Af Janne Jakobsen og Peter Scharff Smith
Det kommer næppe bag på nogen af dette blads læsere, at børn, hvis far eller mor ryger i fængsel, rammes endog meget hårdt. De mister kontakten, de bærer på skammen, og forskning viser, at børnene ikke bare påvirkes i nuet, men at det får konsekvenser for deres fremtidige liv. Og der er konstant 4.000 børn i Danmark, der har en forælder i fængsel. I denne bog, der både er en undervisnings- og informationsbog, bliver der sat ord på dels nogle konkrete børns beretninger, dels på en række anbefalinger til, hvordan man kan arbejde med og støtte de børn, der oplever denne form for tab. Hvordan varetager man bedst deres interesse i situationer som anholdelsen, besøg i fængslet og ikke mindst hverdagen. Bogen belyser også, hvordan de pårørende – både den indsatte og den øvrige familie – kan støtte barnet for eksempel i forhold til skolen, børnehaven og kammeraterne. Forfatterne er ansat på Institut for Menneskerettigheder, og udgav sidste år bogen ‘Når straffen rammer uskyldige – børn af fængslede i Danmark’. Bogen tager afsæt i et forskningsprojekt om børn af fængslede, som er lavet på forfatternes arbejdsplads, og de forslag til god praksis, der indgår i bogen, er udarbejdet i samråd med dels en række fagfolk, der alle har arbejdet med området i praksis, dels med relevante uddannelsesinstitutioner.
Udkommet på forlaget Samfundslitteratur. 127 sider, 199 kr.