icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Dig og mig

Vi tog 750 trin sammen

TRE SPØRGSMÅL OM RELATIONSARBEJDET

  • Af Maria Rørbæk
  • 12-2011 /

Giv et eksempel på en succesoplevelse, hvor du havde en god relation i dit arbejde:

Da 10-årige ‘Peters’ mor bad mig udfylde et psykologisk spørgeskema sammen med hendes søn, regnede hun med, at det ville blive svært. Peter havde generelt vanskeligt ved at sætte ord på følelser, og hun forventede en endnu større modstand, når svarene skulle ned på papir – men jeg fornemmede slet ikke, at det var en anstrengelse for Peter. Vi tog spørgsmålene lidt ad gangen i rolige stunder, og Peter havde mod til at dele sin usikkerhed med mig samtidig med, at jeg undgik at lægge svarene i munden på ham. Bagefter var moderen enormt glad.

Hvad gjorde / gør du for at opbygge relationen?

Spørgeskemaet blev udfyldt i slutningen af den 10-ugers periode, hvor Peter var på Julemærkehjemmet, og jeg havde haft god tid til at opbygge en relation. I begyndelsen handlede det meget om kemi: Han tændte noget positivt i mig, og vi havde en god forbindelse, så jeg helt naturligt kunne  mærke, om han var parat til at tale om svære emner, eller om jeg skulle trække mig i respekt for hans grænser. Jeg brugte også meget tid sammen med Peter. Da han ville tage et trappediplom, hvor man 15 gange skal gå op og ned af en trappe med 75 trin, var han ved at opgive efter de første ti ture. Så sagde jeg: ‘Nu har du klaret ti ture, og 1500 trin. Det er flot, og du kan stoppe nu, men jeg vil også gerne gå de sidste fem ture sammen med dig’. Og så tog vi de sidste 750 trin i fællesskab.

Hvad ser du som det største dilemma – eller den største barriere – i relationsarbejdet?

Lige så vel som Peter tændte en masse positivt i mig, kan der være et andet barn, der tænder noget i én som ikke er så professionelt, og som det er svært at stå ved. Og så kan det være en stor udfordring at spørge sig selv: Hvordan kan det være, at dét barn gør mig så vred på en måde, der ikke er god? På Julemærkehjemmet har vi heldigvis supervision, og det kan vi bruge til at blive klogere på os selv og vende uheldige episoder til noget positivt.

Blå bog


Navn: Katrine Rygaard

Alder: 47 år

Stilling: Socialpædagog

Nuværende arbejdsplads: Julemærkehjemmet Kildemose, hvor børn kan få et pusterum fra hverdagen og lære sund livsstil og knytte venskaber

Har også arbejdet med: Blinde, unge og vuggestuebørn

Uddannelse: Blev pædagog fra Skovtofte Seminarium i 1989

Udenfor jobbet: Har løbet en halvmarathon to gange

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Mød et medlem, Artikelsamlinger