Stort ståhej for ingenting? Eller skrækscenariet?
Er retssikkerheden for udsatte børn og unge samt voksne handicappede den samme, efter at kommunerne og regeringen har lavet en økonomisk aftale for 2012, som betyder, at Ankestyrelsen i sine afgørelser skal tage hensyn til det serviceniveau, kommunerne lægger? Og som betyder, at socialministeren vil ændre serviceloven
Han ved det ikke selv. Men hjerneskadede Jacob Kjær fra Svebølle på Vestsjælland er blevet symbol på en landsdækkende krig om rettigheder på den ene side og skattekroner på den anden side. Sådan skrev Politiken den 3. juni, samme dag, som kommunerne og regeringen indgik en økonomiaftale for 2012.
32-årige Jacob Kjær kan klare mange ting, for eksempel at passe sit arbejde på et beskyttet værksted. Han kan tale, læse og skrive, men han har brug for støtte til at klare hverdagen, for eksempel glemmer han ofte at tage sin medicin eller at drikke vand. Han boede i et botilbud, og hans hverdag fungerede med hjælp fra en personlig bostøtte.
Men da Kalundborg Kommune besluttede at spare hans bostøtte, kunne Jacob Kjær ikke læn gere klare sig i botilbuddet og fik i stedet tilbudt at flytte ind i et botilbud for multihandicappede borgere, der udviklingsmæssigt er på niveau med små børn. Forældrene klagede til det sociale nævn og fik medhold i, at det ikke var et passende tilbud til Jacob Kjær. Forældrene har i stedet peget på et andet – og dyrere – botilbud, der er specialiseret i yngre hjerneskadede mennesker som Jacob. Tilbuddet ligger i nabokommunen.
Kalundborg Kommune har sagt nej og i stedet tilbudt Jacob et andet lokalt botilbud, der er for udviklingshæmmede, hvor beboerne hovedsagelig kommunikerer via tegnsprog og billeder.
Dette tilbud har forældrene takket nej til, og det sociale nævn har igen givet forældrene ret i, at det ikke er et passende tilbud til Jacob Kjær, og at tilbuddet i nabokommunen kan være det rigtige for ham.
Her står sagen nu.
Hvad der fremover vil ske med Jacob Kjær kan meget vel komme til at afhænge af fortolkningerne i den økonomiaftale, som kommunerne netop har indgået med regeringen.
I aftalen står der ganske vist, at det stadig er reglerne i serviceloven, der gælder. Det vil sige, at hvis man har et behov efter den lov, for eksempel at bo i et botilbud, så er kommunen forpligtet til at opfylde det. Det vil sige, at Jacob Kjær skal tilbydes et botilbud, der svarer til hans behov.
Men det nye er, at i aftalen har regeringen givet kommunerne lov til selv at bestemme, hvilket serviceniveau, de fremover skal lægge over for handikappede og andre udsatte grupper, så længe de holder sig inden for lovens rammer. Og Ankestyrelsen skal i sine afgørelser tage hensyn til den enkelte kommunes serviceniveau. Det vil sige den enkelte kommunes økonomi.
Det kan være et drastisk skridt
Hvad økonomiaftalen reelt vil komme til at betyde, er på nuværende tidspunkt svært at sige. Fordi umiddelbart er der ikke ændret på, at det fortsat er serviceloven, der gælder, og allerede i dag bliver der taget økonomiske hensyn, og kommunerne kan fastsætte et serviceniveau, så længe de holder sig inden for lovens rammer, fortæller lektor John Klausen, Juridisk Institut, Aalborg Universitet.
– Er der to forskellige tilbud, som begge kan opfylde personens behov, så skal man naturligvis vælge det billigste. Men det er ikke lovligt at tage økonomiske hensyn, som betyder, at borgeren ikke får den ydelse, som han faktisk har behov for. Så har man ladet økonomien indgå på en usaglig måde, siger John Klausen.
Hvis der for eksempel er fastslået, at en handikappet studerende har brug for 20 timers ledsagelse om ugen for at kunne følge sit studium, så er det ikke lovligt at nedsætte timetallet til 15 med den begrundelse, at kommunen ikke har råd, siger John Klausen.
-Hvilke konsekvenser får det, hvis den her aftale betyder, at Ankestyrelsen i sin praksis skal tage hensyn til kommunernes serviceniveau?
– Ingenting. Hvis kommunens serviceniveau er lovligt fastsat i overensstemmelse med servicelovens regler, svarer det til praksis i dag, siger John Klausen.
– Hvis det handler om, at kommunerne skal have større råderum, selv om det ikke er det, der står direkte i aftaleteksten, kan man frygte, at der er tale om egentlige begrænsninger i ankesyste- mets muligheder for at efterprøve en kommunal afgørelse, siger John Klausen.
– Hvilken betydning kan det få, at der i aftalen står, at økonomien skal spille en større rolle i Ankestyrelsens afgørelser?
– Hvis hensynet til kommunens økonomi medfører, at Ankestyrelsen alene skal prøve om en afgørelse er i overensstemmelse med kommunens fastsatte serviceniveau og ikke om den opfylder den handicappedes behov, sådan som det er fastlagt i serviceloven, så er der tale om en meget drastisk ændring. Borgeren vil i så fald ikke længere kunne få ankesystemet til at kontrollere, om kommunen yder den nødvendige hjælp, siger John Klausen.
Fornuftig brug af skattekronerne
Selv om det ikke direkte fremgår af teksten, så er den netop indgåede aftale måske alligevel et skridt på vejen hen mod det kommunerne gerne vil have, nemlig regeringens hjælp til at skære ned på udgifterne til det særlige sociale område.
Regeringen har således lovet kommunerne at fremsætte et lovforslag, som giver dem ret til at fastlægge et lokalpolitisk serviceniveau.
Socialminister Benedikte Kiær (K) siger:
– Kommunerne skal levere den sociale hjælp til borgerne, som de har brug for og ret til efter serviceloven. Samtidig skal kommunerne selvfølgelig sørge for, at hjælpen bliver tilrettelagt på en økonomisk hensigtsmæssig måde. Hvis to tilbud er lige egnede, så er det relevant at se på prisen. Vi har aftalt med KL, at vi vil ændre serviceloven. Der er ikke tale om nogen skærpelse, men om en præcisering af gældende ret for at sikre en fornuftig brug af de kommunale skattekroner.
Om ændringen får betydning for Jacob Kjærs fremtid kan der ikke sige noget om på nuværende tidspunkt.