De mest udsatte skal med på vognen

• Email
• Print

Tilsammen har de 79 års erfaring med at arbejde med Grønlands udsatte børn og unge – og med de politiske og faglige forhold, det arbejde har haft. Så deres ord vejer en hel del – både når de uddeler roser til den nye socialminister og Selvstyrets nye kurs over for Grønlands børn, og når de peger på det, der indtil for nylig hed ‘store problemer’, men nu benævnes ‘store udfordringer’.

Torben Alne er 65 år og har arbejdet i Grønland i 37 af dem, heraf de 35 som forstander. Han var med til at starte døgninstitutionen Børnenes Hus i Nuuk, og har uafbrudt været med i alle årene. Og han har også – bortset fra en kortere pause – altid siddet med som fagforeningens repræsentant, når der skulle forhandles overenskomster.

Ann Andreassen er forstander på den formentlig nordligst liggende døgninstitution i verden, Børnehjemmet Uummannaq på den grønlandske vestkyst. Da hun for 25 år siden kom til øen og fandt frem til børnehjemmet, regnede hun med, at det var for en kort bemærkning. Som nyuddannet pædagog ville hun bare se noget andet end Danmark. Men hun har været der lige siden.

Klinisk psykolog Conni Gregersen har boet og arbejdet i knap 17 år med de mest udsatte børn og unge i Grønland. Først som psykolog i hjemmestyret, hvor hun blandt andet havde kontakten til  døgninstitutioner for anbragte børn og unge. Siden 2008 har hun haft selvstændig praksis i Nuuk.

Den lange erfaring har de altså til fælles – og de er også enige om at rose den nye socialminister og den ekstra indsats, der nu bliver gjort for at hjælpe de mest udsatte børn og unge i Grønland med planen ‘Tryg Barndom 2010’.

– Jeg oplever virkelig, hun vil gøre en forskel. Og jo mere fokus, der er på at give alle børn en tryg barndom, jo bedre. Børn, der mistrives, er vores store problem, så vi er nødt til at have ekstra midler til at gøre noget. Hvis vi kun snakker, sker der ingenting, siger Torben Alne.

Conni Gregersen er enig og peger på, at mange grønlandske børn mistrives i en grad, som man ikke tidligere har set. Og det kræver et højt fagligt niveau, hvis indsatsen skal batte noget:

– Fagligheden i det pædagogiske arbejde er kernen, hvis det skal lykkes at rette op på børnene, mener Conni Gregersen.

Ud i alle kroge

Ann Andreassen og Conni Gregersen opfordrer begge til, at der virkelig bliver taget fat om de helt grundlæggende problemer – de helt basale forhold, der skal til for at understøtte en familie.

– Samfundet skal være forpligtet til at give tilbud om for eksempel jordemoder, sundhedsplejerske, vuggestuer, dagplejer, aktivitetsrum for unge og så videre. Tilbuddene skal ikke kun rettes mod de sårbare familier, men skal også være til de almindelige familier, så de har mulighed for at dygtiggøre sig, siger Ann Andreassen.

– Det er meget farligere end alt muligt andet, når et barn bliver mishandlet og ikke har det godt. Som ung kan barnet risikere at skade både sig selv og ofte også andre. Det skal man virkelig tage alvorligt, siger hun.

Conni Gregersen er enig, og ifølge hende skal hjælpen helt ud i alle kroge af samfundet – ud i de mindste bygder og mindste byer. Man skal  passe på ikke kun at tænke i storbyer og i at sætte nye projekter i gang.

– Man skal tilføre energi til lokalsamfundene, fordi det er her – i skolen, hos politiet og hos sundhedsvæsenet – at der virkelig bliver arbejdet. Og her er problemet ofte, at de hver især kun har to hænder, og det er for lidt til at løse opgaven, siger Conni Gregersen.

Det er godt, at planen ‘Tryg Barndom 2010’ vil skrive børnenes retssikkerhed ind i den grønlandske lovgivning, og at Selvstyret også vil gøre en del for at ændre på samfundsholdninger, så alle i samfundet – både erhvervsliv, kommuner, institutioner og private – tager et fælles socialt ansvar og hjælper udsatte, mener hun og peger på de store ændringer, der er sket i det grønlandske samfund, som en hovedårsag til stigningen i antallet af udsatte børn og unge.

Husk de allersvageste

Og så løfter hun pegefingeren: For man skal også huske på at tilrettelægge tilbud, som er målrettet de allersvageste. De vil sjældent få gavn af for eksempel aktivitetssteder, selv om de er rettet mod udsatte børn og unge, simpelthen fordi de er for svage til at bruge tilbuddet.

– Hvis ikke de mest udsatte kommer med på vognen, så nytter det ikke så meget, for udadreagerende unge udgør en stor trussel for hele samfundet, siger hun.

– Der er tale om meget udsatte børn og unge, der er vokset op uden den helt basale omsorg, som er nødvendig for, at et barn kan opbygge sin egen personlighed. Det kræver stor faglighed at nå den gruppe, og det tager lang tid at få børnene på fode og ind i samfundet, siger Conni Gregersen.

Det er en meget langsommelig proces at få alle med, og det kan være svært at skabe forståelse for, at der ikke findes hurtige og nemme løsninger.

– Hvis det skal lykkes at skabe en holdningsændring hos alle i samfundet må man tage sig tid til at strikke sokker til hver enkelt fod, siger Conni Gregersen

Lønnen halter

Men – for der er ikke bare ét, men flere store men’er – der er nogle alvorlige problemer at kæmpe med, der ikke handler om den socialpædagogiske hverdag og praksis, men om rammerne for den. Og de er ikke i orden – så langt fra endda.

Især to problemer går igen, når de tre erfarne socialarbejdere beskriver, hvad der skal til for at få indsatsen over for de udsatte børn til at hænge bedre sammen: Arbejdsforholdene og manglen på uddannet personale.

Og de to ting hænger – ikke overraskende – nøje sammen.

Torben Alne, der altså har siddet med ved forhandlingsbordet ved mange overenskomstforhandlinger, konstaterer, at lønnen på det socialpædagogiske felt halter ganske alvorligt:

– Selv om vi havde et historisk godt overenskomstresultat sidst, er det fortsat sådan, at en nyuddannet socialpædagog får omkring 18.000 kroner om måneden – og det er også under grønlandske forhold en lav løn. Pædagogerne får kun syv procent i pension. Til sammenligning får eksempelvis lærerne 15 procent, siger han.

Der kan drages endnu flere sammenligninger på utilfredsstillende lønforhold for pædagogerne. Vi nøjes med et enkelt: En ufaglært vikar, der har en vagtplan som en pædagog, tjener mere, fordi den ufaglærte får ekstra betaling om natten. Det gør en pædagog ikke.

– Så selv hvis vi hver gang får et historisk godt resultat, så sker der alligevel det, at de andre områder løber fra os, også dem, der har en sammenlignelig uddannelse, siger Torben Alne.

Åndehuller, tak

Det skal også nævnes, at den overenskomst, som blev indgået for to år siden, endnu ikke er trådt i kraft. Medarbejderne kæmper en hård kamp med arbejdsgiverne, det vil sige Selvstyret, for at få dem til at betale det, der er aftalt i overenskomsten. For eksempel at de for hver otte timers nattevagt skal have en times afspadsering.

Og sådanne arbejdsforhold og mangel på anerkendelse slider, bemærker Ann Andreassen. Derfor er det afgørende at puste noget opmuntring ind i hverdagen:

– Det vigtigste er, at der bliver tilført energi til de mennesker, der slider i hverdagen, for det er  hårdt arbejde. Det er skæve arbejdstider, man bruger sig selv som redskab og ofte er der for få hænder til opgaven.

– Der skal være tid til at få grunduddannelse og efteruddannelse. Åndehuller, hvor der bliver fyldt på fagligt, for man skal have megen viden og uddannelse for at kunne arbejde helt konkret.

Hun taler af egen erfaring. I en alder af 50 år, og med en baggrund som både pædagog og terapeut, efteruddanner hun sig løbende. 

– Jeg lærer stadig meget, som hun konstaterer. Conni Gregersen peger på, at den manglende uddannelse også gør arbejdet ekstra hårdt:

– Når man som personale mangler den fornødne uddannelse, skal man bruge ekstra mange kræfter på at løse opgaverne. De ansatte yder en enestående indsats, men det slider, siger hun.

Skal det derfor lykkes at gennemføre den holdningsændring, som Selvstyret lægger op til, skal hjælpen helt ud i lokalsamfundene, mener Conni Gregersen.

– Man skal have blik for, hvordan en ændret holdning kan give ændret adfærd i små samfund, der ofte er lukkede og temmelig rigide over for forandringer. Det kræver stor energi at ændre noget, siger hun.

Belastning for de uddannede

Men en ting er, at det uddannede personale ikke er opkvalificeret nok. Noget andet er, at der slet ikke er nok uddannede socialpædagoger til at klare arbejdet, og hvis medarbejderne ikke har den faglige viden til at håndtere situationen, kan en indsats forværre tingene, fortæller Torben Alne.

Det problem nikker Ann Andreassen genkendende til:

– Arbejdet med udsatte børn og unge kræver stor forståelse og rummelighed. Det er ofte voldsomme ting, som børnene har været igennem, og derfor er det vigtigt, at medarbejderne har de faglige redskaber, der skal til, for at støtte barnet, siger Ann Andreassen.

Og manglen på uddannet personale kan være en stor belastning for de uddannede, der nu er:

– Hvis der for eksempel på en institution kun er én uddannet og fem uuddannede, siger det sig selv, at der bliver trukket urimeligt hårde veksler på den uddannede, påpeger Torben Alne. 

De forsvinder

Der bliver ofte diskuteret, om der bliver uddannet socialpædagoger nok, og det spørgsmål kan selvfølgelig diskuteres, mener Torben Alne. Men det er hans umiddelbare vurdering, at der uddannes nok til at dække behovet.

– Problemet er derimod, at mange forlader faget, blandt andet på grund af lav løn og for  store arbejdsbyrder. De forsvinder så over i mere lukrative fag, fortæller han.

På hans egen institution har de været rimeligt heldige med at have en stabil og velkvalificeret gruppe, men der bliver også brugt rigtig mange ressourcer på at opkvalificere medarbejderne, både de uddannede og de uuddannede. Således er altid mindst én medarbejder i gang med et efteruddannelsesforløb.

– Vi er normeret til 21 socialpædagoger og har ansat 18. De resterende tre er uuddannede vikarer. Vi er godt kørende i øjeblikket i forhold til de fleste andre, siger han.

– Arbejdet er hårdt både psykisk og fysisk og det giver en del gennemtræk. Men vi er alligevel privilegerede, fordi vi kan få det antal medarbejdere, vi har brug for, siger Torben Alne.