Ingen steder at bo
Lave lønninger og mangel på boliger gør det svært at holde på det uddannede personale, siger forstander gennem 35 år i Børnenes Hus i Nuuk
Det er et godt initiativ, Grønlands Selvstyre har taget med planen ‘Tryg Barndom 2010’: Jo mere fokus, der er på at give alle børn en tryg barndom, jo bedre. Børn, der mistrives, er vores store problem, så vi er nødt til at have ekstra midler til at gøre noget. Hvis vi kun snakker, sker der ingenting.
Ordene kommer fra socialpædagog og forstander i Børnenes Hus (Meeqqat Illuat) Torben Alne.
Børnenes Hus er en døgninstitution for de allermest udsatte børn. Dem, som ikke kan være i enten familiepleje eller på andre døgninstitu tioner. Børnenes Hus kan have børnene, indtil de er 14 år. Så skal de videre. Er de hjemlige forhold i orden, kommer de hjem, men mange af dem skal videre til et andet tilbud. Og det bliver så ofte Børnehjemmet Uummanannaq (se interviewet med forstander Ann Andreassen ved siden af).
– Forstanderen der kan noget helt specielt med især de unge piger, lyder Torben Alnes anerkendende ord.
Og det helt specielle er der hårdt brug for, hvis de meget omsorgssvigtede børn skal klare sig, siger han.
Socialministerens gode plan og intentioner kan ikke stå alene. Andre steder i samfundet skal der også arbejdes for børnene, mener Torben Alne, og han peger på tre væsentlige områder: Lønningerne er for lave, der er mangel på uddannede socialpædagoger og en stor mangel på boliger.
Uddannelse og udvikling
Lønningerne og manglen på uddannede socialpædagoger debatteres i en anden artikel i dette blad – men Torben Alne peger altså også på boligmanglen som noget af det, der skaber det store gennemtræk af pædagoger. Især i Nuuk, men også i de andre større byer er det umuligt at få en bolig.
Reglerne i Grønland er sådan, at når man har fået et job, stiller Selvstyret også en tjenestebolig til rådighed. Det er den eneste måde, man kan få en bolig på, medmindre man selv har økonomi til at købe et hus.
Det har skabt problemer: Selvstyret har vedtaget et generelt ansættelsesstop i alle offentlige institutioner, netop fordi man ikke kunne skaffe boliger.
Men selv om Selvstyret – takket være en stærk socialminister – har friholdt døgninstitutionsområdet, så man her kan søge om at få dispensation for ansættelsestoppet, så er boligproblemet kæmpestort, fortæller Torben Alne.
– Det kan tage helt op til to år, før man får noget acceptabelt at bo i. Medarbejdere får derfor tilbudt en midlertidig bolig. Men forestil dig, at man for eksempel skal dele en lejlighed med fire andre. Eller forestil dig, at man skal bo på et værelse på institutionen, hvor man arbejder, mens man venter på en ledig, permanent bolig, siger Torben Alne.
– Det er der ingen voksne mennesker, der i længden har lyst til. Så mange af dem, vi for eksempel køber op fra Danmark – det er omkring 30 procent af alle pædagoger – bliver trætte af at vente på en bolig og tager tilbage igen. Og de grønlandske medarbejdere rejser også, når de ikke får en acceptabel bolig, fortæller han.