Sammen er vi stærke. Det er knap fire ugers kamp for at bevare Chr. IX’s Børnehjem i Aarhus et godt eksempel på.
Opsigelsen af driftsoverenskomsten for Chr. IX’s Børnehjem var socialforvaltningens indstilling til byrådet, som et led i de besparelser, der skulle vedtages på byrådsmøde den 13. november 2011.
Vi gik straks i gang med at skrive læserbreve, breve til socialudvalget, direkte henvendelser til enkelte politikere, åbne breve til alle politikkerne i byrådet, mødte frem for økonomiudvalget, afholdt debatmøde osv. Vi fik derudover støtte fra tidligere adoptivforældre, tidligere forstandere for børnehjemmet, ‘gamle’ børn, der selv har boet på børnehjemmet og en meget positiv respons fra ganske ‘almindelige’ borgere i Aarhus.
Alt med afsæt i saglige og faglige argumenter for, at Aarhus ikke kan undvære et Kong Chr. IX’s Børnehjem med dets ekspertise indenfor akutanbringelser og udredninger af de udsatte børn og familier.
Det har været op ad bakke og indimellem svært at tro på, at vi kunne forandre noget, da et flertal i byrådet undervejs havde tilkendegivet, at de støttede forslaget om at opsige driftsoverenskomsten og dermed lukke børnehjemmet. Og så i 11. time, en time før byrådsmødet, blev der udsendt en pressemeddelelse om, at der var fundet 8 millioner, der de næste to år kunne bruges til at videreføre børnehjemmet i en eller anden form.
Driftsoverenskomsten opsiges, men som Hans Halvorsen, rådmand, udtalte efterfølgende: ‘Vi har fundet midler, så vi stadig kan bruge børnehjemmet og samtidig udvikle fleksible, fremtidssikrede tilbud til børnene i regi af både institutioner og plejefamilier’. Det må tages som et udtryk for, at vi i fremtiden, i et samarbejde, kan udvikle og løse de opgaver, der sikrer de udsatte børn og familier i Aarhus det bedste tilbud.
Tendensen i Aarhus, og også landspolitisk, har længe været at spare på de dyre institutionsanbringelser og i stedet prioritere familieplejeanbringelser. Det har resulteret i flere lukninger af kompetente døgninstitutioner, en beslutning man ikke ‘bare’ kan lave om igen. Vi ville ikke være endnu én i den række.
Det kan nytte at kæmpe, og meget kan lykkes, når vi står sammen. Lige nu er jeg ekstra stolt af at være socialpædagog.