icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Det korporative fagblad

  • Af Ib Jensen, Søborg
  • 12-2011 /

‘Du har kørekort og en bil du er villig til at anvende i dit arbejde’! Dette krav samt en pædagogisk uddannelse stiller Helsingør Kommune (Socialpædagogen nr. 9). Læs det lige igen! For at få et job i kommunen skal du være privatbilist (hvem sagde miljø?) og frivilligt stille dit køretøj til rådighed for kommunen!

Jeg ser fremtiden for mig: ‘Pædagogisk uddannet medarbejder søges til Helsingør Kommune. Du skal have privat ejendom og være indstillet på at huse op til tre unge i alderen 10 – 18 år.’

Hvorfor er denne annonce accepteret af mit fagblad?


Kære Ib Jensen

Af Jens Nielsen, redaktør

Tak for dit spørgsmål. Som du kan se på siderne med jobannoncer, skal annoncerne indeholde en række oplysninger for at overholde formalia – oplysninger om arbejdsgiveren, stillingen, arbejdstid, løn med videre. Og det er indeholdt i den annonce, du skriver om. Du hæfter dig ved, at arbejdsgiveren i dette tilfælde stiller som betingelse, at ansøgerne har egen bil og vil bruge den i jobbet. Men det er der nu ikke noget overenskomststridigt i. En række medlemmer af forbundet, for eksempel familieplejekonsulenter, bruger egen bil i deres arbejde – selvfølgelig mod udbetaling af kørselspenge med videre. Et sådant krav er dermed ikke i strid med reglerne for optagelse af jobannoncer.

Hvad der derimod ikke rimer helt med aftaler og overenskomster (i dette tilfælde overenskomsten for det dagbehandlende område, den såkaldte PFF-overenskomst med KL) er formuleringen om, at der tilbydes ‘fast løn’. Lønnen er som udgangspunkt ikke fast, men skal forhandles ud fra blandt andet ansøgerens kvalifikationer og anciennitet.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat