Midt i en krisetid
Ansatte på private socialpædagogiske tilbud mærker også krisen med færre anbringelser. Der kræves mere fleksibilitet, når vagtplanen skal hænge sammen, og opkvalificering er der flere steder ikke råd til mere. Socialpædagogen har interviewet en række ansatte for at få et øjebliksbillede af deres arbejdsliv
Gårdspladsen foran gården, der rummer bostedet Under Kastanien er fyldt med biler. Der er personalemøde for de ansatte fra den selvejende institutions afdelinger i ladebygningen. Et møde, der uvægerligt kommer til at handle om fremtiden, for her mærker man også krisen med færre anbringelser, og det har betydet en administrativ sammenlægning af afdelingerne Under Kastanien og I Reden.
Jens Brodersen og Charlotte Kierskov har fået lov at smutte fra mødet til et interview med Socialpædagogen.
For en måned siden var Jens Brodersen afdelingsleder på bostedsdelen for de unge, nu er han ansat som pædagog, samtidig med at han løser en række specifikke opgaver for organisationen.
– Vi har utrolig lille søgning på vores åbne pladser, og vi har derfor kørt en proces med en omstrukturering af vores organisation, hvor alle ledere blev fyret og så kunne søge de stillinger, der blev ledige i den nye struktur. Det har været en meget åben proces, og jeg er afklaret på det personlige plan med, at jeg ikke skal være leder pt. Jeg har da ikke lagt skjul på, at jeg har søgt lederstillinger andre steder. Men skal jeg være ærlig, så vil jeg hellere være pædagog her end leder et andet sted, hvis jeg ikke kan stå inde for det, jobbet indebærer. Men jeg håber da, at der kommer gang i indskrivningerne igen, så der bliver brug for mig som leder, siger Jens Brodersen, der fortæller, at man mangler fire indskrivninger for at kunne vende tilbage til den samme struktur, der var før.
Han har været på stedet, der har haft 20 års jubilæum, siden 2009. Han blev uddannet pædagog i 2000, men har arbejdet inden for feltet siden 1995, hvor han også har været selvstændig pædagogisk konsulent.
Charlotte Kierskov blev ansat som pædagog samtidig med Jens Brodersen. Hun blev uddannet pædagog i 1993, og hun har i 17 år haft børn i døgnpleje.
– Jeg havde været tilknyttet stedet som vikar, og jeg havde faktisk fået et andet job, hvor jeg var en måned, før jeg blev tilbudt en fast stilling her, og jeg var slet ikke tvivl om, at det var her, jeg skulle være, siger hun.
|
Den selvejende institution Under Kastanien Under Kastaniens målgruppe er unge mennesker mellem 12 og 18 år med kontaktforstyrrelser og tilknytningsvanskeligheder og med opvækstvilkår i familier med opløsningstendenser. I Redens målgruppe er børn i alderen 7 til 18 år med psykosociale problemer, omsorgssvigt og tilknytningsforstyrrelser. En ny aflastningsafdeling er lige blevet lavet, kaldet Kvisten, og der er en skoledel på Kvistrup Gl. Skole samt udslusningsdelen, Nummer 30. Læs mere på www.underkastanien.dk |
Pres og nye målgrupper
Men krisetiderne for de private socialpædagogiske tilbud har også fået indflydelse på de to ansattes arbejdsdag. Jens Brodersen fortæller, at en reduktion i antallet af medarbejdere til dels har kunnet klares med naturlig afgang.
På den lange bane er to blevet fyret af andre årsager, og så valgte to ansatte at gå, fordi de ikke kunne se sig selv i den nye struktur. Der bliver stort set ikke brugt vikarer mere, og hvor der før var tre ansatte på arbejde til de otte beboere, er der nu kun to på arbejde i weekenderne. Så der er mindre tid til beboerne og til familierne. Samtidig med, at kravet til fleksibiliteten hos de ansatte med hensyn til at få dækket arbejdsplanen ved sygdom og ferier er steget.
– Det betyder, at jeg ikke altid når at restituere mig på samme måde som før. Hvis jeg melder mig syg, så ved jeg, at det er en af de andre, der skal tage min arbejdsdag. Det har så den fordel, at vi er mere på arbejde sammen. Det giver mere overblik, når der ikke er skiftende vikarer, fortæller Charlotte Kierskov.
Tidligere har Under Kastanien ikke taget unge med misbrug ind, men nu diskuteres det, om man skal udvide målgruppen.
– Det handler om faglighed, og om vi føler os rustet til at løfte den opgave. Hvis vi skal gøre det, er det afgørende med en garanti fra kommunen om, at vi kan gøre det fagligt forsvarligt. Vi melder klart ud til kommunerne, hvad det er, de får hos os, og vi vil ikke gå på kompromis. Det har vi mistet indskrivninger på, siger Jens Brodersen.
Rammer opkvalificeringen
Krisetiderne har også betydet en væsentlig nedgang i opkvalificering af de ansatte.
– Før blev det vægtet højt, og der har været rigtig mange ansatte på kurser. Det blev dækket ind med vikarer. Så vi har et højt niveau, og jeg tror vi klarer os på grund af vores tillid til vores egen faglighed. Men der er nok en nedgang i opkvalificering på 80 pct., siger Jens Brodersen.
Den gennemsnitlige ansættelsestid på næsten ni år tyder da også på, at de ansatte kan lide at arbejde på stedet.
– Det, der adskiller det her sted fra offentlige tilbud, er, at vi arbejder med reel anerkendelse. Vi arbejder uden regler, og det kan lyde nemt, men det er det ikke. Hvis en af vores unge er væk, og ikke kommer hjem til aftalt tid, så bruger vi en anerkendende tilgang i stedet for at skælde ham ud. Og når han kommer, så får han varme og mad. Vi skal hele tiden acceptere den unge eller barnet der, hvor de er. Vi skal acceptere tingenes tilstand, men samtidig skal vi tilbyde os og lytte til, hvad den enkelte vil, siger Charlotte Kierskov.
Jens Brodersen fortæller, at der har været cirka 10 magtanvendelser på de to et halvt år, han var leder. I alt er der 12 børn og unge på Under Kastanien og I Reden. Tre af dem er på vej væk.
Og de to ansatte svarer i kor ‘ja’, da de bliver spurgt, om stedet også eksisterer om to år.
– Vi kan noget særligt her. Det hører vi også fra kolleger, der har kigget efter et andet arbejde, hvor de siger: ‘Vi kan ikke finde noget, der matcher det her sted’. Vi ved, at der står samarbejdspartnere i kulissen, der gerne vil anbringe hos os, når økonomien bliver til det igen, siger Jens Brodersen.
Fleksible pædagoger
En halv times kørsel fra Under Kastanien omkranset af skov og helt ud til vandet i nærheden af Haderslev ligger Ehlershjemmet. Her arbejder Britta Højmark, hun er pædagog og tillidsrepræsentant på stedet. Da hun blev ansat, hørte Ehlershjemmet under amtet, siden overtog kommunen det, og nu er det en selvejende institution.
Vi sidder sammen med konstitueret forstander Anton Niemann Jensen på hans kontor. Der er udsigt til skoven og stedets geder, der – viser det sig senere – stiller nye krav til de ansatte. Besparelser i kommunerne og færre indskrivninger stiller også krav til de ansattes fleksibilitet.
– Det er en nødvendig fleksibilitet, og det kræver en fleksibel familie derhjemme, når vi i højere grad skal byde ind for at dække vagter, fordi der ikke er råd til vikarer. Men fleksibiliteten fungerer også den anden vej fra ledelsen, når vi skal have fri, siger Britta Højmark, der bor sammen med sin familie tæt på sin arbejdsplads, og de to verdener griber ind i hinanden.
– Børnene her på stedet ved, hvor jeg bor, og de kender mine børn og min mand, der træner nogle af dem i den lokale gymnastikforening, siger hun.
En af grundene til, at de ansatte på Ehlershjemmet ikke bukker under for arbejdspresset er blandt andet medindflydelse på egen arbejdstid.
– Det er noget andet at ønske, at jeg gerne vil arbejde mange timer i streg, og at det ikke er ledelsen, der siger, ‘du skal arbejde i weekenden’. Og de lange vagter giver netop mulighed for, at vi kan tilbyde børnene nogle andre ting, end hvis vi skulle skifte personale midt på dagen. Og godet for os som personale er, at vi kun skal arbejde hver tredje weekend frem for hver anden, understreger hun.
Anton Niemann Jensen går som leder heller ikke fri, når der skal dækkes huller i vagtplanen.
– Ledelsen indgår i vagtplanerne for at få det til at hænge sammen, og det har den sidegevinst, at vi får et indblik i og en følelse for de ansattes vilkår. De ansatte har en stor ansvarlighed for stedet her, men det er klart, at der er en risiko for overbelastning, siger Anton Niemann Jensen.
|
Ehlershjemmet I Børnehuset er der plads til 13 aleneanbragte børn i alderen 0 til 12 år. Enkelte børn kommer akut til Børnehuset. Nogle børn kommer fordi de skal observeres og udredes. I Familiehuset er der plads til syv familier, der hver bor i egen lejlighed. Mariegade er den eksterne afdeling, hvor familier, der har brug for støtte i eget hjem, kan få hjælp. Læs mere på www.ehlershjemmet.dk |
En livsstil
Der bliver jævnligt holdt teammøder, hvor der er mulighed for at få ryddet op i de frustrationer, der må være.
– Vi har heller ikke skåret ned på supervisionen. Den er især vigtig nu, siger Anton Niemann Jensen, og Britta Højmark, der også er arbejdsmiljørepræsentant, holder et vågent øje med, hvordan alle de ansatte trives.
– Reglerne bliver overholdt, men vi er meget opmærksomme på overbelastning i den her tid, siger hun.
De stramme økonomiske rammer går også ud over de ansattes mulighed for at opkvalificere sig.
– Jeg har lige været på et gratis kursus, som Servicestyrelsen arrangerede, og det er den slags efteruddannelse, der er råd til nu. Vi vælger selv ude i de enkelte team, hvem der skal af sted, siger hun.
Men selv om der skal ydes en ekstra indsats fra de ansattes side for at klare de svære tider, så ønsker Britta Højmark ikke at arbejde andre steder.
– At arbejde her er en livsstil. De, der tror, at de bare kan have det som et almindeligt arbejde, hvor alt er glemt, når man går hjem, de arbejder ikke her ret længe. Det kræver en robusthed, og når jeg fortæller om, hvordan vi arbejder til ansatte i offentlige tilbud, lyder det tit ‘hvordan kan I holde til det!’ – men det kan vi. Jeg er også blevet mødt med spørgsmålet ‘hvorfor bliver du ikke familieplejer?’. Men det ville jeg hverken byde mine egne børn eller de børn, der har brug for hjælp, siger hun og fortsætter:
– Her oplever jeg små solstrålehistorier. Vi har lige sendt to børn hjem i deres egen familie. Det var der ikke ret mange, der troede på, da de kom her, siger hun.
Interviewet er slut, og Britta Højmark får øje på, at et par af gederne er kommet uden for indhegningen. Og så bliver der hurtigt samlet en flok ansatte, der skal få de frihedshungrende dyr tilbage til flokken igen.
Erfaringer udefra
På behandlings- og opholdsstedet Novej 11 længere nordpå i Jylland får Socialpædagogen fat i pædagog Morten Skov Jensen på telefonen. Det er formiddag, og han sidder med nogle administrative opgaver. Han blev uddannet i 1999 på Holstebro Seminarium, og han har arbejdet på behandlingshjemmet Schuberts Minde, inden han kom til Novej 11. På et tidspunkt tog han halvandet års orlov, hvor han arbejdede i en centerklasse.
– Det var godt at prøve noget andet. Novej11 er et lille sted med seks pædagoger, og mødet med skoleverdenen gav mig ny indsigt og forståelse. Men jeg er glad for at arbejde her på Novej11. Der sker hele tiden en udvikling, siger han.
Modsat mange steder oplever Novej 11 ikke tomme pladser – tværtimod.
– Vi har fem unge, og det er det maksimale, vi kan have. Sidst vi skulle have en ny ind, var vi i den heldige situation, at vi kunne vælge mellem flere unge. Det ser fint ud i den nærmeste fremtid, og vi har været forskånet for hjemtagelser. Det giver en tryghed, og vi kan tænke mere langsigtet i vores planlægning. Men i forbindelse med kommunesammenlægningerne havde vi tomme pladser, og selv om der ikke blev talt om fyringer, så sad det alligevel i baghovedet på os, at det kunne ende med det, siger han.
Men nu, hvor det går godt, er der også økonomi til at opkvalificere de ansatte. Morten Skov Jensen er ved at tage et årskursus i KRAP, Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik.
– En af mine kolleger tog kurset sidste år, og jeg synes, at ledelsen er god til at give os mulighed for at efteruddanne os, siger han.
Hvis han skal pege på forskelle mellem at arbejde på et lille privat opholdssted i forhold til de andre ting, han har prøvet, så handler det om nærvær.
– Jeg kender de unge og deres forældre rigtig godt. Jeg har været på steder med flere faggrupper, og det er selvfølgelig en fordel, at man kan trække på andres viden, men den hjælp henter vi udefra. Jeg synes, jeg har større indflydelse på mit arbejdsliv her, siger Morten Skov Jensen.
|
Novej 11 Et socialpædagogisk behandlings- og opholdssted for fem børn og unge med psykosociale problemer. Huset har været opholdssted siden 1. april 2002. Se også www.novej11.dk |