Denne gamle talemåde, synes jeg, dækker formidabelt over, hvilken situation, man som pædagogstuderende står i. Ikke forstået på den måde, at vi er et irriterende insekt, men snarere at vi er fanget mellem to parter, som kan afgøre vores skæbne, og det kan virke som om, at vi er hjælpeløse i denne situation.
De to ‘negle’, vi er fanget mellem, er Overenskomsten og Bekendtgørelsen. Jeg vil i dette korte indspark forsøge at forklare, hvilke konsekvenser dette har, og forsøge at gøre disse to ekstremt kedelige størrelser relevante.
De lønnede praktikker er desværre en realitet på vores uddannelse. En af konsekvenser af den lønnede praktik er at finde ud af, hvilken rolle vi skal træde ind i? Er vi i det halve år arbejdskraft eller studerer vi praksis? Og hvem har egentlig ansvaret for at sikre kvaliteten af praktikforløbet? Det er netop i forhold til dette spørgsmål, vi bliver fanget mellem ‘neglene’. På den ene side har vi lovgivningen, som definerer uddannelsens indhold, og på den anden side aftalen mellem fagforeningerne og arbejdsgiverne, som definerer arbejdets karakter og vilkår.
Begge har ansvaret for vores praktik. Dette burde være en glædelig situation: at vi på flere forskellige platforme kan forbedre vores situation. Men er det det?
Badeboldsargumenter
I ledelsessprog plejer man at sige, at delt ansvar er intet ansvar. Dette er jeg ikke nødvendigvis enig i, men det kan dog have sin rigtighed i netop dette tilfælde. Vi har i snart 20 år oplevet, at de problemstillinger, vi i PLS har rejst over for ministeriet og de pædagogiske fagforeninger, er blevet ignoreret med henvisning til, at det lå på de andres bord: ‘Vi kan godt se, at det er et problem, men det kræver en ændring i bekendtgørelsen’. Eller: ‘Dette betragter vi som en arbejdsmæssig problematik, som bør afgøres af arbejdsmarkedets parter’.
Det er den slags standardsvar, vi mødes med, og det er, hvad jeg har døbt ‘badeboldsargumenter’. Nogle gange føles det, som om de betragter os, de pædagogstuderende, som en ligegyldig badebold, der blot skal holdes i luften så længe som muligt. Vi bliver slået frem og tilbage.
Praktikken er ikke en parentes
Den ovenstående kritik kan virke hård, men er mest af alt ment som et kærligt cirkelspark til de pædagogiske fagforeninger, som netop nu er i gang med overenskomstforhandlingerne.
Vores praktikperioder er for vigtig en del af pædagoguddannelsen til, at man blot kan undlade at forbedre den. Og plads til forbedring er der ved gud masser af.
Praktikken er den særlige periode, hvor unyttige teorier lært på skolebænken pludselig kan omsættes til praksis. Det er her, vi har mulighed for at studere, observere og agere inden for det pædagogiske arbejdsfelt.
Lad os dog ikke lade denne oplevelse blive skæmmet af usikre økonomiske forhold, men gøre praktikken til det rum for læring, den fortjener.
Deltag i debatten
|