Luk døgninstitutionerne – vi må nytænke!
Anbringelser virker ikke eller sker i bedste fald med et ringe udbytte, og derfor bør vi lukke alle døgninstitutioner!
De få undersøgelser, der i dag er lavet om, hvad der virker i forbindelse med en anbringelse, kan ikke dokumentere, at en anbringelse virker. Derfor er det nærliggende at foreslå lukning af døgninstitutionerne.
Døgninstitutionerne i traditionel forstand har overlevet sig selv. De er dyre og har ringe eller ingen effekt. De unge stikker af, de passer ikke deres skolegang, og de er ofte udsat for skift af opholdssted. Det kan stort set ikke blive værre.
Vi er nødt til at gøre op med de traditionelle måder at tænke på. Vi er nødt til i stigende grad at arbejde projektorienteret. Vi skal i stedet for dyre socialpædagoger ansætte støtte/kontaktpersoner og anvende alle de frivillige, der er motiveret til at give et nap med.
Vi skal arbejde projektorienteret. Det giver rigtig god mening at ansætte en ufaglært med et stort hjerte til at tage sig af de svært udadreagerende unge, som alligevel ikke kan håndteres på en døgninstitution. Det er for det første langt billigere, og chancen for succes kan sagtens sammenlignes med en anbringelse i traditionel forstand
Vi skal i stedet for de traditionelle døgninstitutioner i stigende grad anvende private opholdssteder. De private opholdssteder har en indbygget mekanisme – et økonomisk incitament – til at få tingene til at køre. Det mangler i høj grad på de traditionelle døgninstitutioner.
Opholdsstederne er ikke bundet af fagforeningers snævre bånd og overenskomster. De er i langt højere grad i stand til at få tingene til at glide. Ingen tager skade af at arbejde flere døgn i træk.
Barnets Reform kommer heldigvis de økonomisk trængte kommuner til undsætning. Med reformen i hånden skal vi anbringe tidligt skadede børn og unge i plejefamilier eller i de nye kommunale plejefamilier, som reformen anbefaler kommunerne at oprette.
Som ledere må vi gå forrest, når det drejer sig om nytænkning og innovation. Der er penge at hente gennem innovation. Vi kan i langt højere grad få pædagogerne til at løbe hurtigere for de samme penge. Der er unikke muligheder for at effektivisere og gøre tingene billigere. Og da der som nævnt ikke findes nævneværdig dokumentation for, hvad der virker, må den innovative tankegang sættes i første række.
Ja, kære læser, man kunne forledes til at tro, at det ovenstående er min holdning. Men nej! Jeg mener klart, at døgninstitutioner har deres berettigelse, og at anbringelser virker.
Jeg vil hermed lægge op til en debat om, hvordan vi imødegår alle de myter og fordomme, som skiftende skriftkloge sætter i søen, og som ganske ukritisk tages til indtægt for at være sandheden.
Jeg er helt med på, at vi skal være med til at nytænke, men vi skal ikke smide alle vore traditioner og værdier ud med badevandet.
Deltag i debatten
|
Allan Andersen er forstander og formand for Socialpædagogernes landsdækkende Ledersektion.