Jeg er familieplejer og jeg er lige kommet hjem fra årets sidste cafemøde i min SL-kreds, Midtsjælland.
Vi havde nogle dejlig timer – vores styregruppe havde valgt at spendere ‘brunch’ på os. Vi, den trofaste garde, der møder hver gang, der er cafemøde, når vi har mulighed for det.
Mange tak til styregruppen, der samler trådene og holder os opdaterede med, hvad der sker af interesse i Socialpædagogerne.
Vi har været sammen mange gange, og her kan vi vende de store og små problemer, vi har som familieplejere. Nogle gange afholdes der temadag, hvor en foredragsholder er inviteret – altid noget der relaterer til vores job.
Vi havde i dag en lille julequiz: Hvor mange familieplejere er der i vores kreds? Svaret er 300.
På vejen hjem kom tankerne – hvorfor ser vi så få til vores cafemøder? Vi er alle i samme båd, skal havde børnene op og i skole om morgenen. Der kan være ræs på, morgenen kan gå i koks, men kommer du først af sted, begynder du at glæde dig.
Du får altid noget med hjem, du lærer nye mennesker at kende – disse kan siden hen blive rigtig gode sparringspartnere – hører om arbejdet med andre kommuner og får selv fortalt, hvad der rører sig hos jer.
Vi overholder vores tavshedspligt, og vi er faglige. Det er ikke en ‘tanteklub’, men giver rigtig meget til os, der i hverdagen er meget alene om vores arbejde.
Men min opfordring skal lyde: Kom ud af døren og mød op til cafemøderne. Der kan du møde andre, der har samme tanker eller samme problemer – andre, der har fundet en løsning på netop det problem, du/I har puslet med længe. For mig og mange andre er det en ‘booster’ at komme af sted.