icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Opholdssteder

Institution lukker for udslusningen

Den selvejende institution Thorshøjgård har sværere og sværere ved at afsætte sine traditionelle tilbud til kommunerne. Det har resulteret i omfattende afskedigelser, lukning af en afdeling for udslusning og nu forhandles der om nye driftsformer med kommunen

  • Af Torben Svane Christensen
  • 22-2011 /

Gedemarked og forhindringsløb. De ord sætter forstander Finn Alring på den daglige kamp for at få kommunerne til at vælge Thorshøjgårds tilbud til unge.

– I en visitation i dag sidder der måske seks forskellige parter, og hvis bare en af de parter får nej fra sin leder, ja, så kommer den unge ikke i et tilbud hos os. Så kommer de måske ud i afklaringsforløb, der langt fra matcher deres personlige problematikker. Typisk ender det med, at den unge forbliver uuddannet, ubeskæftiget og hjemmeboende med en dårlig økonomi, siger han.

På Thorshøjgård har de mærket det generelle fald i anbringelser, der begyndte i 2010.

– Det har betydet, at vi må lukke vores udslusningstilbud fra 1. januar næste år. Vi har afskediget otte ansatte i foråret, de fire i vores projektafdeling, og vi kommer til at sige farvel til fem mere fra begyndelsen af det nye år, siger han.

Thorshøjgård


Thorshøjgård er en selvejende institution under foreningen KFBU – Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge. Institutionen har tre døgnafdelinger, intern skole, produktionsværksteder, dagskole, en STU-linje og en projektafdeling, der løser individuelle opgaver for kommuner. Der er 40 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde ansat på Thorshøjgård.

 

Thorshøjgårds trængsler har resulteret i et underskud, og stedet og Ishøj Kommune forhandler om en ændring af driftsaftalen.

– Kommunerne tager sig godt betalt for at være driftspartnere. For vores vedkommende drejer det sig om 2 millioner kroner om året, og for det laver kommunen et i øvrigt fremragende pædagogisk tilsyn, der efter de markedspriser, der er gældende på området, koster ca. 50.000 kroner, konstaterer Finn Alring – og han er stærkt kritisk over for kommunernes tilgang til området:

– Efter min mening har kommunerne fuldstændig misforstået opgaven, da driften af døgninstitutioner overgik til dem. Det virker som om, at de kun er interesseret i lønsomheden ved driften af institutionstilbuddene, og det synes jeg er forargeligt. Solidariteten, hvor det handler om at give børn og unge det bedste tilbud på tværs af kommunegrænser, er gået fløjten. Kommunerne budgetterer med de penge, som de får via driftsaftaler med institutionerne, og hvis vi så ikke har fuld belægning, så kommer det til at stå som et underskud, siger Finn Alring

Han er sikker på, at man fremover vil se flere eksempler, hvor enten kommuner eller institutioner opsiger driftsaftaler.

Thorshøjgård vil nu tilbyde kommunerne arbejdsmarkeds- og uddannelsesrettede forløb af kortere varighed.

– Vi ser kommuner, der nu giver bevilling til anbringelse i tre måneder ad gangen, ja, helt ned til en måned ad gangen. Det gør det meget vanskeligt for vores brugere – såvel de unge som deres familier – og svært at lave et godt tilbud. Vi vil prøve at fange kommunernes socialansvarlige interesse ved at sammensætte kortere forløb på 12 måneder, hvor det i højere grad handler om uddannelse og job, og så må vi rette til i forhold til vores værdier. Nogle siger, at udviklingen snart vender, fordi der ophober sig rigtig mange sociale problematikker, der ikke løses med kommunernes forebyggende indsatser, men jeg er da meget spændt på, om vi eksisterer om et par år, siger Finn Alring. 


Læs mere på www.thorshoejgaard.dk og www.kfbu.dk

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge, Socialpolitik