Sansearbejde på hjertets frekvens
Sølunds snoezelen-konsulent får lige så meget tilbage, som hun giver til beboerne i løbet af en arbejdsuge, hun ikke altid holder inden for de 37 timer. Hun bygger sit arbejdsliv på en filosofi om det intelligente hjerte og den professionelle kærlighed – gentle teaching, hvor personlig og professionel udvikling er en nødvendighed for at udvikle og vedligeholde de menneskelige arbejdsredskaber
Drømmejobbet – det er det, Gitte Andersson har fundet som snoezelen-konsulent i Landsbyen Sølund i Skanderborg. Her for ener hun sin interesse for sanserne med arbejdet med mennesker, der har vidtgående fysiske og psykiske handicaps.
For hende er det ikke meningsfyldt at skelne så skarpt mellem arbejdstid og privat tid, fordi hun selv får meget energi, når hun møder beboerne med et åbent hjerte og professionel kærlighed.
To beboere kommer forbi under interviewet på deres vej ind i snoezelhuset, og Gitte Andersson rejser sig for at hilse på. Hun er den eneste medarbejder i huset, og vi sidder i hendes kontor, der ligger som en slags udposning på gangen mellem hoveddøren og de ni sanserum i snoezelhuset.
Kontoret fungerer også som velkomstcentral for besøgende, derfor står tre farvestrålende og iøjnefaldende stole omkring to runde tromler midt i rummet og agerer kaffeborde. Der er altid kaffe og te på kanden og frisk frugt står fremme.
I vindueskarmen sidder en hund og en kat, de venter ligesom Emilie og de andre empatidukker i døråbningen på, at nogen tager dem i favnen og passer på dem. Klinet op af væggen står kontorinventaret – en lille skrivepult og en bærbar computer.
Gitte Andersson, 51 år, blev først formelt uddannet som pædagog for 13-14 år siden og har siden taget både en diplomuddannelse i ledelse og en uddannelse om børn, musik og bevægelse. Inden pædagoguddannelsen arbejdede hun som pædagogmedhjælper og det blev til job på børnehjem, som handicaphjælper, med unge på kanten og helt almindelige børn i en børnehaveklasse. Men hun faldt for menneskene i Landsbyen Sølund, fordi hun synes, der er så meget at lære af dem.
Følelseseksperter
– De har en masse, vi kan lære af: det umiddelbare, lysten til samvær med andre og til at lave sjov sammen. Det eksistentielle i at være sammen – også når man har det svært, siger hun og bliver afbrudt af en af beboerne, der råber nej.
– Neejj siger du Søren, siger Gitte og afbryder vores samtale og rejser sig for at snakke med Søren, som er på vej ud af sanseafdelingen og hjem til sin lejlighed.
– Mooar, siger Søren meget højt til sin pædagog og Gitte.
Han siger også noget mere, men det er uforståeligt for mig.
– Ja, mor. Har I snakket om mor, som du elsker, spørger Gitte.
Hun tager sig også tid til lige at hilse på Bjarne, som er på vej ind og er så ivrig efter at få gang i sanserne, at han ikke har tid til at vente på sin pædagog. Det er ikke til at tage fejl af hans lyde og fagter. Gitte hjælper ham op af kørestolen, tager ham i hånden, og følger ham ind gennem den røde livmoderåbning til sanserummene i huset. Han elsker massage og vil gerne ind i en af massagestolene i de højteknologiske omgivelser, der fra et øjeblik til det næste kan skifte fra et koralhav til et ørkenlandskab.
Det halvandet år gamle snoezelhus er åbent for alle Sølunds beboere med og uden aftale. Huset giver dem nogle af de oplevelser, andre får i biografen, på ferieture til fremmede himmelstrøg og gennem samværet med venner. Centralnervesystemet bliver beroliget og afbalanceret, så flere af beboerne er roligere i flere timer eller dage efter et besøg, fortæller Gitte.
Hun har arbejdet på Sølund i 12-13 år i forskellige funktioner: som døgnmedarbejder, aktivitetsmedarbejder, projekt- og forandringsleder og til sidst som leder af en boenhed.
Hun sætter stor pris på arbejdspladsen, som hun finder meget visionær. Det er personligt udviklende at arbejde her, hvor en stor del af beboerne ikke har noget sprog, og hun lærer om de helt eksistentielle følelser som for eksempel vrede, sorg, frustration og glæde. Hun opfatter mennesker med vidtgående fysiske og psykiske handicaps som eksperter i følelser. De er deres følelser, de styrer dem og de kommunikerer dem.
– Vi mennesker hænger sammen, uanset hvor mange eller få ressourcer vi har. Derfor er noget af det sværeste at se en anden skade sig selv. Så får vi det selv dårligt, fordi vi spejler modpartens følelser, siger hun.
Personlig professionel kærlighed
Efter hendes opfattelse er det nødvendigt at bruge sig selv og sin person professionelt. Der skal være sammenhæng mellem ord, handling og kropssprog – ellers fremstår pædagogen ikke autentisk.
– Mennesker, der er gode til kropssprog, aflæser lynhurtigt, hvis der ikke er sammenhæng mellem ord og handling. De forkaster os, for så er vi ikke til at regne med for dem, siger hun.
Bag Gittes – og Landsbyen Sølunds – filosofi står det intelligente hjerte – gentle teaching. For eksempel evnen til at skelne mellem forskellige typer kærlighed.
– Kærlighed er ikke ens. Der er kærlighed til ens partner, børn, familie og gamle forældre. Vi kender alle sammen den krævende kærlighed eller den omsorgsfulde mor – og hjertet skelner helt automatisk, siger hun.
Instinktivt parkerer vi de private problemer og følelser uden for arbejdspladsen. Mens den professionelle personlige kærlighed er nødvendig på jobbet.
– Det er i følelsen af kærlighed, vi mødes som mennesker, og medfølende kærlighed er nødvendig, for at leve sig ind i andre menneskers følelser og behov, siger hun.
Atter afbrydes samtalen. En beboer kommer og tager Gitte i hånden og trækker hende med ud i garderoben, hvor han bliver ved med at tage fat i en jakke og sige lyde. Han vil gerne hjem, så Gitte får hentet pædagogen, der er inde i huset med
en anden beboer, før hun vender tilbage og tager tråden op.
– Når jeg hjælper ham med at finde ord for hans ønske, føler han sig anerkendt og respekteret. Han bliver holdt af og elsket, siger hun.
I gamle dage ville man kalde denne form for professionel kærlighed for næstekærlighed. Men i dag er det religiøse aspekt af ordet så belastende, at hun ikke bruger det.
Grænser for personlig involvering
Når vi selv er vores væsentligste arbejdsredskab, er personlig udvikling helt nødvendigt – for at skærpe sine menneskelige redskaber. Selvudvikling kan for eksempel træne evnen til at undgå projektioner.
– Kan man ikke tåle sine egne svære følelser, kan man heller ikke tackle mødet med dem hos andre, siger Gitte.
For hende er selvudvikling meget andet og mere end terapi og supervision. Det er også at se en film eller læse bøger. Når man vel at mærke bruger det til at overveje sit liv og sine følelser – enten alene eller med andre.
– Det kan være at se filmen ‘Kongens store tale’, som giver anledning til at reflektere over sit syn på anderledeshed og mennesker med handicap. Man kan godt reflektere med sig selv, men på et tidspunkt bliver det nødvendigt at gøre det med for eksempel kollegerne. Man får brug for nye input, ellers går man i stå – man går i selvsving, siger hun.
Nogle af de afgørende menneskelige redskaber for arbejdet i snoezelhuset og Landsbyen Sølund er empati, omsorg og relationspædagogikken. Det handler om at have en hverdag med mennesker, der har det svært; at kunne sætte sig ind i andres følelser og behov – at kunne hjælpe mennesker uden sprog med at oversætte følelser og ønsker til ord.
Det intelligente hjerte og den professionelle kærlighed har dog også grænser. For Gitte går de der, hvor de professionelle relationer udvikler sig til venskaber. Den venskabelige relation skaber åbenhed og sårbarhed, og der opstår et magtforhold. Til forskel fra den professionelle relation risikerer venner, der bliver uenige, at miste noget – venskabet.
– Jeg synes, det er uklogt at blive venner med pårørende. Hvis man for eksempel bliver veninde med en mor, så kan det give bagslag. Enhver mor ville udnytte alle muligheder for at skabe bedre muligheder for sine børn. Så uden at ville det, kommer hun let til at udnytte venskabet, siger hun.
Personlig/professionel Når socialpædagoger taler faglighed, taler de normalt om for eksempel indsatsformer, relationsarbejde og kontraktliggørelse af faget. Men man kan ikke levere socialpædagogik uden at bruge sig selv, og nogen gør det mere end andre – de bruger helt bevidst deres private personlighed og privatliv professionelt. Socialpædagogen beskriver i fem artikler i de kommende numre, hvilke overvejelse der ligger bag den måde at arbejde på og nogle af de udfordringer og gevinster, man får som socialpædagog – og som menneske. Dette er den fjerde artikel i serien. Se serien på www.socialpaedagogen.dk/tema |