Kærlighed var ikke nok til Thomas
Slægtsanbringelse kan være rigtig godt, men der er behov for professionel støtte. Det var en af pointerne på SFI’s konference om udsatte børn
Umiddelbart lyder det rigtig godt, og så er det alligevel slet ikke en lykkelig historie, som familieplejefaglig leder, Marianne Folden, har at fortælle:
Da Thomas’ mor kommer længere og længere ud i sit misbrug, og Thomas samtidig mistrives i skolen, tager Thomas’ morbror affære: Thomas skal væk hjemmefra, og han skal selvfølgelig bo hos sin morbror og sin tante, der begge synes, at Thomas er en pragtfuld dreng.
– Nu troede de, at de skulle bare have Thomas ind i familien. Han skulle bare have kærlighed, fortalte Marianne Folden i sit oplæg til SFI’s konference ‘Rundt om udsatte børn’, der blev holdt i maj.
Ny forskning fra SFI viser da også, at der potentielt kan være nogle store fordele ved en sådan anbringelse i slægten frem for ordinær familiepleje. På konferencen opsummerede seniorforsker Turf Böcker Jakobsen de tre pointer, som slægtsanbragte selv lægger vægt på:
Der er fra begyndelsen et tættere tilhørsforhold, når plejemor for eksempel også er mormor, og det giver en basal tryghed. Der er en stærkere forankring i netværket, og der er en højere grad af ‘normalitet’. Slægtsanbragte børn ser sig mere sig selv som et ‘almindeligt barn’ end et ‘anbragt barn’.
Men selv om der således er gode muligheder i slægtsanbringelse, understregede Turf Böcker Jakobsen også, at det ikke er et Colombus-æg:
Ingen mirakelkur
For det første fordi ressourcerne ikke nødvendigvis er i slægten. For det andet fordi moralske bånd kan betyde, at anbringelsen fortsætter ud over, hvad der er rimeligt for plejeforældrene. Og for det tredje fordi prisen for sammenbrud ofte er højere i slægtsanbringelser, hvor barnet risikerer omfattende tab af relationer.
Og det er netop også det, der er ved at ske, i historien om Thomas.
For selv om morbroderen og tanten vil ham det rigtig godt, går det alligevel skævt.
Thomas og morbror har et tæt fællesskab, hvor de blandt andet står på tilskuertribunen og hepper til den ene fodboldkamp efter den anden, og det skaber jalousi hos tanten.
I skolen går det faktisk værre for Thomas, og da han selv bliver spurgt, hvordan han har det, fortæller han, at han har det skidt. Han savner sin mor, men det er svært at have kontakt, fordi morbroderen og moderen er blevet uvenner i forbindelse med anbringelsen. Han fornemmer, at morbroderen og tanten skændes om ham, og på spørgsmålet om, hvad han gerne selv vil, fortæller han, at han gerne vil bo et andet sted – og have sin morbror som morbror. Det ender med, at Thomas kommer i ordinær familiepleje, og at morbroderen i første omgang bliver skuffet. Han forstår slet ikke Thomas, og vil ikke have mere med ham at gøre.
– Jeg mener stadig, at det var en rigtig god familie, men de fik ikke besøg fra kommunen én eneste gang. De fik ikke den viden, og den indsigt, der skulle til. De troede, at han bare skulle have kærlighed, men det var ikke nok til Thomas, opsummerer Marianne Folden, der er ansat i familieplejeorganisationen FABU.
Ingen gratis omgang
At slægtsplejefamilierne har behov for professionel støtte er også en af pointerne i SFI’s undersøgelse af effekten af slægtspleje. De har sammenlignet 59 slægtsplejefamilier med 87 almindelige plejefamilier, og undersøgelsen viste, at slægtsplejefamilierne var ringere stillet end de andre plejefamilier – både når det gjaldt økonomi og ressourcer målt på uddannelse – men at de fik mindre støtte end andre plejefamilier. Og samtidig konkluderer SFI, at den samlede støtte har betydning for det anbragte barns psykosociale udvikling.
Efter konferencen konkluderer Socialpædagogernes næstformand, Pernille Christoffersen, der også var med i panelet, at slægtspleje kan være rigtig godt.
– Men kommunerne skal bare ikke tro, at det så er gratis, og at familierne bare kan overlades til sig selv. Der er behov for massiv støtte, hvis det skal lykkes, siger hun.
Og Thomas? Som en krølle på halen fortæller, Marianne Folden, at historien alligevel ender rimelig godt. Efter skiftet til den ordinære plejefamilie klarer han sig bedre i skolen, og morbroderen ender alligevel med at genoptage kontakten med ham. Som morbror.
Find rapporten ‘Effekter af slægtspleje’ på www.sfi.dk