Af Mogens Nygaard Christoffersen (m.fl.)
Visse faktorer øger risikoen for unges kriminalitet, kan man læse i denne rapport fra SFI – det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Børn og unge, der begår kriminalitet, har for eksempel ofte været udsat for mishandling i hjemmet, har forældre med misbrug eller har skiftet skole mange gange.
Rapporten beskriver de faktorer, som forhøjer risikoen for kriminel adfærd.
Servicestyrelsen skal udvikle redskaber, som tidligt kan identificere de børn og unge, som er kriminelle eller kriminalitetstruede. Og SFI-rapporten er et led i det arbejde. Udover at barnets opvækst med forældrene har stor betydning for en eventuel senere kriminel karriere, så peger forskerne også på, at en god forebyggelse i hjemmet kan forhindre kriminalitet hos børnene. Således har forældretræning og hyppige besøg af sundhedsplejerske i barnets første år en stor betydning. Det er også beskyttende i sig selv, at forældrene har en uddannelse og er i arbejde. Men rapporten viser også, at en stor andel af børn og unge, som har en risikoprofil, alligevel ikke bliver kriminelle.
Udkommet på SFI. 207 sider. 200 kr. Købes eller downloades på www.sfi.dk