Der er brug for en socialreform
Vi skal have kommunerne til at satse på mere langsigtet økonomitænkning. Og vi skal have dem til at tage ordene ‘tidlig indsats’ langt mere alvorligt
Siden kommunalreformen har vi oplevet en afvikling af den specialiserede sociale indsats. Det gælder både på børne- og ungeområdet og på voksenområdet. Kommunerne er presset økonomisk og vælger alt for ofte kortsigtede løsninger, som måske sparer småpenge her og nu, men som oftest koster mere på lang sigt. Resultatet er, at vi langsomt, men sikkert er ved at afvikle den specialiserede indsats rundt om i landet.
Vi har derfor over for KL og Christiansborg peget på behovet for en socialreform. Helt konkret har vi fremlagt en række forslag, som vi mener både fagligt og samfundsøkonomisk vil give langt bedre mening end det, vi ser i dag, og som vil præcisere, hvem der med mening kan løse hvilke opgaver i den specialiserede sociale indsats.
Vi skal have kommunerne til at satse på mere langsigtet økonomitænkning. Og vi skal have dem til at tage ordene ‘tidlig indsats’ langt mere alvorligt.
Vi har derfor foreslået, at det specialiserede socialområde bliver underkastet en grundig analyse. Analysen bør kortlægge tilbuddene og udviklingen i tilbuddene i både kommuner og regioner, se på behovet for specialisering i forhold til opgavens størrelse. Analysen bør følges op af en forvaltning og styring af det specialiserede område, der enten tilbagefører nogle typer af tilbud til regionerne eller lægger op til et styrket forsyningssamarbejde imellem kommunerne.
Vi har for eksempel peget på, at det kunne være nyttigt at fastlægge tilbuddene inden for nogle fleksible kategorier: ‘Lavt specialiseret’ – forankret i kommunen. ‘Specialiseret’ – forankret i kommunalt samarbejde eller forsyningsfællesskaber og endelig ‘Højt specialiseret’, som bør forankres hos regionerne eller på nationalt niveau. Analysen bør også se på omlægningen af indsatsen på børne- og ungeområdet, hvor meget tyder på, at indsatsen er alt for kortsigtet, og at der derfor ofte vedtages kritisable besparelser, som er i strid med både lovens regler og intentioner og barnets tarv. Analysen skal også rumme et grundigt eftersyn af voksenhandicapområdet, og se på forholdet mellem lovgivning og praksis.
For at fastholde specialiseringen har vi foreslået at oprette, hvad vi har valgt at kalde ekspertisecentre. Her kan kommunerne trække på den solide pulje af specialiserede fagligheder, de allerede råder over. Helt konkret kunne de oprette et center for børn og unge og et center for rehabilitering og behandling af voksne. Og endelig har vi peget på behovet for en egentlig socialpædagogisk uddannelse, som netop skal være med til at fastholde den vigtige faglighed og stærke specialisering på vores område.
Alt i alt en håndfuld konkrete og fremadrettede forslag, som kan være med til at hindre den farlige udhulning af specialiseringen på det særlige sociale område og placere ansvar og arbejdsdeling bedre. Og jeg føler mig overbevist om, at der vil blive lyttet til vores forslag.