Kommunale krav forhindrer overenskomster
Socialpædagogernes særlige indsats i forhold til de private opholdssteder har blandt andet som mål at få tegnet overenskomster med stederne. Men kommunale krav til stedernes økonomi står ofte i vejen, lyder det fra projektmedarbejderne
Når Viggo Spangsberg tager rundt på sine ture til private socialpædagogiske tilbud i kredsene i Storstrøm og Lillebælt, får han tit positive tilkendegivelser fra lederne til tilbuddet om at tiltræde en af de to overenskomster, han tilbyder. Men når punktet opsigelsesvarsler kommer på bordet, så må de desværre takke nej. Det skyldes ikke de private institutioners modvilje mod at give deres ansatte ordentlige vilkår, hvis de må sige dem op. Det handler om krav fra de kommuner, der fører tilsyn med de private tilbud.
– Jeg oplever i mere end halvdelen af tilfældene, at en aftale bliver bremset af, at stederne ikke har tilstrækkelige midler henlagt til at kunne klare længere opsigelsesvarsel til de ansatte. Det kan skyldes, at stedet er nystartet. Andre har valgt at investere i bygninger eller ekstra socialpædagogiske foranstaltninger, men i mange tilfælde skyldes det, at det kommunale tilsyn styrer området så stramt, at det ikke har været muligt at henlægge tilstrækkeligt, siger Viggo Spangsberg, der er en af fire projektmedarbejdere i Socialpædagogernes særlige indsats på det private område – i daglig tale SIPO.
Hans erfaring efter sine mange besøg er, at steder også kan være meget usikre på, om de må bruge et eventuelt overskud til at honorere lange opsigelsesvarsler.
– Der er kommuner, der forlanger, at et overskud bliver brugt til at nedbringe det følgende års takster på anbringelser. Det må kommunen også ifølge vejledningen på området, men først efter, at nødvendige henlæggelser er foretaget, og det bliver ofte tolket til kommunernes fordel, når det handler om, hvad der er nødvendige og ikke nødvendige hensættelser. Faktisk er hensættelser til opsigelsesvarsler beskrevet i vejledningen som en nødvendig hensættelse, siger han.
I det område han dækker som projektmedarbejder, er der mellem 170 og 180 private tilbud, og siden han begyndte i projektet SIPO, er 10 steder lukket på grund af dårlig økonomi.
– Jeg er flere gange stødt på udmeldinger som ‘vi ved ikke, om vi overlever det næste halve år’, og flere steder kører med mange ledige pladser, og det har jo også indflydelse på deres muligheder for at opnå et overskud til henlæggelser, siger Viggo Spangsberg.
Han er generelt meget betænkelig ved, at det private anbringelsesområde også på andre måder styres så stramt af kommunerne, at de ansatte ikke kan tilbydes løn- og ansættelsesforhold, der svarer til, hvad de ville kunne opnå, hvis de var ansat til at løse opgaven i offentligt regi.
– Kommunerne underbyder de overenskomster, som de er bundet af og selv har været med til at vedtage på egne arbejdspladser, ved at lade opgaven blive løst af private aktører, som de samtidig styrer så stramt økonomisk, at de private aktører ikke kan tilbyde de samme betingelser, siger Viggo Spangsberg.
Han ser samtidig en stor fare i, at stederne i deres overlevelseskamp og indbyrdes konkurrence bliver presset så hårdt økonomisk, at de bliver nødt til at skære yderligere i løn- og ansættelsesforhold.
– Dette pres kommer ikke kun fra tilsynskommunen, men også fra de anbringende kommuner, hvis første og vigtigste krav til en anbringelse, ifølge mange lederes udsagn, ofte er, at den ikke må koste over et bestemt beløb. En stor del af disse uheldige forhold ville det private område kunne undgå, hvis området i langt større udstrækning var dækket af kollektive overenskomster, mener Viggo Spangsberg.
Læs mere om SIPO på: www.sl.dk/sipo