Fra socialpædagog til socialt udstødt
Keld Jørgensen krydsede grænsen, og gik fra at være en af ‘os, der hjælper socialt udsatte’ til at blive en af ‘dem, der er socialt udsatte’. Her fortæller han sin personlige historie om nedturen og vejen tilbage
I begyndelsen opfattede Keld Jørgensen dem bare som en grå masse af forhutlede mennesker. Banegårdsfolket. De hjemløse og socialt udsatte, der færdedes omkring banegården i Aalborg med deres hunde, snavsede tøj, tandløse munde og sårfyldte hænder.
– Jeg så dem som mennesker, der var fundamentalt forskellige fra mig selv, siger Keld Jørgensen, der dengang var nyuddannet socialpædagog, familiefar og ejer af såvel en bil som et sommerhus.
Fem år senere var det ham, der lå i sit eget bræk og sov på fortovet, indtil et par betjente vækkede ham og kørte ham i detentionen.
– Jeg var selv blevet en socialt udstødt, siger Keld.
Vi møder ham i hans lille rækkehus i Terndrup, 30 kilometer syd for Aalborg, hvor han har kunst på væggene og en stor collage med billeder af børnebørnene. Keld vil gerne fortælle om sin store nedtur. Om vejen fra socialpædagog til socialt udsat – og tilbage igen. Han håber, at andre kan lære af den.
Normer og værdier skred
– Det er svært at forklare, hvordan det kunne ske for mig, men jeg er overbevist om, at der skete et skred. Et skred i mine normer og værdier. Og så var jeg længe under et alt for stort arbejdspres, som jeg ikke fik bearbejdet, siger han.
Vi skal tilbage til 1994, da Keld Jørgensen som nyuddannet socialpædagog fik job på et helt nyt projekt, Banegårdsprojektet, hvor han ene mand skulle etablere kontakt til de hjemløse.
– Tidligere var der ikke rigtig nogen, der havde bekymret sig om de hjemløse i Aalborg. Jo, der havde været nogle småprojekter i for eksempel Kirkens Korshær, men nu skulle der laves en helt anden massiv indsats. Jeg skulle referere direkte til kontorchefen på distriktskontoret, og så var det meningen, at vi skulle lave nogle hurtige løsninger, når jeg først havde vundet de hjemløses tillid. For eksempel kunne jeg nemt skaffe lejligheder
i et opgangsfællesskab eller tilbyde misbrugsbehandling, fordi kommunen på forhånd havde købt et antal pladser, fortæller Keld. Dengang var han 42 år, og efter blandt andet at have været sømand og arbejdet som uuddannet på et asylcenter under Røde Kors, var han nogle år forinden begyndt på pædagoguddannelsen.
– Og det havde jeg nok den samme begrundelse for som de fleste andre: Jeg ville gøre en forskel for andre mennesker.
Keld blev hurtigt meget engageret i sit arbejde. Langsomt vandt han flere af de hjemløses tillid og fortrolighed. De fortalte livshistorier, der gik ind under huden på ham. Som ‘Lailas’. Hun blev misbrugt som barn og havde fået tvangsfjernet sit eget barn. Eller ‘Paws’. Han lugtede altid af urin og afføring og havde alle sine ting i en indkøbsvogn. Engang havde han læst til ingeniør på Aalborg Universitet, men så var der gået for meget fest i den, og han begyndte at drikke. Paw fortalte Keld om den store smerte, han altid havde følt, fordi han ikke fik sine forældres accept. Faderen var en stor og stærk mand, og Paw havde en hofteskade, så han var slet ikke den søn, faderen havde drømt om at få.
Etiske dilemmaer
I Banegårdsprojektet stod Keld til rådighed 24 timer i døgnet.
– Det var ikke sådan, at jeg forærede mine timer væk, for jeg talte hvor meget, jeg arbejdede. Men jeg var altid klar til at rykke ud, og det skete nok en gang om ugen, at jeg blev ringet op midt om natten. Jeg følte, at jeg havde fået kontakt med nogle mennesker, som ingen andre kunne lide. Og at det var nødvendigt, at jeg var der for dem.
To gange fandt Keld hjemløse, der var døde. Tit stod han med store etiske dilemmaer: Hvad skulle han for eksempel gøre, da Paw kom ud for en ulykke og gik i koma? Skulle han kontakte familien og fortælle, hvad han vidste? Det valgte han at gøre, og det viste sig, at familien var dybt ulykkelig over at have mistet kontakten med Paw – men Paw døde uden at komme til bevidsthed.
– På den måde var der mange historier, jeg skulle rumme, og jeg fik i det hele taget mange voldsomme oplevelser, som jeg ikke var forberedt på.
Tidligere i sit liv havde Keld holdt af at drikke rødvin, men han mener ikke på nogen måde, at han havde været i nærheden af et misbrug.
– Jeg havde nok overtaget de normer, der gjaldt hjemme hos mine forældre: At øl og vin var noget, der kom på bordet til fest. Nu var jeg i et miljø, hvor det flød med alkohol. Alle drak hele tiden og talte hele tiden om alkohol. Selv drak jeg aldrig på arbejdet, men jeg tror alligevel, at der skete et skred. Jeg begyndte at opfatte et stort alkoholforbrug som noget naturligt. Og derhjemme begyndte jeg at drikke rødvin til hverdag.
Overfaldet
En dag sad Keld uden for projektets skurvogn. Solen skinnede, og han havde det godt. I kopperne var der kaffe, og Keld var ved at tale med en af de hjemløse. Hans nystartede kollega, der var socialrådgiver, sad der også. Pludselig kom en anden fra Banegårdsfolket, ‘Bo’, som Keld tidligere havde hjulpet med at skaffe en lejlighed. Bo var høj og bred og spurgte Keld:
– Må jeg låne din cykel?
– Nej, jeg skal selv bruge den.
Så gik Bo to skridt. Vendte om og hev fat i den stol, som Keld sad på. Inden Keld rigtig nåede at opfange, hvad der skete, havde Bo smidt både stolen og Keld op ad skurvognen. Og så sparkede han. Sparkede og sparkede og sparkede. Keld mærkede smagen af blod i munden og han bønfaldt:
– Stop, stop. Vil du ikke godt stoppe.
Men Bo stoppede ikke. Ikke før kollegaen tog en anden stol og kastede i ryggen på ham. Så slog Bo Keld et par gange med knytnæver, inden han endelig stoppede, gik et par skridt væk, kastede cyklen ned i jorden og gik sin vej.
Bagefter tog Keld på skadestuen, hvor lægerne konstaterede, at han havde mistet tænderne i overmunden og flækket øjenbrynene. Så ringede han til politiet og anmeldte episoden.
– Da jeg kommer hjem, gør jeg det dummeste, jeg kan gøre: Jeg tænder min telefon og aflytter telefonsvareren. ‘Stikkersvin! Jeg skal nok få ram på dig’, lyder beskeden fra Bo. Og så ramler min verden fuldstændig. Jeg har fornemmelsen af, at han ved, hvor jeg bor.
Bo overfaldt aldrig Keld igen, men det er ikke kun på tænder og øjne, at Keld blev ramt.
– Alle mine idealer væltede. Jeg havde jo opbygget hele projektet på omsorg og gennem tillid, og det havde fungeret indtil overfaldet. Nu faldt alle mine grundpiller.
Sagen kom i retten og Bo fik en fængselsdom. Arbejdsgiveren tilbød Keld psykologhjælp, som han tog imod, men han syntes ikke rigtig, det hjalp.
Fra rødvin til vodka
Der var også knas på hjemmefronten. Keld og hustruen gik fra hinanden, og Keld flyttede ud i sit sommerhus. I mellemtiden var Banegårdsprojekter vokset, så Keld havde fået flere kollegaer, som han var chef for, men han fortalte ikke nogen om skilsmissen.
– Jeg er fyldt af selvmedlidenhed, og så reagerer jeg på samme måde, som jeg har set Banegårdsfolket reagere: Jeg bruger vidundermedicinen og dulmer alle følelser med alkohol. I begyndelsen er det rødvin, men efterhånden bliver det alt for besværligt at komme af med alle de tomme flasker. Så går jeg over til vodka.
I løbet af det næste halvandet års tid, går det ned af bakke. Kulminationen kom den dag, da Keld skulle til København for at modtage hjemløseprisen på en fyldt rådhusplads. Der var flag, musik, blomster og en socialminister, der sammen med måske tusind andre mennesker klappede af Keld, da han fik prisen.
– Udadtil er jeg lykkelig. Indadtil har jeg det ad helvedes til. Jeg ved selv, hvor stort et kaos mit liv er, samtidig med, at jeg modtager al den anerkendelse.
Den aften drak Keld sig sanseløst beruset og i sommerhuset faldt han ind i en brændeovn. Næste dag kom TV-avisen for at lave et interview, og de måtte sminke ham, så skrammerne ikke kunne ses.
– Overfor journalisterne bortforklarer jeg det hele med, at jeg har fejret prisen, men da jeg bagefter ringer til min chef, opdager han, at den er helt gal.
Da Keld samme aften tonede frem på danskernes tv-skærme og fortalte om Banegårdsprojektet, var han selv blevet indlagt. På en lukket psykiatrisk afdeling.
– Jeg fik diagnosen post-traumatisk-stress og var indlagt i tre måneder. Når jeg ser tilbage, er jeg sikker på, at overfaldet var udløseren, men det var nok også på grund af et langvarigt arbejdspres.
Da Keld blev udskrevet, gik der ikke lang tid, før han begyndte at drikke igen. Og denne gang ville han væk, da chefen kom for at samle ham op.
– Jeg flytter fra sommerhuset og ind på et værelse på 10 kvadratmeter inde i Aalborg, hvor der ikke er meget andet end en seng. Fra den dag af tager mit liv en fuldstændig vanvittig drejning. Jeg krydser grænsen, og bliver selv en af de socialt udstødte.
Keld slog sig flere gange til blods, når han tumlede omkring i en brandert, og snart lugtede værelset af støv, bræk og blod. Men Keld var ligeglad. Det eneste, der betød noget for ham, var altid at have en flaske vodka ved sengen, når han lagde sig til at sove. Så kunne han drikke i samme øjeblik, han vågnede.
Spyttede på betjente
Keld havde selv sagt sit job op i Banegårdsprojektet, og han var helt holdt op med at se sin familie. Når han en sjælden gang var ædru og tænkte på, at han ikke havde set sine to voksne – men stadig meget unge – døtre, fik han det dårligt med sig selv. Så var der kun en vej: At slukke følelserne med vodkaen. Flere gange lagde han sig bare til at sove på gaden.
– Noget af det, der i dag står for mig som det mest forfærdelige, er, at jeg et par gange bliver samlet op af betjente, som jeg tidligere har samarbejdet med. Ja, endog betjente, som jeg har undervist i forbindelse med Banegårdsprojektet. Én gang sker det i forhallen til Aalborg Sygehus, hvor jeg bare har lagt mig til at sove. Jeg spytter på mine tidligere samarbejdspartnere og råber efter dem, og til sidst må de lægge mig i håndjern og føre mig i detentionen.
Keld stirrer lidt ud i luften.
– Dengang blev jeg meget skamfuld, men ikke mere skamfuld end at jeg gik direkte fra politigården og ud for at drikke igen. I dag er det næsten ubærligt at tænke på, at jeg har været sådan overfor tidligere samarbejdspartnere, der ellers har oplevet mig som professionel og engageret. Tænkte de: ‘Er det kun lige i denne her situation, at han er sådan, eller er det hele hans liv, der i virkeligheden er kaos. Var Banegårdsprojektet så også kaos?’.
I alt varede Kelds periode som socialt udstødt mindre end et år. Efter én mislykket misbrugsbehandling, opsøgte en sygeplejerske i distriktspsykiatrien ham med et tilbud mere. Og denne gang blev aftalen, at han ikke bare skulle udskrives, når han var ædru, men skulle blive i et udslusningsprojekt.
På Behandlingscenter Tjele var Keld i begyndelsen ligeglad med alt. Men så hørte han en dag en bil komme kørende. I den sad hans to døtre.
– Og da jeg ser dem, ved jeg, at alt ikke er ligegyldigt. Vi bliver forsonet, og de fortæller, at de ikke har kontaktet mig, fordi de ikke har kunnet rumme mit misbrug, men at de ønsker kontakt med mig.
I dag har Keld været ædru i 12 år, og han går stadig regelmæssigt til møder i Anonyme Alkoholikere. Efter misbrugsbehandlingen fik han igen arbejde som socialpædagog. Først
som familiebehandler, så som afdelingsleder på Behandlingscenter Tjele, og i dag som den første socialpædagog på Terndrup Ældrecenter. Han vil ikke længere arbejde med hjemløse.
Pas på dig selv
Keld synes selv, han har lært meget af sin nedtur:
– Jeg føler en dyb taknemmelighed over at være i live. Det er ikke bare noget, jeg tager for givet. Og så har jeg lært, at jeg skal passe bedre på mig selv. Jeg bliver ikke slugt på samme måde af arbejdet. Jeg går hjem, når jeg har fri, og jeg sørger for, at jeg altid har nogen, jeg kan dele de svære oplevelser med. Ikke flere dage efter, men lige når det er sket.
Hvis Keld skal give et råd til unge, nyuddannede pædagoger, der læser hans livshistorie, vil han sige:
– I må endelig ikke lade være med at kaste jer ud i spændende projekter som Banegårdsprojektet. I skal tværtimod gøre det. Men I må ikke være alene – man skal mindst være to. Og I skal passe på jer selv, og mærke jeres grænser.
Og så er der et dilemma, som Keld ikke selv har fundet løsningen på. For på den ene side mener han, at man er nødt til at involvere sig følelsesmæssigt, hvis man vil gøre et socialpædagogisk arbejde. På den anden side kan det også være skadeligt, hvis man bliver for involveret. Så hvordan finder man balancen?
Til daglig har Keld ikke længere noget at gøre med hjemløse, men når han en sjælden gang møder en på sin vej, tænker han ikke længere, at det er en af ‘dem’.
– Jeg tror, jeg tænker, at han er en af os. At han er et menneske, der har en historie. Sin helt egen historie. Og hvor ville jeg dog ønske, at der var nogen, der ville lytte på den historie og tage hånd om det menneske. Men jeg kan ikke.
Diskuter dilemmaet på facebook: Hvordan kunne Keld have hjulpet de hjemløse uden at skade sig selv? Keld Jørgensen fik et personligt knæk, da han arbejdede med hjemløse. Hvordan kunne han have passet bedre på sig selv, samtidig med at han støttede hjemløse? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |