icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ny finansieringsmodel

Tidlig indsats skal kunne betale sig

Der er brug for en anden finansiering af det særlige sociale område, mener Socialpædagogerne. Og det er socialministeren enig i

  • Af Bjarne Hesselbæk
  • 22-2011 /

Der er brug for at nytænke finansieringen af det specialiserede sociale område, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen. Det er et behov, den nye regering har erklæret sig enig i. Derfor har Socialpædagogerne udarbejdet et nyt udspil til en finansieringsreform, og det har Benny Andersen givet til socialminister Karen Hækkerup (S).

Udspillet fra Socialpædagogerne viser, hvordan det skal kunne betale sig at investere i en tidlig indsats, der er solidarisk med udsatte borgere, fortæller Benny Andersen og tilføjer, at finansieringen bygger på et solidarisk princip. Udspillet viser også, hvordan der kommer mere fokus på at udvikle de fagligt bedste forløb for borgerne.

Store kommunale forskelle

Der er både positive og negative elementer i udviklingen efter Kommunalreformen i 2007, hedder det i udspillet fra Socialpædagogerne. Det positive er, at der mange steder lægges større vægt på borgernes inklusion i lokalsamfundet og på indsatser i nærmiljøet.

– Det negative er, at en række tilbud med stor faglig viden og erfaring inden for særlige områder lukkes eller beskæres. Der sker en afspecialisering, fordi kommunerne i voksende omfang hjemtager borgere for at placere dem i bostøtte eller brede botilbud, siger Benny Andersen.

Det sker for eksempel i forhold til mennesker med senhjerneskade og for børn og unge, som flyttes fra døgninstitutioner til familiepleje og egne værelser.

– For nogle borgere kan det være en positiv udvikling. For mange andre betyder det, at de ikke får den helt nødvendige faglige støtte. Dertil kommer, at det kommunale selvstyre betyder, at der er stor forskel fra kommune til kommune på, hvilke tilbud borgerne får, siger Benny Andersen.

Den sociale fællesnansiering


Socialpædagogerne foreslår en såkaldt social fællesfinansiering, som bygger på fire principper:

50 pct. af de nuværende kommunale midler på området overføres til en fælles kasse, som bliver administreret af staten. Kassen skal fungere som en intern udligningsordning, lidt i stil med den nuværende refusionsordning for dyre enkeltsager – blot på et meget højere niveau.

Kommunerne betaler for tilbud og ydelser efter forbrug, mens prisen er fastlagt ved takster.

Jo mere specialiseret og kompleks en ydelse eller et tilbud er, jo mere hjælp får man refunderet af den sociale fællesfinansiering.

Det sikres, at der er de rette tilbud til grupper med særlige og komplekse behov. Det sker gennem en planlægning på nationalt plan.

 

Høj specialisering er et nationalt ansvar

– Det er fint, at kommunerne har ansvaret for den brede indsats på det specialiserede socialområde. Men det holder ikke, at de skal stå for højt specialiserede tilbud til små målgrupper. Det bør i stedet være et nationalt ansvar, siger Benny Andersen.

For Socialpædagogerne er det ikke afgørende, om det nationale ansvar løftes gennem specialiserede tilbud, der er drevet af staten, regionerne eller mellemkommunalt.

– Målet er at højne kvaliteten og sikre mere ensartede tilbud til borgerne, uanset hvor i landet de bor, siger Benny Andersen.

– Vi foreslår en finansieringsmodel, der giver incitament til en tidlig indsats og til at udvikle specialiserede tilbud. En model, hvor fællesskabet bærer en større del af byrden, så enkeltkommuner med store udfordringer ikke kommer i klemme, siger Benny Andersen.

Ens prispolitik og målgruppe

– Hvis en sådan fællesfinansiering skal lykkes, skal to ting være på plads. Der skal være en ens prispolitik over hele landet, så ingen kommuner kan tjene på overhead eller tillægsydelser. Og så skal vi have en fælles accepteret beskrivelse af målgrupper og deres behov. Det skal sikre, at den nationale fordeling af de højt specialiserede tilbud sker fagligt og økonomisk optimalt, siger Benny Andersen.

Socialpædagogerne peger i øvrigt på, at en finansieringsreform bør følges op af fælles modeller for organisering af den kommunale indsats. Det skal sikre kvalitet og sammenhæng i indsatsen og en ansvarlig forvaltning af de fælles ressourcer.

– Det kan ske ved, at vi etablerer regionalt baserede børnecentre og voksen/handicapcentre. Centre, der har en både tværfaglig og specialfaglig viden på det sociale, psykiatriske, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige område. Centre, der skal rådgive og understøtte kommunerne i forhold til indsatsen i forhold til børn og unge og voksne med særlige behov, siger Benny Andersen. 


Du kan nde udspillet ‘Finansiering og organisering der understøtter faglighed og gode resultater’ på www.sl.dk/finansiering  

 

Diskuter dilemmaet på facebook: Tror du, at en ny nansieringsmodel vil hjælpe?


Socialpædagogerne foreslår, at der kommer en ny finansiering af det særlige sociale område, så kommunerne får betalt 50 pct. af sine udgifter fra en fælleskasse, som bliver administreret af staten. Hvad vil en sådan finansieringsreform komme til at betyde for borgere inden for det særlige sociale område? Hvad vil det betyde for det socialpædagogiske arbejde?

Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Forbund og a-kasse