Tænd lyset, når jeg skal sove
Læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale kan ofte blive usikre, når patienten har udviklingshæmning. Nordmænd har efter engelsk forbillede udviklet et enkelt og billigt redskab, der sikrer, at sundhedspersonalet nemt og hurtigt får vigtig information
Hvad kan du gøre, hvis jeg er bange eller vred? Hvordan kan du se, at jeg har ondt? Hvordan får jeg medicin (hele tabletter, knuste tabletter, injektioner, flydende)?
Sådanne spørgsmål kan norske læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale nu nemt og hurtigt få svar på, hvis de har en udviklingshæmmet patient.
I forbindelse med et større projekt om udviklingshæmmedes helbred har det nationale kompetencecenter Aldring og Helse i Norge udviklet et såkaldt ‘sygehuspas’ til mennesker med udviklingshæmning.
– Passet er et lille hæfte, der under indlæggelsen skal ligge på natbordet. Det indeholder oplysninger, der ikke står i en almindelig sygehusjournal, men som er vigtige for at give mennesker med udviklingshæmning en god indlæggelse. For eksempel oplysninger om, at patienten skal have lyset tændt for at kunne sove om natten. Eller oplysninger om, hvordan man kan tage en blodprøve på en måde, der ikke gør patienten bange, fortæller projektleder Stine Skorpen.
Oversæt gerne passet
Hun understreger, at det ikke er meningen, at sygehuspasset skal erstatte en ledsager fra fx botilbuddet, men være et supplement, der sikrer at sygehuspersonalet systematisk får de nødvendige oplysninger.
– Og så er det selvfølgelig også et rigtig godt redskab for patienter, der ikke har en ledsager med 24 timer i døgnet, siger hun.
Oplysningerne i sygehuspasset er inddelt i røde oplysninger (det, sygehuspersonalet må og skal vide,) gule oplysninger (det, der er vigtigt for patienten) og grønne oplysninger (det, patienten kan lide og ikke kan lide).
– Vi har endnu ikke lavet en egentlig evaluering af passet, men vi mærker en stor efterspørgsel og hører om stor tilfredshed fra det sygehuspersonale, der har brugt passet – som i øvrigt også kan bruges af andre mennesker med forståelseshandicap, siger Stine Skorpen.
Det norske sygehuspas er en videreudvikling af en engelsk version, ‘My hospital passport’ og ligger frit tilgængeligt på internettet via www.helsesjekk.info eller www.kortlink.dk/a4bb Stine Skorpen siger, at danskere er meget velkomne til at oversætte og bruge passet.