Vi holder fast i efterlønnen
‘Nu kan det være nok! Hold fingrene væk, Lars Løkke!’ Meldingen var klar og kontant på LO’s stormøde i Odense den 2. februar. Flere end 5.000 tillidsfolk fra hele landet deltog, blandt dem op mod 150 socialpædagoger
Dette er en historisk begivenhed, sagde LO-formand Harald Børsting i sin åbningstale, hvor han slog fast, at det er nødvendigt at stå op mod de besparelser og nedskæringer, der igen og igen rammer dem, der har mindst at stå imod med.
Der er skattelettelser og bankpakker til de rigeste, mens pakkerne til den almindelige lønmodtager indeholder en halvering af dagpengeperioden, besparelser på uddannelser, beskatning af fagforeningskontingenter, påpegede han.
– Og nu vil de også afskaffe efterlønnen, men her siger vi stop. Vi har råd til at være solidariske med hinanden, og vi har råd til efterlønnen, lød det.
Et stormende bifald var den kontante afregning til Børsting.
Der var taler, der var film, der var sange og røde faner, og der var først og fremmest livlig debat blandt de mange deltagere. Argumenterne blev skærpet til de mange samtaler på arbejdspladsen og i familierne, hvor de måske vigtigste slag skal stå. I sidste ende bliver det formentlig placeringen af krydserne ved næste folketingsvalg, der afgør efterlønnens skæbne.
Og hvad det angår, var der stor optimisme at spore:
– Vi sender regeringen på pension. Og det kommer de uden videre arbejdsprøvning. Det er nemlig ikke før tid. Det er på høje tid!, sagde HK-formand Kim Simonsen i sin tale
Rigtig dårlig idé at hæve pensionsalderen
– Jeg er 45, og jeg kan se på regeringens plan, at jeg skal fortsætte, til jeg er godt 68, hvis de får forslaget gennemført. Det er mere end 23 år endnu i et arbejde, der er enormt spændende, men også hårdt og udfordrende. Der sker forandringer og omstillinger hele tiden, og det kræver en del af os alle sammen. Efterlønnen skal simpelthen bevares, og det er en rigtig dårlig idé at hæve pensionsalderen! Vi har betalt til efterlønnen, og vi skal kunne regne med den.
Niels Pedersen, socialpædagog på dagcenter for udviklingshæmmede ved Fredericia
Svært at se mig selv på arbejdspladsen efter 60
– Jeg har arbejdet i 15 år på min nuværende arbejdsplads. Det er et dejligt arbejde, men det er også krævende både fysisk og psykisk. En af mine jævnaldrende kolleger er langtidssygemeldt lige nu. Mit eget helbred er ok, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kan fortsætte, efter at jeg er fyldt 60. Jeg kan sagtens forestille mig, at man kan gøre efterlønnen mere fleksibel, så dem der kan og vil fortsætte med at arbejde, kan gøre det og andre kan stoppe. Det skal der være råd til. Der er helt sikkert andre steder, hvor det er bedre at spare.
Mette Pryds Larsen, socialpædagog for fysisk og psykisk udviklingshæmmede i Odense
Spar dagpenge til de unge og behold efterlønnen
– Jeg har været cirka 30 år på arbejdsmarkedet og kan vældig godt lide det arbejde, jeg har nu. Alligevel vil jeg gerne have mulighed for at trække mig tilbage, før jeg er helt kørt ned. Jeg vil kunne gå med værdighed. Mit arbejde er ikke fysisk belastende. Til gengæld er der personlige omkostninger, fordi jeg hele tiden investerer en masse af mig selv. Jeg tror, at det kan føre til en udbrændthed, en psykisk mathed, som gør, at man er bedst tjent med at holde. Samtidig synes jeg bestemt, at der er mere mening i at give arbejde til de unge. De dagpenge, man sparer, hvis man får dem i arbejde, er da bedre brugt på efterløn til de gamle!
John Rasmussen, hjemmevejleder på Nordfyn
Der skal være råd!
– Vi har for nylig drøftet efterlønnen på et TR-møde, og holdningen var, at den skal bevares. For mange af vores medlemmer er situationen den, at de bliver mere psykisk end fysisk nedslidte. En del har også døgnarbejde, og det slider. Og når regeringen siger, at der ikke er råd til efterløn, så nærer vores medlemmer en sund skepsis. Vi er jo vant til, at de siger, at der ikke er råd til, at samfundet kan tage sig af de svageste. Men hvordan kan der så blive råd til skattelettelser og den slags?
Karen Holte, kredsformand, Nordsjælland
Vi skal have valgmuligheden
– For mig er det afgørende, at vi beholder valgmuligheden. Hvis man vil trække sig fra arbejdsmarkedet, skal man kunne gøre det med værdighed og uden at skulle overbevise nogen om, at man er for syg til at kunne fortsætte. Jeg er selv 52 år, og jeg regner med at fortsætte, til jeg er 65. Sådan har jeg det, men vi skal være solidariske med dem, der har brug for at stoppe før. Heldigvis er mange enige med os, men der er nok en del akademikere og andre, der har sværere ved at stå fast. De tror, efterlønnen er en luksus.
Jan Leth, socialpædagog på skolebehandlingshjem ved Randers
Mange skal bakke op – også de unge
– Jeg har været med til at spare op til min efterløn, og jeg vil gerne selv kunne bestemme, hvornår det er tiden at gøre brug af den. Det er vigtigt, og jeg vil til den tid være rask nok til at kunne nyde det. Jeg vil for eksempel prøve at lære at spille golf uden at have det dårligt over det. Jeg tror ikke på den med, at vi ikke har råd, og jeg håber, at mange – også de unge – vil bakke op om, at vi skal bevare efterlønnen.
Hanne Bylov, sikkerhedsrepræsentant på botilbud ved Børkop
Endelig en ordning, jeg kan bruge – og så vil de fjerne den!
– Som 17-årig startede jeg på arbejdsmarkedet, og jeg har været både jord- og betonarbejder, stilladsarbejder og meget andet. I midten af 90’erne blev jeg uddannet til pædagog, og siden 1997 har jeg arbejdet, hvor jeg er nu. Jeg kan da godt mærke i kroppen, og jeg har haft en del hårdt arbejde – også psykisk belastende ind i mellem. Nu begynder jeg at kunne se frem til efterlønnen, og så vil de fjerne den! Da jeg var ung, var der ikke barselsorlov og omsorgsdage og den slags, da jeg havde brug for det. Nu er der så en ordning, jeg kan bruge, og som jeg selv har været med til at spare op til. Og så vil de fjerne den. Men jeg tror ikke på, at det lykkes for dem. Jeg tror, vi får en ny regering, og at forliget fra 2006 holder.
Bjarke Bylov, tillidsrepræsentant i bofællesskab ved Brejning