icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Grønland

Bedre sent end aldrig

Godt der endelig sker noget for de udsatte børn. Det er også på høje tid, siger Pædagogernes fagforening i Grønland

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 20-2010 /

Flere gange har P.I.P. – pædagogernes fagforening i Grønland – truet det daværende grønlandske hjemmestyre med at gå til FN’s menneskerettighedsdomstol, fordi nogle børn blev omsorgssvigtet. Og en enkelt gang indbragte fagforeningen en sag om omsorgssvigt for domstolene. Så formanden Kaaliina Skifte er godt tilfreds med, at Selvstyret nu med planen ‘Tryg Barndom 2010’ har besluttet at gøre noget ekstra for at forbedre forholdene for børn og unge, ikke mindst de udsatte.

– Vi har råbt op om de her problemer i mere end 20 år. Men bedre sent end aldrig. Vi er glade  for, at der nu sker noget på området, og at FN’s Børnekonvention bliver taget alvorligt. Det er et stort skridt i den rigtige retning, siger Kaaliina Skifte.

Selvstyret har taget en del initiativer for at uddanne flere pædagoger. Blandt andet er der oprettet decentrale uddannelsessteder, og der bliver oprettet en ekstra klasse på pædagogseminariet. Kaaliina Skifte håber også, at der bliver oprettet en decentral uddannelse i Sydgrønland.

Men når det er sagt, så mener hun ikke, der burde være pædagogmangel i Grønland. 

– Det er et spørgsmål om at fastholde dem, der bliver uddannet, inden for området. Men de forsvinder over i mere vellønnede job, for eksempel til skoleområdet, siger hun.

P.I.P. har lige fra starten deltaget i forarbejderne til planen ‘Tryg Barndom 2010’ og fortsætter også i de forskellige arbejdsgrupper.

– Vi vil gerne samarbejde på det sociale område for at finde de bedste løsninger. Det har vi altid sagt, vi gerne ville, siger Kaaliina Skifte.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge