icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fagbevægelsen

LO må afskedige medarbejdere

f:nyt - Hver femte ansatte i LO’s hovedkvarter på Islands Brygge skal fyres. Det sker for at tilpasse udgifterne til de mindre kontingenter fra medlemsforbundene på grund af faldende medlemstal

  • Af Kurt Ladefoged
  • 10-2011 /

Hovedorganisationen LO fyrer 20 procent af sine medarbejdere, og der skæres dybt i organisationen. Blandt andet skal den populære Jobpatrulje, der tjekker løn- og arbejdsforhold for unge, lukkes.

Det var ifølge Fyens Stiftstidende nogle af ingredienserne i den plan, LO-formand Harald Børsting i starten af maj præsenterede for sine medarbejdere. I den nærmeste tid skal LO fyre 27 af de 134 medarbejdere, som i dag arbejder i LO-Huset på Island Brygge i København, oplyser højtplacerede kilder til avisen.

Det er efter avisens oplysninger medlemsflugten fra fagforeningerne, der nu koster stillinger i LO. Siden 2005 har LO-forbundene mistet 125.000 medlemmer. Alene sidste år var der en medlemsnedgang på 40.000. Forbundene er i gang med at skære ned – nu kommer turen så til hovedorganisationen.

Harald Børsting vil fremover lade LO koncentrere sig om kerneydelserne:

– Det er overenskomster, det fagretlige, påvirkning af lovgivningsprocessen og så videre. De direkte medlemsrelaterede aktiviteter overlader vi til forbundene, siger han til Politiken.

Samtidig ned medlemsnedgangen rammes LO fra næste år også ved, at hovedforbundet får færre kontingentkroner fra forbundene, fordi kontingentet fra forbundene til LO nedsættes fra 200 til 190 kroner pr. medlem. Derfor skal der spares 29 millioner kroner om året i de næste fire år ud af et samlet budget på 170 millioner kroner.

Om der skal spares andre steder end i hovedkvarteret er ifølge Fyens Stiftstidende ikke klart endnu.

Man har således ikke besluttet, hvad der skal ske med LO’s medieaktiviteter. LO står bag A-pressen, som har nyhedsbureauet Newspaq og en halvpart i Avisen.dk, ligesom LO udgiver Ugebrevet A4. Ugebrevet vil ifølge Stiftstidende overleve, men i et lidt andet koncept.

En anden aktivitet, der rammes, er Jobpatruljen, der tjekker løn- og arbejdsforhold for unge i fritidsjob. Jobpatruljen vil dog overleve, idet HK og 3F vil ovetage den til næste år, oplyser HK-formand Kim Simonsen til Ritzau.

– De opgaver, Jobpatruljen har udført gennem flere år, er så vigtige, at de simpelthen ikke må indstilles, siger Kim Simonsen.

De bebudede besparelser og afskedigelser er ifølge en kort meddelelse på LO’s hjemmeside resultatet af et arbejde, som et kongresudvalg nu har afsluttet. Udvalget har haft til opgave at tilpasse LO’s opgaveportefølje til de mindre ressourcer, organisationen får som følge af de faldende kontingentindtægter.

Det vil også medføre personalereduktioner, som vil blive forhandlet med de faglige klubber i LO i løbet af maj måned med henblik på, at hovedbestyrelsen kan tage endelig beslutning om omfanget af personalereduktioner den 27. maj.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse