Jabes svarer igen på kritik
Operation X præsenterede det private opholdssted Jabes som en af flere såkaldte ‘sociale plattenslagere’ – her giver lederen sin version
I Socialpædagogen nummer 25 satte vi fokus på kommunernes generelle tilsyn med private opholdssteder. Et af eksemplerne var opholdsstedet Jabes i Køge Kommune, der rettede en stærk kritik af det kommunale tilsyn.
Stort set samtidig blev Jabes og dets leder i TV2-programmet Operation X præsenteret som ‘sociale købmænd’ og ‘platugler’. Som et sted, hvor kommuner betaler for ydelser, de ikke får – eller for en kvalitet, der ikke leveres. Vi har efterfølgende stillet Jabes leder, Mikael Skak Pedersen, en række uddybende spørgsmål. Nogle af spørgsmålene og svarene kan du se her – resten kan du finde på Socialpædagogernes hjemmeside.
Dokumentation ‘krone for krone’
Udsendelsen slutter med, at programmets vært, Morten Spiegelhauer, opsøger dig på en restaurant for at få et interview med dig. Du siger til programmets vært, at du kan dokumentere krone for krone, hvad pengene er blevet brugt til. Hvorfor gjorde du ikke det?
– Operation X har researchet i over 6 mdr. på denne udsendelse, og vi har haft løbende kontakt og tilsendt alt, de har bedt om via aktindsigt i såvel vore som kommunernes sagsakter. Vi har gentagne gange tilbudt at gennemgå vores regnskaber ‘krone for krone’ – det samme har vi tilbudt kommunerne. Hvorfor mon ingen stiller op omkring Jabes? Svaret er: Kommunerne er tilfredse, og der er styr på det – krone for krone, men det mener Operation X er for kedeligt fjernsyn. Derfor deltog jeg ikke i programmet.
Taknemmelig underholdning
Kan du forstå, at dem, der har set udsendelsen sidder tilbage med et indtryk af, at der er noget galt på Jabes?
– Operation X er taknemmelig ‘underholdning’ og efter min mening meget dårlig journalistik. Det er sensationspræget og ensidigt tv. Det er der desværre mange, der ‘æder’ råt. Jeg oplever, at programmet går efter manden og ikke efter bolden. Det skaber en lang række meget store menneskelige omkostninger, både for dem der blev ‘hængt’ ud, men også for dem, som er ofre. Når det er sagt, er det naturligvis ikke ok, at der foregår nogen form for ‘svindel’ eller ‘plattenslageri’. Jeg mener bare ikke, det hører hjemme i
tv. Det er jo nutidens ‘gladiator-kampe’, den form for ‘underholdning’ tager jeg skarp afstand fra. Der er ingen vindere. —
Læs resten af interviewet med Jabes’ leder, Mikael Skak Pedersen, på www.sl.dk/jabes. Udsendelsen ‘De sociale plattenslagere (2:2)’ kan ses på TV Sputnik (kræver abonnement): www.kortlink.dk/a8wb Find pressemeddelelser om udsendelsen fra Mikael Skak, Geert Jørgensen fra LOS og Lyngby Tårbæk Kommune på Jabes’ hjemmeside: www.kortlink.dk/a8w8