En verden til forskel
Den globale finanskrise handler ikke kun om bankpakker og aktiekurser – krisen rammer i høj grad de handicappede og udsatte grupper: I den vestlige verden som nedskæringer og stram økonomi på det sociale område – i den tredje verden som tilbageslag i kampen mod den fattigdom, som rammer 80 procent af alle handicappede
Vi starter denne artikel med intet mindre end et salmecitat: ‘Sorrig og glæde, de vandre til hobe’. Sådan skrev Thomas Kingo tilbage i 1681, og sådan må det også være, når socialpædagoger verden over lørdag den 2. oktober kan fejre den internationale dag for deres fag og arbejde. For der er både noget at glæde sig over og noget, der maner til eftertanke:
For mens faget vinder frem, og anerkendelsen af den pædagogiske tankegang i forhold til de udsatte grupper vokser, så er der et massivt pres på den socialpolitik, der skaber rammerne for arbejdet.
Her til lands handler det om et uskønt miks af skattestop og finanskrise, der fører til dårlige normeringer, ansættelsesstop og faglige forringelser – det hele aktualiseret ved forhandlingerne om de kommunale budgetter.
Internationalt set lægger eftervirkningerne af den globale finanskrise, der ramte kloden i 2008, et tungt pres på de i forvejen skrøbelige strukturer, der i bedste fald har beskyttet handicappede og marginaliserede grupper i den fattige del af verden. FN anslår, at 80 procent af alle handicappede i udviklingslandene lever i absolut fattigdom, og at 20 procent af alle verdens fattige er handicappede.
Global mangel på overblik
Så krisen er global, men har vidt forskellige udtryk:
Hvor vi i Danmark kan regne de kommunale besparelser ud, lave statistik over anbringelser og registrere, når en kommune fifler med støttetimerne til en udviklingshæmmet medborger, så er det stort set umuligt at skaffe sig et globalt overblik over finanskrisens følgevirkninger for de 10 procent af verdens befolkning, der lever med et handicap, og de millioner derudover, der er udstødte eller marginaliserede.
Det skyldes to ting:
For det første: Der mangler ganske enkelt statistik og forskning på området. Det er helt umuligt at sammentælle eller -ligne forholdene for udviklingshæmmede i for eksempel Norge og Nepal.
For det andet – og det hænger tæt sammen med ovenstående – så er der himmelvid forskel på socialpolitikken og opfattelsen af sociale problemer: Der er meget langt fra den nordiske model og de tilhørende ressourcer i for eksempel indsatsen for udviklingshæmmede til det, man kan tilbyde i Tunesien eller Bangladesh.
I de rige lande handler det om velfærds- og fordelingspolitik – i de fattige om basal fattigdomsbekæmpelse. Der er en verden til forskel.
Hårde odds
Netop fattigdomsbekæmpelsen var i fokus på FN-topmødet i slutningen af september. Mødet gjorde status over arbejdet med de såkaldte 2015-mål – otte målsætninger, der ud over bekæmpelse af fattigdom og sult, blandt andet også handler om at sikre en grunduddannelse til alle, fremme ligestilling, reducere børne- og mødredødeligheden og livstruende sygdomme og skabe en bæredygtig udvikling.
Målene, der altså skal være indfriet i 2015, blev sat på et FN-topmøde i 2000 og kaldes derfor også Millennium Developement Goals, forkortet MDG.
Trods lyspunkter og den gode vilje er der dog en lang række sorte pletter og kendsgerninger, der trækker ambitionerne nedad. Her blot et par eksempler:
Den samlede globale bistand til de fattige lande var i 2009 120 milliarder dollars. Året før udgjorde den samlede landbrugsstøtte i de rige lande 376 milliarder dollars – altså mere end tre gange så meget.
Netop landbrugsproduktionen er en af de fattige landes veje ind på de internationale markeds pladser, men de rige lande har trods løfter om det modsatte ikke åbnet for de fattige landes varer.
For eksempel genindførte EU-Kommissionen sidste år støtten til eksport af mejeriprodukter som ost, smør og mælkepulver. Og i alt 30 lande i den rige verden har, siden finanskrisen startede, etableret nye toldmure og andre begrænsninger for de fattige landes handelsmuligheder.
Når det handler om sundhed og den basale adgang til medicin står det også skidt til: I 2008 betalte en kronisk syg i et udviklingsland mellem tre og seks gange så meget for medicin som den internationale vejledende pris. Det betyder, at en stor del af verdens fattige ikke kan købe den medicin, de har brug for – og det forværrer selvfølgelig deres situation yderligere.
Kære politiker… I anledning af den internationale dag for socialpædagoger har forbundsformand Kirsten Nissen og kredsformændene skrevet et brev om det socialpædagogiske arbejde og dets vilkår. Kredsformændenes breve er sendt til lokale politikere, mens Kirsten Nissens brev er sendt til socialminister Benedikte Kiær (K), og forbundsformanden skriver blandt andet, at ’det er blevet sværere at være socialpædagog. Kommunerne er pålagt nulvækst, og det kan både ses og mærkes på det socialpædagogiske arbejdsområde’. Download brevet på www.sl.dk |
De svageste svigtes
Et af de helt konkrete tegn på tilbageslaget i arbejdet blandt de fattige og udstødte er de problemer, som mange NGO’er er løbet ind i, fordi de efter krisens udbrud har mistet støtte fra de rige lande.
Det er for eksempel tilfældet i Brasilien, fortæller Ney Moraes, bestyrelsesmedlem i AIEJI, den internationale organisation for socialpædagoger.
– Vi har set en række eksempler på, at NGO’er har måtte drosle ned på deres aktiviteter – de har måttet fyre ansatte eller skære ned i deres aktiviteter, fordi de ganske enkelt ikke får de penge fra de rige lande, de har fået før, fortæller han og peger også på, at ændrede handelsmønstre har påvirket både landbrugs- og industriproduktionen.
Ney Moraes’ observationer går igen i en række af de rapporter, der blev fremlagt op til det nylige FN-topmøde: Den helt nære indsats har mange steder tabt pusten.
Og samlet set er det da også de i forvejen mest udsatte grupper, der halter efter, når det handler om at nå 2015-målene, viser årets statusrapport fra FN’s Udviklingsprogram (UNDP).
Rapporten belyser, hvordan børne- og mødredødeligheden er reduceret, at flere børn nu begynder i skole, og at kampen imod sygdomme som malaria, tuberkulose og hiv/aids giver resultater.
Samtidig understreger rapporten dog, at fremskridtene slet ikke sker hurtigt nok, og at den økonomiske afmatning, krisen har medført, truer med at underminere de resultater, der er opnået.
Og så viser den, at de fattigste ikke altid får gavn af fremskridtene. For eksempel går udviklingen for de udsatte grupper i de fattige lande: kvinder og piger, handicappede og minoritetsgrupper alt for langsomt.
Således anslår UNESCO, FN’s uddannelsesorganisation, i en anden rapport, at hele 90 procent af de handicappede børn i udviklingslandene ingen skolegang har overhovedet.
Indenfor, udenfor og helt udenfor
Der er altså indikationer nok, men det kniber gevaldigt med at etablere et reelt overordnet billede af, hvordan de udsatte grupper er påvirket af den finansielle krise.
En af dem, der alligevel prøver at skabe sig et overblik, er Barbara Murray. Hun er ekspert i handicappedes position på arbejdsmarkedet og analytiker i ILO, den internationale arbejdsorganisation under FN:
– Men det er et stort problem, at der er så få pålidelige globale data om, hvordan krisen har påvirket de handicappedes forhold. Det er kun i visse lande, disse oplysninger er tilgængelige, konstaterer Barbara Murray.
Når det handler om den vestlige verden, er der modsatrettede tendenser: Mens det i lande som Japan, Australien og USA går den forkerte vej, har Canada trods krisen drastisk øget antallet af handicappede på arbejdsmarkedet.
Men en ting er den vestlige verden – i de fattige lande, der ikke har nogen form for socialt sikkerhedsnet, er situationen langt værre:
– Her har de handicappede i forvejen lavtlønsjob – de er i sandhed ‘the working poor’, siger Barbara Murray.
Hun understreger også, at der – trods FN’s handicapkonvention – er meget langt fra den inkluderende politik i de skandinaviske velfærdsstater til situationen på arbejdsmarkedet i udviklingslandene:
Det er mennesker med fysiske handicap og med hørehandicap, der klarer sig bedst, mens synshandicappede generelt har en højere ledighed. Og udviklingshæmmede og psykisk syge – som der i de nordiske velfærdsstater gøres stadig mere for at inkludere også i arbejdslivet – de står de allerfleste steder helt uden for arbejdsmarkedet.
De otte 2015-mål Millennium Development Goals eller MDG – sådan lyder engelske betegnelse for de otte, ambitiøse mål, der blev sat på et FN-topmøde i 2000. Målene er otte målbare og tidsbundne mål, som blandt andet fokuserer på at mindske fattigdom og sult, børne- og mødredødelighed, smitsomme sygdomme og at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder, samt bidrage til en miljømæssig bæredygtig udvikling. Målene, der bygger på Millenniumdeklarationen og som alle verdens ledere har underskrevet, skal være nået i år 2015. Læs mere om 2015-målene på www.una.dk |