Pædagogik bag tremmer
Socialpædagog Søren Olsen er sikker på, at han gør en positiv forskel for de unge på den sikrede institution Stevnsfortet. Vi fulgte ham på to arbejdsdage
Sikkerheden er i fokus ved arbejdsdagens begyndelse. Hvem bliver på afdelingen, hvis alarmen går? Kender alle det hemmelige kodeord, der om nødvendigt skal bruges i kommunikationen med politiets indsatsstyrke? Er samtlige ekstranøgler i sikker forvaring?
Søren Olsens arbejdsplads, Stevnsfortet i Rødvig, bærer tydeligt præg af, at der er tale om et alternativ til fængsel. Der er tremmer for alle vinduer, og området er omkranset af to høje hegn med oplysning.
Men Søren Olsen er alt andet end en fængselsbetjent. Han er socialpædagog.
– Da jeg kom her første gang i min anden lønnede praktik, havde jeg sommerfugle i maven. Hvad er det for nogle unge? Hvad kan de gøre ved mig? Og hvor hård er tonen? En sikret institution får jo én til at tænke på fængsel og kriminelle, og noget af det første, der skete var, at jeg fik en overfaldsalarm stukket i hånden. Men noget af det næste der skete var, at alle – både personale og unge – trykkede mig i hånden og kiggede mig ind i øjnene. Jeg fornemmede hurtigt den ånd af omsorg og tillid, der er her på stedet, og dét blev begyndelsen på en forelskelse i dette arbejde. Strukturen og de faste rammer gør, at jeg kan gøre en positiv forskel for meget omsorgssvigtede unge mennesker, som jeg ellers ikke kunne komme tæt på, siger han.
Lange arbejdsdage
Fagbladet Socialpædagogen har fået lov til at følge Søren Olsen på to helt almindelige arbejdsdage – eller noget af dem, for på Stevnsfortet er vagterne meget lange, og Søren er som hovedregel enten på arbejde fra klokken 15.00 til 8.00 eller fra 8.00 til 23.00.
I dag er socialpædagog Christian Callesen og pædagogmedhjælper Sylvia Horskjær også på arbejde på afdeling Nord, der har plads til fem unge – men for øjeblikket kun huser tre: 17-årige Peter, der venter på at komme i retten for en sag om røverisk overfald, 18-årige Thomas, der er sigtet for blandt andet drabsforsøg og 15-årige Ali, der ikke har lyst til at fortælle sin historie til Socialpædagogen (drengenes navne er ændret af redaktionen).
Klokken 15.00 mødes de tre medarbejdere på kontoret, gennemgår de rutinemæssige sikkerhedsprocedurer og fordeler dagens opgaver. De orienterer sig også i dagbogen om, hvad der er sket tidligere på dagen – og dagene før.
– Vi skal vide det, men vi bruger det ikke direkte. Her er filosofien: En ny dag, en ny kontakt. Vi kører ikke videre i gamle konflikter, forklarer Søren.
Fakta om Stevnsfortet Stevnsfortet er en af Danmarks syv sikrede institutioner. Her er fire afdelinger, der hver har fem pladser. Unge kan komme på Stevnsfortet af følgende årsager:
Stevnsfortet har cirka 100 elever om året, og de unge er her i gennemsnit i to til tre måneder. På hjemmesiden skriver de selv, at socialpædagogik spiller en stor rolle, og at en fast struktur i dagligdagen lærer de unge, hvordan de kan få hverdagen til at fungere. En erfaring, der kan hjælpe dem, når de forlader Stevnsfortet. Se www.stevnsfort.dk |
Valg og fravalg
Så går de ind på afdelingen, hvor drengene – eller eleverne, som de officielt kaldes – lige er kommet tilbage fra skole og værksteder. På Stevnsfortet er dagen struktureret stramt, og der er dagbeskæftigelse fra 9.00 til 15.00 afbrudt af en times frokost. Herefter er det fritid, hvor drengene i højere grad selv må bestemme, hvad de vil.
Inde i dagligstuen bladrer Peter i et videokatalog.
– Søren, hvad er det nu for en Harry Potter film, der kommer efter ‘Fangen fra Akzaban’, spørger han.
På Stevnsfortet taler de ikke om konsekvenspædagogik, men om valg og fravalg. Drengene kan for eksempel vælge at stå op før klokken 8.30, og så får de lov til at se en videofilm på deres værelse om aftenen.
– Står de ikke op, har de fravalgt filmen, forklarer Søren, der ikke kan huske Harry Potter-filmens efterfølger.
– Kan du så ikke slå det op for mig, beder Peter. Ligesom de andre elever på Stevnsfortet, har han skrappe begrænsninger i sin frihed – indgreb, som politiet har defineret på baggrund af en dommerkendelse. Hvis Peter var over 18 år skulle han have været varetægtsfængslet, mens politiet efterforsker sagen om det røveriske overfald. Nu får han i stedet lov at være på Stevnsfortet, men kontrollen svarer til en varetægtsfængsling: Ingen adgang til internet. Kun tilladelse til besøg af ganske enkelte personer, og kun under overvågning. Og kun tilladelse til at tale i telefon i afgrænset tid med bestemte personer under aflytning.
– Hvis vi bryder de regler, er det faktisk en strafbar handling, fortæller Søren, der låser sig ud på kontoret, slår op på computeren og vender tilbage med beskeden:
– ‘Harry Potter og Flammernes Pokal’.
Motivation
I timen mellem 15.00 og 16.00, er der intet særligt program. Drengene slænger sig i dagligstuens lædersofaer, hvor TV2 News kører.
Christian og Sylvia går i gang med et spil bordtennis i spisestuen. Christian vinder.
– Står du og lammetæsker en pige, Christian? Så kom her og spil med de store drenge, siger Ali med et grin.
Og så er det Ali og Christian, der svinger battene. Bagefter fortæller Søren, at arbejdet i høj grad handler om at motivere og være rollemodeller. Ikke om at sige til drengene, at de skal gøre sådan og sådan.
– Vores helt overordnede mål er at motivere eleverne til det gode liv. Og det gode liv er også det kriminalitetsfrie liv. Men vi har også en hel masse mindre delmål, der for eksempel kan handle om at lære at nyde et godt måltid, at mærke tilfredsstillelsen ved at have et rent og opryddet værelse eller at bruge sin krop på en god måde, fortæller han.
Fra klokken 16.00 til 18.00 kan drengene vælge at gå i fitness. De kan også vælge at lade være, men tilbuddet er der kun på visse tidspunkter.
På opslagstavlen i spisestuen hænger en seddel om, hvad de kan hvornår. Og i fritiden er der kun mulighed for at være sammen med andre fra ens egen afdeling.
– Men nytårsaften gjorde vi en undtagelse, så to afdelinger holdt fest sammen. Blandt andet med ballondans. Sådan noget kunne jeg godt tænke mig mere af, for det ville give nogle flere muligheder, siger Søren.
Observationer og papirarbejde
I dag vil alle tre drenge med Søren til fitness. Imens laver Sylvia mad, og Christian har tid til papirarbejde. Der skal løbende observeres og skrives ned, og observationerne bruges for eksempel i retten. Eventuelt sammen med en mentalundersøgelse.
– Og så er der selvfølgelig også situationer, hvor én pædagog ikke kan gå alene med tre drenge, men med de her tre, vurderer vi, at det godt kan lade sig gøre, siger Søren.
Ali ryger på vejen mellem afdelingen og fitnessrummet. Rygning er kun tilladt udenfor og på værelserne, men da de skal til at gå ind i fitnessrummet, er cigaretten stadig tændt.
– Den er slukket, siger Ali.
– Nej den er ej, svarer Søren.
– Nu er den, siger Ali og skodder mod muren. Fitness-rummet ligger i et lille kælderlokale med lysstofrør. Der er vægte, løbebånd, ribbe og et vægttårn.
Ali tænder for anlægget, så technomusik strømmer ud i lokalet.
Søren sætter sig og kigger på, mens drengene løber, løfter og trækker sig op og ned i armene. Hvis der kun er en eller to drenge, træner han nogle gange selv med dem. Andre gange giver han råd på baggrund af, at han også selv dyrker fitness.
– Det helt nye er, at nogle af medarbejderne skal uddannes til fitness-instruktører, så vi bedre kan vejlede drengene og undgå at de skader ryggen, fortæller han.
Den næste time sker der ikke noget særligt. Technomusikken overdøver lyden af fødder mod løbebånd og vægtstange, der skubbes op og ned.
– Nogle gange kan jeg bare sidde og kigge i to timer, fortæller Søren.
Ved femtiden har alle drengene tilfældigvis samlet sig i den ene ende af træningslokalet. Ali løfter sig op i armene, og sænker sig igen. Peter træner med et par vægte. Thomas sidder og slapper lidt af.
Pludselig stopper musikken, og der bliver et øjebliks ro.
– Skal vi spille rundt om bordet, når vi kommer hjem? Fuck, det er sjovt, siger Peter.
Snakken går om en af de andre pædagoger. Han er en dårlig taber, mener drengene.
– Jeg har også været en dårlig taber. Jeg tror, at jeg var 21 år, den sidste gang, jeg græd over at tabe en fodboldkamp, fortæller Søren.
– 21 ÅR, råber drengene i munden på hinanden. Thomas kigger intenst på Søren.
– Ja, altså, jeg græd ikke hver gang, jeg tabte, men helt indtil jeg blev 21, kunne det ske, uddyber Søren.
Grib bolden
Ali går op til anlægget, og lidt efter gør technomusikken det umuligt at tale.
Bagefter reflekterer Søren over situationen:
– Det gælder om at gribe bolden, når den bliver spillet op. I den situation havde jeg en ide om, at jeg kunne vise drengene, at det kan lade sig gøre at arbejde med sig selv. Jeg var en dårlig taber, men jeg er det ikke mere. Men jeg ved ikke, om jeg helt kom i mål med det, funderer han.
I den type dagligdags situationer reagerer Søren på ryggraden. Andre gange har han en klar strategi for den måde, han taler med eleverne.
– Det kan for eksempel være, hvis en dreng lugter af gnu, og vi har et mål om, at han skal udvikle sig med hensyn til den personlige hygiejne. Så tænker jeg for eksempel meget over, hvordan jeg skal tale med ham om det – og jeg diskuterer det også gerne med mine kollegaer, fortæller han.
Klokken lidt i seks går flokken tilbage til afdelingen. Søren lader de tre drenge løbe lidt i forvejen.
– Nu viser jeg dem tillid, for potentielt kan de jo prøve at stikke af, siger han, da drengene er løbet op ad kældertrappen, og vi står alene tilbage i skakten.
Ved indgangen til afdelingen står alle tre og venter i den bidende kulde foran snedriverne.
Ali griner.
– Hvad ville du gøre, hvis vi stak af en dag? Ville du løbe efter os, spørger han.
– Ja, men jeg ville nok anbefale dig at tage en jakke på, svarer Søren.
Fuck dig!
Vel inde i varmen forsvinder Ali og Peter ned ad gangen til deres værelser. Alle medarbejderne står i spisestuen, så ingen kan se drengene – kun høre dem, og det, der begynder med et skænderi om, hvem af dem, der er bøsse.
– Ved du hvad, hvis du talte sådan der, hvor jeg kommer fra, så fik du skåret pikken af, siger Ali.
– Du kommer jo derfra, skal du så ikke gøre det, svarer Peter.
Og så lyder der bare nogle råb:
– Fuck! Fuck dig.
Da pædagogmedhjælperen Sylvia når hen på gangen, ligger en skraldepose og flyder. Drengene beskylder gensidigt hinanden for at have smidt den.
– Stikkersvin, stikkersvin, ved du hvad, vi gør ved stikkersvin, synger Ali, inden han forsvinder ind på sit værelse.
– Peter, kan du ikke tage det som en mand og samle det op, spørger Sylvia.
– Jeg er ikke en mand, jeg er kun 17 år, lyder svaret.
– Kan vi så ikke sige, at jeg tager dit askebæger og skyller det af, og så smider du den ud, spørger hun.
Den er Peter med det samme med på. Han tager skraldeposen, hun tager askebægret.
– Godt, Peter, du samlede det op, roser Sylvia.
– Selv tak, men sig det ikke til Ali.
Undgår kon fl ikter
Bagefter fortæller Søren, at personalet er meget opmærksomt på, hvordan de håndterer konflikter.
– Man kan hele tiden få konflikter med de her drenge, hvis det er det, man vil. Og potentielt kan vi jo altid lægge dem ned, fordi vi kan trykke på overfaldsalarmen. Men i enhver konflikt, er der jo også en potentiel ydmygelse, og derfor tænker vi meget over, hvornår vi skal gå ind i en konflikt, og hvornår vi ikke skal. Jeg vil ikke sige, at vi er konfliktsky, men det er vigtigt, at vi vælger at gå ind i de rigtige konflikter – der, hvor der er et potentiale for udvikling. For eksempel fordi man bagefter kan evaluere, hvorfor det gik galt. Eller hvis vi kan give de unge et redskab som det at gå ned på værelset og tælle til 100, siger han.
Da fagbladet Socialpædagogen senere interviewer Thomas på tomandshånd, bekræfter han Sørens beskrivelse:
– Det betyder meget, at her er pædagoger i stedet for fængselsbetjente. Jeg har også siddet i Vestre, og der var betjentene bare sure. Pædagogerne er flinkere. Mildere. Du kan skubbe til dem, uden at de lægger hånd på dig – altså ikke fordi jeg siger, at du skal skubbe til pædagogerne, men det jeg mener er, at de er stille og rolige. De går rundt iblandt os, og jeg har haft mange snakke med pædagogerne. For eksempel om, hvor dum man har været, når man er på stoffer, siger han.
Tak for mad
I spisestuen er der sat pitabrød, stegte kyllingestrimler, grønsager og dressing på bordet. De tre drenge og de tre medarbejdere sidder en halv time og snakker over maden – om kaffevanerne på autoværkstedet og om en gammel bil, som nogle af drengene må køre rundt i indenfor hegnet. Langsomt. Uendelig langsomt.
Der falder også et par jokes.
– Må jeg låne kyllingen, spørger Thomas.
– Bogstavelig talt: Det kan du ikke. Når jeg får den tilbage, så er den ikke lige så fuld, som da jeg gav den til dig, svarer Ali.
Da måltidet er forbi, siger alle tak for mad og bærer deres egen tallerken ud. Stille og roligt.
– Det er det eneste, vi forlanger, siger Søren:
– At de siger tak for mad og bærer deres tallerken ud. Så kan de for så vidt gå efter fem minutter og sidde uden at sige noget. Man kan ikke tvinge nogen til at tale med én, og vores arbejde bygger
i høj grad på motivationsteorierne. Kun når drengene selv er motiverede, kan der ske en udvikling.
Efter maden spørger Peter, om han må ringe.
– Jeg vil gerne have Søren med, siger han. Femten minutter om dagen har han tilladelse til at tale i telefon med kæresten eller familien. Imens skal en medarbejder lytte med for at sikre, at der ikke bliver talt om retssagen.
– Hej skat. Det er mig, siger Peter, da han har trykket nummeret på telefonen i besøgsrummet. Der er medhør på, og Søren sidder på stolen ved siden af med et neutralt ansigtsudtryk.
– Hvad laver du, spørger Peter.
– Jeg har lige sovet. Hvad laver du?
– Ikke så meget. Der er jo ikke så meget at lave. I går havde jeg tjans. Så skal man gøre rent på afdelingen.
– Nåeh, tjans. Jeg synes, du sagde dans, griner kæresten.
Lidt efter begynder Peter at skælde ud på hende.
– Du har fortalt min mor om Kalle, siger han vredt.
Først tror Søren, at Peter henviser til, at kæresten har været ham utro, men da Peter siger, at mo deren har fortalt det videre til politiet, bliver Søren klar over, at emnet har noget med sagen at gøre.
– Peter, Peter, kommenterer han og klapper fingrene sammen.
– Fuck, jeg må ikke tale om det, siger Peter.
I tvivl
Bagefter fortæller Søren, at han var i tvivl om, hvordan han skulle agere i situationen.
– Da han begyndte at skælde ud på kæresten, overvejede jeg, om jeg skulle hjælpe. Om jeg for eksempel skulle tage ham på armen for at berolige ham, sådan som jeg nogle gange gør, når han hidser sig op overfor de andre drenge. På den anden side sad jeg der jo kun for at løse en politimæssig opgave. Han havde ikke ønsket, at nogen skulle overvære samtalen. I sådan en situation gælder det om tænke lynhurtigt: Hvad er det rigtige at gøre?
Senere i samtalen viser det sig, at Peter har noget alvorligt på sinde. Han vil tale med kæresten om, at de skal gøre det forbi.
– Det ville være bedre for dig, siger han.
– Ja, det er svært, når du sidder inde, og jeg er ude… Men jeg vil gerne være sammen med dig, siger hun.
– Vi kan jo stadig tale sammen. Og du kan også komme og besøge mig. Selv om jeg nok ville synes, at det ville være lidt underligt.
– Og så skulle jeg sige, at jeg skulle ned og besøge min eks-kæreste. Eks-kæreste. Det ord passer bare ikke på dig og mig, siger hun.
En personlig snak
Søren rykker på telefonen for at give Peter signal om, at der ikke er så lang tid tilbage.
– Vi kan tale om det igen i morgen. Eller i overmorgen. Så ringer jeg til dig, siger Peter.
– Ja, jeg elsker dig.
– Jeg elsker også dig.
Da Peter har lagt røret, bliver Søren siddende i stolen.
– Det lød som om, det var en svær samtale, siger han.
– Det var det også. Jeg synes, det er synd for hende, svarer Peter.
– Det lød som om, du er glad for hende.
– Ja, det er jeg også.
– Det lød også som om, hun er glad for dig. Sådan som jeg hører det.
– Ja. Det er bare synd for hende. Jeg får mindst et halvt år, selv med god opførsel, for jeg har også en anden dom.
– Ja, men tænk på, at når du først har fået din dom, så er der ikke længere besøgs- og brevkontrol, og så kan du få besøg af hende uden at der nogen, der skal overvære det, og du kan tale med hende uden, at der er nogen, der skal lytte.
Søren rejser sig op.
– Sig til, hvis du vil snakke mere, Peter, så er jeg klar til at lytte.
– Ja, det går nok.
– Ja, for det lød som en svær samtale.
– Ja, det var det også.
– Og det var også godt, at du undgik at skælde ud og blive uvenner. For det kan jo godt være lidt svært, hvis man først er uvenner og du er her, og hun er der.
Peter smiler. Som bliver han lidt stolt.
Nødt til at rykke hurtigt
Bagefter går Søren ind på kontoret for at beskrive episoden i dagbogen.
– Det er både, så mine kollegaer kan vide, hvad der er sket, og som dokumentation til retten. Det, at Peter kan tale sådan med sin kæreste, viser, at han har empati, siger han.
Søren fortæller også, at det var helt bevidst, da han bagefter blev siddende og sagde: ‘Det lød som om, det var en hård samtale’.
– Jeg tog udgangspunkt i, at det var min oplevelse – ikke at det nødvendigvis var sådan. For det kunne jo godt være, at han havde en anden oplevelse. Og så var det samtidig en måde at åbne op for, at vi kunne tale om det.
På den ene side forholder Søren sig lidt afventende, fordi han ikke tror på, at noget kan rykkes uden en motivation. Hvis Peter ikke vil snakke, er der ikke noget at gøre.
– På den anden side er vi nogle gange nødt til at være lidt mere offensive, end man måske ellers ville være. På et opholdssted ville man nok vente længere tid på at vinde drengenes tillid, her er vi nødt til at være hurtigere. Jeg er nødt til at give ham mulighed for at tale med mig, selv om dette nok kun er den ottende dag, vi har sammen.
Lidt efter banker Peter på døren til kontoret.
– Må jeg få en hovedpinepille, spørger han, og:
– Er du frisk på et spil bordtennis senere?
– Det kan du tro, jeg er, svarer Søren, og fortæller bagefter, at et spil kan være et godt redskab til en samtale, fordi man ikke behøver at se hinanden i øjnene.
Små frø
For Søren handler arbejdet på Stevnsfortet i meget høj grad om, at plante små positive frø i sindet på de unge mennesker.
– I det her tilfælde kan det være et lille frø om, at det kan være godt at tale med andre mennesker. Et frø om, at det er godt at tale ordentligt til sin kæreste. Jeg synes, det er spændende at komme så tæt på de her drenge, der er så voldsomt omsorgssvigtede. Jeg tror slet ikke, jeg kunne komme så tæt på dem, hvis jeg for eksempel arbejdede som gadepædagog, siger han.
Peter fortæller selv, at begge hans forældre var narkomaner i hans første leveår, og han selv har taget stoffer i flere. Når Søren læser i drengenes journaler, går den slags oplysninger igen. Misbrug, vold, kriminalitet og krigstraumer har ofte været en del af drengenes opvækst.
– Og så er der også nogle, der har været psykisk syge og har forsøgt sig med selvmedicinering i form af stoffer, som så igen har ført dem ud i et kriminelt miljø. Og det er heller ikke sjældent, at vi kan sætte kryds ved det hele, fortæller han.
Da Søren et par dage efter er på vagt igen, møder han klokken otte. Så skal dørene låses op til værelserne, og Søren skal sikre, at alle er, hvor de skal være. Bagefter er der morgenmad, og klokken ni går Peter og Ali i skole. Thomas bliver tilbage og har tjansedag sammen med Søren. I dag går det helt gnidningsfrit, og Thomas finder af sig selv støvsugeren frem.
– Andre gange kan der virkelig ligge et stort pædagogisk arbejde i at få dem til at gøre rent, siger Søren. Også her gælder systemet med valg og fravalg: Hvis man vælger at lave sin tjans, er der lommepenge i vente. Ellers fravælger man pengene. Tjansedagen er også en mulighed for at få snakket sammen på tomandshånd.
– Og for sådan en som Thomas handler det meget om at tale om fremtiden. Det er min vurdering, at der er sket en stor udvikling med ham, mens han har været her, fortæller Søren.
Det er Thomas enig i. Han har været anbragt på syv forskellige institutioner og familieplejere, og har også boet på gaden. Efter eget udsagn har han været kriminel fra otte-års-alderen og en af sagerne mod ham handler om, at han i en amfetaminrus og efter fire dage uden søvn, kastede håndvægte efter en tilfældig mand.
– Nu synes jeg, at jeg er begyndt at se lidt lysere på tingene. I Vestre Fængsel tænkte jeg bare, at jeg skulle ud og lave nogle flere penge. Nu tænker jeg på, at jeg gerne vil tage min niende klasse og have et kørekort. Og så håber jeg ikke, at jeg begynder at tage stoffer igen, for hvis jeg først begynder, kan jeg ikke holde op, før jeg ryger ind igen.
Søren Olsen kunne godt tænke sig, at arbejdet i de sikrede institutioner kom til at pege længere fremad.
– Man kunne forestille sig, at de erfaringer, vi har gjort os herinde, kunne blive brugt i det videre forløb – hvis vi for eksempel kunne komme med nogle anbefalinger til, hvad der skal ske, når de unge ikke skal være her mere. For eksempel ved at vi deltog i netværksmøder sammen med den unge og forskellige mennesker omkring den unge. For i det øjeblik, hvor de her unge vil hjælpes, skal man godt nok være fremme i skoene og hjælpe dem.
Alle oplysninger om de anonymiserede drenges baggrund bygger på, hvad drengene selv har fortalt i et interview med Socialpædagogen.