagogerne bidrager til at skabe situationer, hvor den kan udfolde sig. Det er så nemt at bidrage til et nederlag. Det kræver både vilje og fantasi at bidrage til menneskelig opblomstring.
Refleksiv kultur, tak
Netop fordi den socialpædagogiske tilgang handler om værdier, etik, vilje og social fantasi, har det ikke været svært for os at vinde gehør for socialpædagogikken i demensomsorg. Det er ikke noget, der er fremmed. Medarbejderne i demensomsorgen er hver eneste dag nødt til at være opfindsomme, og til at diskutere etik og værdier.
Det, der kan være fremmed for nogle, er, at disse overvejelser og denne indstilling til arbejdet også er faglig. Ofte forstår man ved faglighed at man ’ved bedre’ eller at man som mindstemål ’ved hvad der skal til’. Her er socialpædagogikken anderledes. For når socialpædagogen har som målsætning, at den anden kan bruge sin dømmekraft på en meningsfuld måde, må hun også bruge sin egen dømmekraft og spørge: ’Hvad kunne give mening her?’
Faglighed ligger i at have en evne til at fortolke og forstå, i at være åben for, at der måske er noget, man endnu ikke forstår, i en evne til at finde på og i en løbende udvikling og finjustering af ens egen dømmekraft.
En sådan faglighed kan kun fungere, hvis den kendetegner arbejdspladsen: Hvis der er en refleksiv kultur og en åbenhed for at man konstruerer situationer, der giver mening set med borgerens øjne. Spørgsmålet ’om vi er på rette vej’ må stilles ofte, og et nuanceret (fag)sprog skal bruges til at fremlægge overvejelser på vej til svaret.
På de tre dages undervisning kunne vi komme langt. Den socialpædagogiske tilgang kan formidles og få gyldighed for deltagerne. Udvikling af et nuanceret sprog tager nok længere tid, og her der det en mangel, at heller ikke socialpædagogerne har gjort så meget ud af at kunne fremlægge et afgrænset og praksisnært fagsprog.
Vores projekt gik ud på at introducere en socialpædagogisk tilgang i demensomsorg. Det gjorde vi gennem små kompetenceudviklingsforløb. Vi gør det også gennem et antal pjecer, der er udgivet af Servicestyrelsen. En af dem består af otte fortællinger og otte tegninger – de andre er mere forklarende og indeholder mere fagsprog. Fortællinger er vigtige, når man vil tilegne sig en socialpædagogisk tilgang. De må suppleres med et nuanceret fagsprog – det er nødvendigt for at opretholde en refleksiv kultur, hvor det ikke er den enkeltes holdninger, forudindtagethed og personlige karakteristikker, der afgør, hvad der er god praksis og hvad der giver mening.