Redigeret af Alette Kaaber m. fl .
‘Jeg havde intet håb om at mit liv kunne forandre sig – det har jeg nu. Jeg har fået tro på, at jeg kan andet end at drikke kaffe’. Sådan siger en af de psykiatribrugere, der har benyttet de værktøjer, der præsenteres i denne bog. Bogen henvender sig til mennesker med alle slags psykiske problemer og anviser veje, der kan hjælpe i processen med at komme sig. Bogens første kapitel fortæller om grundlaget og værdierne bag værktøjet – de følgende indeholder praktiske øvelser og redskaber. Bogudgivelsen er resultatet af et projekt, hvor brugere og professionelle fra social- og behandlingspsykiatrien i Lyngby-Taarbæk Kommune sammen har afprøvet og udviklet værktøjer til recovery-orienteret arbejde. Forstander Jørn Eriksen siger: ‘Det er i dag almindelig viden, at mennesker med alvorlige psykiske problemer kan komme sig. På Slotsvænget arbejder vi med at finde måder, vi kan hjælpe den proces fremad på, så mennesker med alvorlige psykiske problemer kan finde deres egne veje til det liv, de ønsker. Den nye arbejdsbog bliver et vigtigt redskab for os, og vi håber, at andre også vil få glæde af den.’
Udgivet af Projekt STYR LIVET ved Slotsvænget, Lyngby-Taarbæk Kommune, 139 sider, 250 kroner med rabat ved køb af flere bøger.