Børn uden struktur
De børn, der i dag kommer til Børnehjemmet Uummannaq er langt mere skadede end for bare 10 år siden, og det kan være svært at forklare politikerne, hvor meget støtte, der skal til, fortæller forstanderen
Hun er forstander på den formentlig nordligst liggende døgninstitution i verden, Børnehjemmet Uummannaq på den grønlandske vestkyst 600 km nord for polarcirklen. Da Ann Andreassen for 25 år siden kom til øen og fandt frem til børnehjemmet, regnede hun med, at det var for en kort bemærkning. Som nyuddannet pædagog ville hun bare se noget andet end Danmark. Men hun blev.
– Grønland er meget eksotisk. Det er lidt ligesom at komme til månen.
Børnehjemmet er normeret til 27 børn og der er 29 faste medarbejdere, hvoraf mange ligesom Ann Adreassen har været der i årevis. En nærmer sig 50 års jubilæum. Børnehjemmet har et godt ry blandt fagfolk, og det er en eftertragtet arbejdsplads med store faglige udfordringer i et miljø med mulighed for sparring, coaching og undervisning (læs mere i Socialpaedagogen nr. 26/2009).
Målgruppen er børn og unge fra 0 til 18 år. I øjeblikket er de anbragte børn og unge mellem 4 og 30 år, og fælles for dem er, at de er så ressourcekrævende, at de ikke kan være i plejefamilier. De fleste af dem kender ikke til at vokse op i et trygt og stabilt barndomsmiljø, hvor man kan være barn og udvikle sig som menneske. Tværtimod har de ofte skullet være ‘forældre’ for deres egne forældre. Det er børn uden struktur, grænser og rammer.
Ann Andreassen kan se, at de børn, der i dag bliver anbragt på børnehjemmet, er mere skadede end for bare 10 år siden, og det tager derfor længere tid at få dem på ret køl.
Unikke personer, individuel støtte
Hun beskriver det på denne måde:
– Forestil dig, at du har en bunke sand, som du hælder ned på jorden. Det vil flyde ud, og snart forsvinde, så du ikke kan bruge det til noget. Men hvis du bygger en kasse og hælder sandet deri, bliver det inden for rammerne. Nu er det dejligt at lege med, og du kan lade sandet løbe gennem fingrene.
– På samme måde skal vi hjælpe børnene med at opbygge rammer og strukturer, så de kan udvikle sig og lære at sætte deres egne grænser. Alle børnene er unikke personer, der skal have en individuel støtte, der passer til ham eller hende, siger hun.
Det kan tage flere år, før barnet har fået opbygget en struktur. Først skal børnene vænne sig til, at der bliver sat rammer op, vænne sig til at kunne slappe af og have tillid til de voksne. Nogle børn er så skadede, når de bliver anbragt, at de den første tid kommer på koloni og projekter væk fra børnehjemmet sammen med et par medarbejdere, før de kan klare at være i et miljø med andre børn.
– De skal lære at blive forankret i sig selv og have tillid til voksne. Lære at knytte bånd til andre mennesker, siger Ann Andreassen.
– Det svære er ofte at forklare politikerne, at selv om barnet klarer sig godt i for eksempel 10. klasse, så har det fortsat brug for støtte. Ligesom børn, der bor hjemme hos deres forældre. De her børn har endnu mere brug for, at vi støtter dem.