Studiepolitisk aktiv – hvorfor det?
Som nyuddannet pædagog, der ikke har samme organiseringsbaggrund, som jeg har, tror jeg, det er svært at skulle vælge sit faglige ståsted og dermed også det sted, man skal være organiseret. Set udefra kan det sløre billedet, at der er tre valgmuligheder, tre organisationer at vælge imellem
Først vil jeg gerne benytte lejligheden til at byde alle mine nye medstuderende velkommen til pædagoguddannelsen. Jeg håber jeres næste tre et halvt år vil være inspirerende og lærerige.
Hvorfor er jeg medlem af en fagforening, hvorfor er jeg studiepolitisk aktiv på mit studie og hvorfor er jeg aktiv i studieorganisationen og fagforeningen? Spørgsmål jeg til tider stiller mig selv – og som mine venner fra tid til anden stiller mig.
Når jeg færdes i fagbevægelsens gange og korridorer føler jeg mig ret så ung, og toppen af fagbevægelsen anser mig formentlig også som værende sådan – og jeg har da til tider også svært ved at identificere mig selv med de ældre kvinder og mænd, der er i fagbevægelsen. Men hvorfor er jeg så i denne fagbevægelse, hvis top kan være fremmedgjort over for mig, min generation og de yngre generationer?
For det første så er det at være organiseret noget, jeg er født med. Min familie er en traditionel socialdemokratisk arbejderfamilie, hvor det at være organiseret er en selvfølge og ikke sat til diskussion. Skal jeg se bag om min medfødte tro på fagbevægelsen og forsøge at sætte ord på, hvorfor jeg i disse år bruger meget tid på studiepolitik og fagbevægelsen, så er det, fordi jeg tror på, at fagbevægelsen er et nødvendigt alternativ til det partipolitiske system – et system, som ellers skulle repræsentere den menige mand og kvinde. Det er bare i de færreste partier, menigmand har det store at skulle have sagt, for partipolitikken er blevet for professionelle karrieremagere.
Skal jeg kigge ud over den habitus, jeg har i forhold til fagbevægelsen og det at være aktiv, så er fagbevægelsen for mig at se vigtig for arbejderne. Det er fagbevægelsen og kun fagbevægelsen, der kan forbedre vores vilkår. Særligt i en tid hvor partierne på Christiansborg stort set er overtaget af alle andre end arbejderklassen. Det er meget muligt, at de forskellige partier påstår, at de vil os det godt, men gang på gang oplever vi noget andet. Et godt eksempel er angrebet på efterlønnen: En bred front i Folketinget ønsker at forringe retten til efterløn, de vil gøre det på forskellig vis, men fælles for dem alle er, at de vil forringe denne rettighed.
Selv om jeg forholder mig kritisk til den enkelte fagforening, jeg er medlem af, og tager kritisk stilling til fagbevægelsen som helhed, så er det fortsat gennem fagbevægelsen, jeg ser muligheden for, at vores forhold bliver forbedret. Denne tilgang er det ikke alle mine medstuderende, der deler. De ser ikke nødvendigheden af fagbevægelsen som politisk modspil til partipolitikken, som jeg gør, og forholder sig udelukkende kritisk til fagbevægelsen: Knæfald for S og SF’s Fair Løsning og splittelse i fagbevægelsen, hvorfor er der tre fagforeninger der organisere pædagoger og ikke én – når en af parolerne er ‘sammen står vi stærkest’?
Som nyuddannet pædagog, der ikke har samme organiseringsbaggrund, som jeg har, tror jeg, det er svært at skulle vælge sit faglige ståsted og dermed også det sted, man skal være organiseret. Set udefra kan det sløre billedet, at der er tre valgmuligheder, tre organisationer at vælge imellem: BUPL, Socialpædagogerne, LFS – og nå ja, dem med svaret på alt – Krifa!
Deltag i daebatten Vil et samlet pædagogisk forbund styrke pædagogers position i samfundet? Vil et samlet forbund være en del af løsningen, der kunne få unge nyuddannede pædagoger til at tilvælge det faglige fællesskab igennem faglig organisering? Hvordan får vi igen gjort fagbevægelsen til en seriøs politisk modspiller? |