Bemærkningen ‘Hvordan kan det være, at du ikke er pizzamand, men psykoterapeut?’ var med til at få mig til at reflektere over her-og-nu-indtryk, etniske minoriteter og rollemodeller
Jeg har lyst til at dele nogle af mine interessante oplevelser i mit møde med mennesker med læserne.
Jeg er sikker på, at mange af jer indimellem møder mennesker, som I ikke kender i forvejen. De kan være fra jeres egen kulturelle baggrund eller komme fra en anden kultur. I har i den forbindelse nok oplevet, at før vi mennesker hilser på hinanden, danner vi ud fra vores her-og nu-indtryk en mening om hinanden, for eksempel hvilken type, hvilken uddannelse og hvilken social baggrund, vi har.
I forbindelse med mit arbejde møder jeg forskellige meninger om og holdninger til mig selv. Her vil jeg nævne nogle af mine seneste oplevelser.
Jeg skulle møde en familie for at lave en familieundersøgelse, men da jeg præsenterede mig, udbrød en af forældrene spontant: ‘Hvordan kan det være, at du ikke er pizzamand, men psykoterapeut?’.
Jeg skulle møde på et rådhus før den officielle åbningstid, så det krævede en elektronisk nøgle, som jeg desværre ikke havde. Da jeg ikke kunne komme videre, var jeg nødt til at henvende mig til rådhusbetjenten for at blive lukket ind.
Af sikkerhedsmæssige årsager skulle de undersøge, hvem jeg skulle holde møde med, men da vedkommende ikke svarede på telefonen, kiggede betjenten på mig for at vurdere mig: ‘Du ligner en, der er okay, ikke en, der er farlig… Jeg lukker dig ind!’
Både forælderens og betjentens umiddelbare reaktion på mig finder jeg tankevækkende. Det får mig til at tænke på, at folk ser efter mange ting, når de står over for hinanden. Påklædning og udseende kan umiddelbart få nogen som betjenten til at vurdere, at jeg ikke er farlig.
Forælderens umiddelbare undren over, at jeg ikke er pizzamand, får mig til at tænke på, at der er en tendens til, at mennesker fra etniske minoriteter primært arbejder inden for servicesektoren og kun sjældent i min arbejdskategori, altså som psykoterapeut.
Det interessante ved den umiddelbare reaktion på min uddannelsesbaggrund er, at den pågældende under vores senere samarbejde udtrykte glæde over, at etniske minoriteter også interesserer sig for andre fag end servicesektoren.
Med vores væremåde sender vi nogle signaler, der kan opfattes som nævnt ovenfor. Men det er også interessant og meningsgivende, når mennesker, som jeg møder, udtrykker glæde over, at jeg kan og vil bidrage til pædagogik, behandling og undervisning.
På voksenuddannelserne mener de, at det har en betydning både for dem og deres børn, at de får en rollemodel, så de kommende generationer kan se, at man kan være andet end pizzamand, selv om man hedder Ahmet.