icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fattigdom

Uligheden vokser mest i Norden

Uligheden vokser mellem de rige indbyggere og den fattige i industrilandene – og mest i de skandinaviske lande. Det skader sammenhængskraften, advarer OECD

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 12-2011 /

Uligheden mellem de rigeste og de fattigste indbyggere i den industrialiserede verden bliver større og større, og det sker i raketfart, fremgår det af en rapport fra i-landenes samarbejdsorganisation OECD. Danmark er stadig blandt verdens rigeste lande, men samtidig er det også et af de lande, hvor de økonomiske forskelle vokser mest.

I toppen af de 34 OECD-lande tjener 10 procent i gennemsnit ni gange så meget som de 10 procent i bunden. Størst er springet i Chile og Mexico, hvor de rigeste 10 procent tjener 19 gange så meget som de fattigste 10 procent af befolkningen. I USA tjener de rige 14 gange så meget.

Forklaringen på uligheden skal blandt andet findes i globaliseringen, som har skabt øget efterspørgsel efter højt kvalificerede medarbejdere, men behovet for ufaglært arbejdskraft er faldende. Skattesystemets evne til at omfordele til fordel for de lavest lønnede er også blevet mindre, fremgår det af rapporten.

Udviklingen bekymrer OECD’ s økonomer, der er bange for, at for stor ulighed vil skade sammenhængskraften.

Til Kristeligt Dagblad siger seniorøkonom i OECD, Michael Forster:

– Ulighed skader graden af tillid i samfundet, både blandt borgerne og i forhold til beslutningstagerne.

Leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, Søren Kaj Andersen, peger i samme avis på, at den danske model bygger på, at den brede befolkning oplever, at alle kan skaffe sig en fornuftig indtægt og har tiltro til, at selv om man ikke tjener så meget lige nu, kan det blive bedre.

– Hvis det kommer under pres på grund af et spring i uligheden, kan det gå ud over tilliden og stabiliteten i systemet, siger Søren Kaj Andersen. 


Læs også ‘Uligheden er roden til meget ondt’ i Socialpædagogen den 27. maj i år.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik