København var alt for længe om at reagere
Ombudsmanden retter alvorlig kritik i sagen om omsorgssvigt på bostedet Tokanten: Kommunen var alt for længe om at reagere og om at informere pårørende og medarbejdere
Hun prøvede at gøre det på den måde, hun skulle. Men da Københavns Kommune ikke reagerede på indberetningerne om alvorligt omsorgssvigt på hendes arbejdsplads, gik socialpædagog Christina Petersen til Ombudsmanden.
Nu foreligger så Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansens redegørelse om sagen, og den efterlader ikke megen tvivl: Kommunens centrale forvaltning reagerede på alle måder for sent og for langsomt.
Dels var forvaltningen alt for længe om at få afdækket de egentlige forhold på stedet, og samtidig mener ombudsmanden, at kommunen på et tidligere tidspunkt end det skete burde have orienteret beboerne, pårørende og medarbejderne om den meget alvorlige situation.
Ombudsmanden har i sin undersøgelse ikke set på selve forholdene på Tokanten – eller Persillevej, som den aktuelle afdeling kaldes efter sin adresse.
Hans Gammeltoft-Hansen har udelukkende kigget nærmere på den reaktion – eller mangel på samme – der kom fra rådhuset, da Christina Petersen første gang i marts 2007 indberettede en lang række kritisable forhold på Tokanten.
Det er nemlig sådan, påpeger Ombudsmanden, at kommunen allerede i starten af maj 2007 havde tilstrækkelig viden og burde have været klar over, at problemerne på stedet kunne være væsentligt større, end den første forespørgsel fra forvaltningen til bostedets forstander tydede på.
-Det er meget uheldigt, at forvaltningen ikke allerede på dette tidspunkt undersøgte sagen nærmere, som Ombudsmanden formulerer det.
I stedet reagerede kommunen først for alvor, efter Christina Petersen havde klaget til Ombudsmanden – og sagen derefter i december 2007 – altså mere end et halvt år senere – kom frem i pressen.
Uforståeligt
Det forekommer uforståeligt, for forvaltningen havde alle muligheder at tjekke forholdene, noterer Ombudsmanden sig:
Der var mulighed for at lave en direkte sammenligning af antallet af magtanvendelser fra 2005 til 2007, som de blev opgjort af henholdsvis forstanderen og Christina Petersen. Tallet var 64 ifølge forstanderen, men 233 ifølge Christina Petersen.
Ligeledes burde forvaltningen havde bedt forstanderen redegøre for magtanvendelserne i årene forud, og man kunne have bedt Christina Petersen og andre ansatte om kopier af de magtanvendelsesskemaer, som personalet havde – skemaer, som altså ikke var blevet videresendt til forvaltningen af forstanderen.
Den 17. juli skrev forstanderen derimod til forvaltningen, at flere af personalets skemaer var mangelfulde, og at forstanderen derfor havde ‘valgt ikke at indsende til Forvaltningen. Disse registreringer findes desværre ikke længere og af arkiverede registreringer findes udelukkende de fremsendte’.
At dette ikke førte til en indhentning af de kopier, der tilsyneladende fandtes, betegner Ombudsmanden på sit eget jura-dansk som ‘uheldigt’.
Er der sket noget?
På en lang række af de punkter, Ombudsmanden har kigget på, har der været fejl og mangler i det kommunale beredskab, men i redegørelsen konstaterer Hans Gammeltoft-Hansen også, at forvaltningen fra december 2007 har iværksat en række projekter, der skulle rette op på forholdene, ikke bare på Tokanten, men på alle kommunens bosteder.
Det er selvfølgelig godt, noterer Ombudsmanden, men peger også på, at der fortsat skal holdes øje med udviklingen på området Noget tyder på, at det kneb – i hvert fald i første halvdel af 2008. I juni 2008 gav den konstituerede leder på Tokanten således i en undersøgelse forvaltningen følgende ord med på vejen:
-Forvaltningen er nærmest ikke eksisterende. Jeg kan ikke sige, at vi har haft en god relation. Siden december (2007, red.), hvor jeg overtog, har de ikke ringet, andet end hvis det er akutsager: Ret det og det, skriv det og det – for dét kunne komme i pressen.
I samme undersøgelse kritiserer evaluatoren desuden, at der fortsat er mangler i niveauet for det faglige arbejde, og at det blandt andet skaber uklarhed om retningslinjerne for magtanvendelse.
Derfor vil Ombudsmanden gerne høre, hvad kommunen har gjort for at rette op på disse forhold, som altså har været kendt i et år, siden juni 2008.