Vi kan i det mindste behandle dem som mennesker
Forebyggelse og forskningsbaseret pædagogisk arbejde er en ukendt by i Rusland, når det gælder de hjemløse – her tænker staten i straf og suppekøkkener, når det gælder de svageste grupper. Men i Skt. Petersborg forsøger en hjemløse-organisation at råde bod på statens svigt
Man kan høre vreden i hans stemme: ‘De spytter på os og sparker os. Kan de ikke bare behandle os som mennesker’, spørger Oleg Aleksandrovitj Anojkhin og nikker i retning af en stabel paller, hvor fem-seks mænd ligger eller sidder.
– Jeg troede, at vi alle var russiske borgere og mennesker. Men som hjemløse er det, som om vi ikke er nogen af delene, siger han.
Ligesom op mod fem millioner andre russere er de såkaldt gadehjemløse. De overnatter i tomme kælder- og loftslokaler, i parker eller skurvogne. Ofte bliver de vækket af politiet og truet til at aflevere de småmønter, de har på sig, og som de typisk har tjent ved at samle flasker, sælge skrot eller arbejde illegalt på byggepladser og i lagerhaller. Andre gange bliver de overfaldet af flokke af fulde mænd. Om dagen bliver de spyttet på og råbt efter af tilfældige forbipasserende.
– Når folk ser os, ser de nogle bumser. Men vi er jo bare almindelige mennesker som dem. Den eneste forskel er, at vi har været uheldige, siger Oleg og tager et sug af den cigaret, en ældre mand rækker ham.
– Jeg kommer fra en region i Sibirien, hvor der intet arbejde er. For nogle år siden tog jeg til Skt. Petersborg og fik arbejde på et skibsværft. Så kom krisen, og jeg blev fyret. Jeg tog tilbage til min hjemby, men der var heller intet arbejde. For et år siden tog jeg igen hertil, men ingen vil ansætte mig, siger Oleg.
Han er med sine 36 år blandt de yngste i flokken, der har samlet sig foran hjemløseorganisationen Nochlezhkas lokaler i en forstad til Skt. Petersborg. Mændene drikker te af plastikkrus, som en langhåret fyr med rødt pandebånd og sort lædervest har stillet ud til dem. De fleste har også en skål suppe stående ved siden af sig. En ældre mand supplerer teen med vodka fra en colaflaske.
De hjemløse udgør i de fleste russeres øjne samfundets absolutte bund, forklarer Nochlezkhas leder Zoia Solovieva, der er uddannet sociolog:
– De hjemløse omtales typisk som bumser, på russisk bruges betegnelsen ‘bomzh’. Ordet er oprindeligt dannet af de første bogstaver i betegnelsen ‘person uden fast bopæl’, som var et begreb, myndighederne brugte under kommunismen. I dag bruges ordet på samme måde som det danske ‘bums’. Alligevel indeholder alle officielle dokumenter stadig ordet ‘bomzh’, og myndighederne har indtil videre afvist at ændre på ordbrugen, forklarer hun,
De hjemløses egen skyld
Nochlezhka har siden 1993 arbejdet på at forbedre forholdene for de hjemløse i og omkring Skt. Petersborg. En stor del af arbejdet baserer sig på frivillig arbejdskraft. Omkring 100 frivillige, de fleste studerende, arbejder med at dele suppe ud om natten fra organisationens mobile køkken, og driver en genbrugsbutik, hvorfra overskuddet går til at finansiere dele af organisationens løn- og driftsomkostninger.
Tidligere fik organisationen penge fra EU og andre internationale donorer, men det er blevet sværere ved at få midler til arbejdet, og håbet om, at den russiske stat ville byde ind, hvor de udenlandske donorer svigter, har vist sig ubegrundet.
Staten anser nemlig ikke hjemløshed for at være et problem, som det offentlige er ansvarlig for at forebygge eller afhjælpe, forklarer lederen af Nochlezhkas sociale og juridiske arbejde, Gregory Svezdlin:
– Holdningen er, at de hjemløse selv er skyld i deres situation, fordi de er dovne eller amoralske, eller fordi de ønsker at leve som vagabonder. Det syn på de hjemløse betyder, at de fleste russere ikke mener, at det er statens ansvar at hjælpe dem, og de fleste finder det legitimt, at politiet fjerner de hjemløse fra gaderne, tager deres papirer og slår dem, siger han.
Gregory Svezdlin er uddannet i økonomi, og hans vej ind i det sociale og pædagogiske arbejde gik via en tjans som frivillig i Nochlezhka. For et par år siden blev ansat som leder af organisationens ‘social service’, som tilbyder juridisk og social rådgivning.
Til at udføre dette arbejde har organisationen ansat to jurister og fem socialarbejdere, som dog ikke er uddannet specifikt i pædagogik eller socialt arbejde.
– Det er svært at finde folk med uddannelse i socialt arbejde eller pædagogik, for der er ikke tradition for at arbejde pædagogisk med sociale problemer i Rusland, siger Gregory Svezdlin, men tilføjer, at en formel uddannelse inden for pædagogik efter hans mening heller ikke er den vigtigste kvalifikation for en socialarbejder.
– Deres vigtigste egenskab er empati. De skal kunne se den styrke, der findes i det enkelte menneske. De skal tro på muligheden af forandring og lade den tro skinne igennem i deres kontakt med klienterne, siger han.
Tillid i den små ting
Han tilføjer, at Nochlezhka ikke har noget klart defineret teoretisk grundlag for deres arbejde:
– Men vi har nogle nøglebegreber, blandt andet værdighed og tillid, siger han.
– Det er lige akkurat det, de hjemløse mister, når de lever på gaden. De bliver behandlet uværdigt. Derfor mister de tillid til, at andre vil dem noget godt. Den tillid forsøger vi at genskabe, siger han og uddyber:
– Mange kommer kun for at få mad eller et sted at sove og vil ikke tale med os. Men ofte kommer de igen, og hvis vi helt ned i de små ting viser, at vi respekterer dem, åbner de fleste op efterhånden, siger Gregory Svezdlin.
De små ting kan være at byde de hjemløse høfligt velkommen, give hånd og trække en stol ud for dem. I det hele taget benytter de ansatte sig af almindelige sociale omgangsformer, som mange hjemløse har glemt eller opgivet. Og det virker, forklarer Gregory Svedzlin:
– Efter et par uger, hvor en person har boet på vores herberg og er blevet behandlet som et normalt menneske, begynder han ofte også at opfatte sig selv som sådan igen. Der kommer lys i øjnene, og han ranker ryggen. Måske begynder han at tale med andre på herberget eller beder om hjælp til at finde gamle venner eller familiemedlemmer, som han har skammet sig for meget over sin situation til at kontakte i lang tid.
Latent hjemløse
Når en hjemløs har fået en lille gnist af håb, er der virkelig noget at arbejde med, ikke mindst fordi mange af de hjemløse ikke har mange års misbrug eller kriminalitet bag sig. De er på grund af ganske få uheldige omstændigheder røget fra en normal tilværelse til bunden af samfundet. Det viser den forskning, som Ruslands førende ekspert i hjemløses juridiske og sociale vilkår, Igor Karlinsky, har lavet gennem de senest 15 år:
– Under kommunismen blev borgerne fordelt rundt omkring i landet, afhængigt af, hvor der var brug for arbejdskraft, og med det tildelte arbejde fulgte en bolig samt en række andre ydelser. Staten ejede alle boliger, og anerkendelsen som borger var knyttet til det bevis, man fik tildelt som beboer på en bestemt adresse. Siden kommunismens fald er registreringsreglerne kun ændret en smule, mens de fleste boliger i dag er private ejerboliger, som de færreste almindelige har råd til at købe. Mange lever derfor uden gyldige registreringspapirer og er reelt på kanten af hjemløshed og et liv uden rettigheder, forklarer Igor Karlinsky, der arbejder som konsulent for blandt andet Nochlezhka.
Mister man sin bolig eller sit arbejde, er man ilde stedt og ender meget nemt som hjemløs, for uden sit registreringsbevis har man ikke ret til at arbejde eller modtage understøttelse, ens børn har ikke ret til skolegang, og man har ikke stemmeret. Selv muligheden for at blive skrevet op til en bolig for socialt udsatte forsvinder, ligesom registreringsløse heller ikke har ret til hjælpemidler til handicappede. De kan heller ikke klage over den manglende hjælp, da myndighederne ikke er forpligtet til at tage imod klager fra en registreringsløs.
Resultatet er, at der udover millioner af gadehjemløse er et ukendt antal russere, der lever som det, Igor Karlinsky kalder ‘latent hjemløse’. Kun et trafikuheld, en fyring, langvarig sygdom eller en tur i byen, hvor de får frastjålet deres pas, adskiller dem fra social deroute og hjemløshed.
Hjemløse i Rusland
|
Tvang og straf
Nochlezhka har brugt mange ressourcer på lobbyisme og fortalervirksomhed i et forsøg på at sikre de hjemløse de helt basale rettigheder, som borgere i et retssamfund normalt kan påberåbe sig. Men fordi de fleste lovændringer kræver beslutninger på føderalt plan, hvor en regional ngo som Nochklezhka ikke har ret til at operere, er det vanskeligt at nå nogen vegne, forklarer organisationens leder, Zoia Solovieva:
– Vi har dog opnået en enkelt vigtig lovændring her i Skt. Petersborg, der betyder, at de registreringsløse nu har ret til lægebehandling, forklarer hun.
Et fortsat problem er dog, at sundhedspersonalet ofte ikke kender reglerne eller ignorerer dem, fordi deres overordnede ikke accepterer, at de bruger ressourcer på hjemløse. Derfor bruger Nochlezkha tid på at informere læger, sygeplejersker og ambulanceførere om reglerne og informere de hjemløse om deres rettigheder. Samtidig bruger organisationens jurister tid på at arbejde imod lovændringer, der vil forværre de hjemløses forhold yderligere. For et par år siden var der for eksempel et forslag fremme om, at hjemløshed skulle straffes med fængsel.
– Det er meget betegnende for, hvordan staten tænker i forhold til samfundets svageste. De vil kontrollere, straffe og symptombehandle sig ud af problemerne. Myndighederne tager slet ikke udgangspunkt i realiteterne. De indretter deres få resocialiserende tiltag ud fra et forældet, fordomsfuldt billede af de hjemløse som kriminelle, alkoholikere og arbejdssky gamle mænd, forklarer Igor Karlinsky.
– Jeg kender for eksempel til et projekt, hvor de satte hjemløse til en form for tvangsarbejde og nægtede dem adgang til alkohol. Da nogle af de hjemløse stak af efter et par uger for at gå på druk, brugte myndighederne det som argument for, at de hjemløse var umulige at arbejde med, sukker Igor Karlinsky og tilføjer, at der stort set ingen herbergspladser er til kvinder, selv om de udgør 30 procent af de hjemløse, og at der ingen tilbud er til familier, selv om der de seneste år er sket en voldsom stigning i hjemløse par med små børn.
Igor Karlinsky håb er, at ngo’er og myndigheder efterhånden vil få et mere nuanceret billede af de hjemløse og årsagerne til hjemløsheden og inddrage erfaringer fra socialpædagogisk arbejde i udlandet.
– I Sverige er der succes med projekter, hvor man sætter 18 måneder af til den resocialiserende proces og tager udgangspunkt i den enkelte hjemløses behov. Nogle skal først og fremmest ud af et misbrug, andre skal måske primært have en bolig eller et arbejde, og andre igen har mistet deres sociale kompetencer og fornemmelsen for en normal omgangsform, og de skal have psykosocial støtte til at genetablere deres sociale kompetencer først.
Lidt håb
Der mangler altså både forskning og praksiserfaringer med socialpædagogisk arbejde, og det gør det svært for en ngo som Nochzlehka at leve op til sine egne idealer:
– Vi har reelt ingen viden om, hvad der sker de hjemløse, når de forlader vores herberg. Nogle få kommer tilbage for at fortælle os, at det går dem godt. Men flertallet ser vi aldrig igen, siger Gregory Svedzlin og tilføjer:
– De fleste ønsker formodentlig at distancere sig fra deres fortid, fordi de alt for godt kender samfundets syn på de hjemløse.
Det kan 45-årige Ilja Kajdalov skrive under på. Han har arbejdet som sømand i over 20 år, men efter en sygdomsperiode for et par år siden har han været arbejdsløs, kun afbrudt af korte perioder med illegalt arbejde som lagermedarbejder, nattevagt og håndværker.
Nu er han hjemløs og en af de faste gæster hos Nochlezhka. Denne formiddag er han glatbarberet, og hans gråsprængte hår ser nyklippet ud. Han er klædt i en grøn lærredsjakke, sorte cowboybukser og lysebrune lædersko, som han børster rene med en skobørste, han finder frem fra sin Diesel-skuldertaske:
– Du skulle bare vide, hvilke manøvrer det kræver at holde en vis hygiejnisk standard, når man lever på gaden. Når jeg har tjent en lille smule penge, går jeg på badeanstalt og sniger mig til at vaske mit tøj og barbere mig, siger han med et skævt smil.
– Jeg forsøger at bevare værdigheden. Men jeg skammer mig så meget over min situation, at jeg ikke har ringet hjem til min mor og min datter i to år, siger han.
Så tilføjer han:
– Men når jeg kommer her, føler jeg mig som et menneske, og det giver mig lidt håb. Det er vel også det, der gør os til mennesker. At vi bliver ved med at håbe, uanset hvor håbløst det ser ud.
Gregory Svedzlin nikker:
– Det er det, vi kan gøre – i det mindste behandle dem som mennesker, siger han.
Læs mere om Nochlezhka – organisation for hjemløse i Skt. Petersborg på: www.homeless.ru