Ja, vi taler åbent om forbudte følelser
I sidste nummer af Socialpædagogen fortalte medarbejdere på botilbudet Østerled, hvordan de i en stræben efter at blive bedre pædagoger på den attraktive arbejdsplads også taler åbent om tabuer som for eksempel misundelse. Det satte gang i en heftig debat på Facebook
Misundelse er en grim ting… Og i dette tilfælde er der slet ingen undskyldning. Sådan lyder et af de mere kontante indlæg i Socialpædagogens Facebook-debat, der bærer overskriften: ‘Hvordan bør man tackle misundelse på arbejdspladsen?’
I sidste nummer af Socialpædagogen fortalte medarbejdere på botilbudet Østerled i Charlottenlund, hvordan de i forbindelse med et stort projekt om medejerskab blandt meget andet har arbejdet med åbenhed og dialog. Et konkret eksempel var dengang en beboer for anden gang valgte den samme medarbejder til at tage med på en ferie, som beboeren selv betalte – og medarbejderne efterfølgende åbent talte om de grimme følelser, det kunne give i maven, når én medarbejder på den måde fik mulighed for at tjene ekstra penge, og samtidig var blevet foretrukket igen.
I Facebook-debatten giver flere debattører udtryk for, at den følelse er for ringe. ‘Find et andet job’, ‘skam jer’ og ‘tag en tudekiks’, står der blandt andet.
Modigt og professionelt
Men medarbejderne på Østerled har på ingen måde grund til at skamme sig, mener forstander Sofia Holch og socialpædagog Lisa Skov. Tværtimod anser de det som flot og professionelt, at medarbejderne netop har mod til også at sætte ord på grimme og svære følelser.
– Her gør vi en dyd ud af at skabe et arbejdsmiljø, hvor vi har lov til at sige tingene højt
– også når vi dummer os eller føler de uhensigtsmæssige følelser. Der er ikke nogen af os, der er i tvivl om, at det som pædagog er fuldstændig uacceptabelt at handle ud fra en følelse som misundelse, men ikke desto mindre er misundelse, jalousi og andre tabuer en del af livet.
I vores øjne er det virkelig positivt, at vi i særlige, kontrollerede fora kan tale om de mennesker, vi grundlæggende er… Og sætte ord på, at vi ikke altid er de perfekte arbejdsmennesker, som har styr på alting. Det vigtigste redskab, vi bruger som pædagoger, er jo netop os selv. Og hvis vi ikke løbende reflekterer og bearbejder det grundlag, som vores meninger og holdninger udspringer fra, risikerer vi at den enkelte i alenesituationer handler uhensigtsmæssigt i relationen med borgeren, siger Sofia Holch.
Det sidste halvandet år har der stået ‘Trivselsrunde’ på dagsordenen til de ugentlige personalemøder på Østerled. Her har medarbejderne været samlet i teams og på skift fortalt hinanden, hvordan de egentlig går og har det.
– Og her er der ofte kommet personlige emner op. Det kan for eksempel være, at en medarbejder fortæller de andre, at han eller hun er lidt stresset i privatlivet. Det kan også være tabuer som en mandlig pædagog, der fortæller, at det kan være en udfordring at skulle vaske en kvindelig beboer på intime steder, siger Sofia Holch, der samtidig understreger, at emner fra den private sfære kun bliver diskuteret, når det kan få relation til arbejdslivet.
Svesken på disken
Det var under en sådan trivselsrunde, at følelserne omkring beboerferierne blev luftet.
– Og faktisk var der ikke nogen, der direkte brugte ordet misundelse. Der blev mere talt om en grim følelse i maven, eller blandede følelser i maven, fortæller socialpædagog Lisa Skov.
Når hun i forbindelse med interviewet til det sidste nummer af Socialpædagogen netop brugte eksemplet med misundelse, er det fordi, det i hendes øjne viser den store tillid og ærlighed mellem medarbejderne – ikke fordi det var det store diskussionsemne.
– I trivselsrunden var der en, der meldte ud og fortalte om de her følelser i maven, og så var der andre, der sagde, at ja, det kunne de godt genkende. Og så talte vi åbent om det, og fik følelserne lukket ned. Det var aldrig til diskussion om beboeren skulle have sin selvbestemmelse eller ej, fortæller Lisa Skov, der er sikker på, at der kom noget godt og konstruktivt ud af samtalen:
– Bagefter var følelserne faktisk ikke-eksisterende. Hvis vi ikke havde talt om dem, kunne de måske ubevidst være kommet til at spille en rolle. Men nu kom ‘svesken på disken’, og så var den faktisk ikke længere.
Undgå ‘fernispædagoger’
Sofia Holch lægger vægt på, at det kræver lang tid og stor tillid, før en personalegruppe kan tale om forbudte følelser på en konstruktiv måde.
– Det er utrolig vigtigt, at der ikke er nogen, der med det samme sætter sig dømmende og for eksempel siger: ‘Tænk, at du kan få det ud af din mund! Du er en dårlig pædagog’. Vi har bevidst arbejdet på at nå hertil, og for eksempel brugt to personaledage på at gøre det legitimt at sige: ‘Jeg har lavet en fejl. Jeg må erkende, at lige i denne situation gjorde jeg ikke det rigtige’. Det giver en fantastisk tryghed, at man kan tale om det, for noget af det værste er det, jeg kalder fernispædagoger: Pædagoger, som på overfladen ser ud som om, de har styr på alt, samtidig med at der lurer en helt masse bag facaden, siger hun.
Lisa Skov og Sofia Holch er enige om, at åbenheden og refleksionerne gør medarbejderne på Østerled til bedre pædagoger:
– Jo mere bevidste og reflekterede vi er om os selv, jo bedre kan vi også håndtere det arbejde, vi er sat til at udføre, siger Sofia Holch, der suppleres af Lisa Skov:
– Og jo bedre bliver vi til at parkere det, der skal parkeres.
Læs mere om medarbejderskabsprojektet i artiklen ‘Kodeord: Frihed og ansvar’ i Socialpædagogen nummer 19/2010
Diskuter dilemmaet på facebook: Kan og bør man tale om forbudte følelser på arbejdspladsen? Deltag i debatten på facebook / se www.sl.dk/facebook |