Bliver sat ned i løn uden grund
Når kommunerne ændrer på familieplejeres vederlag, betyder det oftest mindre i lønningsposen, viser Socialpædagogernes undersøgelse
Mange familieplejere har i den senere tid oplevet, at kommunerne uden videre sætter lønnen – de såkaldte plejevederlag – ned.
At det ikke kun er løse rygter, viser Socialpædagogernes netop afsluttede undersøgelse. Lønnedgang er hverdag for mange familieplejere.
KL afviser, at der er tale om et bevidst mønster fra kommunernes side, men at der ifølge deres overbevisning lige så ofte er tale om, at vederlagene bliver sat op.
Men Socialpædagogernes undersøgelse viser, at familieplejernes virkelighed er en anden end den, KL ser. 82 pct. af de familieplejere, der har oplevet ændringer i deres vederlag, har fået det sat ned. Kun 18 pct. af dem svarer, at de er blevet sat op i vederlag.
– Der er altså langt fra KL’s udlægning af teksten til den sande virkelighed, når det handler om kommunernes håndtering af aflønningen af landets familieplejere. Vi hører hele tiden historier om familieplejere som oplever, at de bliver sat ned i løn. Og ofte uden nogen faglig begrundelse, siger Socialpædagogernes formand, Benny Andersen.
– Vores undersøgelse viser også, at 40 procent af de familieplejere, der har oplevet ændringer i antallet af plejevederlag, ikke er blevet hørt inden. Vi har længe peget på, at der er noget omvendt resultatløn i aflønningen af familieplejere. Men noget tyder på, at kommunerne også lader indholdet af kommunekassen afgøre størrelsen på aflønningen af familieplejerne. Og det er ganske enkelt ikke i orden, siger Benny Andersen.